D’Angelo and the Vanguard

D’Angelo and the Vanguard
Ventetiden har været lang, men D'Angelo spankulerer tilbage på r'n'b-tronen med 'Black Messiah'.
D’Angelo and the Vanguard - Black Messiah
5 6
D’Angelo and the Vanguard
'Black Messiah'

Album, Sony

Med muskuløs guitar og metalliske percussion-smæk på åbneren ’Ain’t That Easy’ spankulerer D’Angelo tilbage til r’n’b-tronen. Sådan børster man altså 14 års tårnende forventninger af skulderen. I løbet af hans lange pause har soulsangerens forrige album, ’Voodoo’, opnået en ærefrygtindgydende, sagnomspundet klassikerstatus og affødt masser af fans.

Heldigvis har ventetiden ikke lagt et patina over ’Black Messiah’ og albummets sammensætning af soul, funk, rock,  jazz og blues. Tværtimod lyder D’Angelo på den første single, ’Sugah Daddy’, så veloplagt som nogensinde i sit forgæves forsøg på at tæmme en ung elsker. Sangeren glider ubesværet mellem de dybe bøhmands-toner og en høj, nasal levering, og klaveret skifter mellem at liste på tåspidserne i staccato og rulle jazzede, løsslupne figurer ud som en musikalsk afspejling af tekstens katten efter musen.

I første halvdel af ’Back to the Future Part I’ insisterer bassen på at gentage en enkelt tone, mens strygerne anslås i rigide ryk og kunstneren født Michael Archer mindes de gamle dage i hjemstaten Virginia før berømmelsen. Han fortaber sig dog ikke i højtidelig nostalgi og sender en selvironisk reference til musikvideoen, der (lidt overdrevent) ofte tilskrives hans tidlige stjernestatus og efterfølgende deroute: »So if you’re wondering about the shape I’m in / I hope it ain’t my abdomen that you’re referring to«. Halvvejs igennem skifter sangen til et opløftende humør, da Pino Palladinos bas begynder at hoppe sorgfrit omkring og strygerne glatter bekymringsrynkerne ud.

I få tilfælde bevæger D’Angelo sig ind på lidt for sikker, tilbageskuende grund. At sangeren drager inspiration fra Prince er der hverken noget nyt eller galt i, men ’The Charade’ med sit slatne midtempo og halvpsykedeliske elektriske sitar bliver aldrig mere end en slags mikroovns-Prince. Og selv manden, der næsten formår at få »pussy farts« (tjek ’Sugah Daddy’s sidste vers) til at lyde sensuelle, kan ikke ophøje ’The Door’s fløjten og bluesguitar til mere end en ufarlig hyggestund på verandaen.

Omvendt viser albummets mest kakofoniske og spændende track, ’1000 Deaths’, en vildere side af musikeren. Åbningens samples af to præsters forkastelse af den hvidvaskede Jesus, trommernes impulsive stop-start og den kradsede synthbas annoncerer, at D’Angelo er langt fra det hengivne hjørne. Vokalen er skrattende og effektbelagt i en sådan grad, at det næsten er umuligt at tyde teksten, men det er samtidig beundringsværdigt, at en så gudsbenådet sanger som D’Angelo nedprioriterer sin vokal for at klæde sangens rå udtryk.

Et groove-baseret album har D’Angelo selv kaldt forgængeren, ’Voodoo’, og den beskrivelse holder også for ’Black Messiah’. Bas og wah-wah-guitar gentager det samme riff på trance-fremkaldende vis, mens en mørk kirkeklokke tilføjer et sørgmodigt islæt til ’Prayer’s bundsolide funk. Den jazz-influerede ’Betray My Heart’ giver D anledning til at brillere med de guitar-skills, han har tilegnet sig i løbet af den lange pause, og nummeret emmer af legesyge takket være temposkift og utallige breaks. Ventetiden har været lang, men så meget desto mere glædeligt er det at kunne sige ave D’Angelo, funkens Messiah.

Læs også: 12 sagnomspundne album, der blev væk

Læs anmeldelse: D’Angelo i Store Vega