J Mascis – vellykkede variationer af velkendte tricks

Dinosaur Jr.-frontmanden viste i Lille Vega, at man sagtens kan klemme nye nuancer ud af gamle sange.
J Mascis – vellykkede variationer af velkendte tricks

Et gammelt mundheld lyder: »Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks«. Et ordsprog som oftest taler sandheden på godt og ondt. Mange har overordentlig svært ved at tilsidesætte rutinerne, men den aldrende amerikanske guitareminence og Dinosaur Jr.-frontmand, J Mascis, beviste dog med tirsdagens solooptræden, at det ikke desto mindre er muligt for en gammel støjkøter af hans format at omfortolke egne musikalske meritter på tilfredsstillende vis. Her var der nemlig ikke tale om radikale ændringer, men snarere om små, vellykkede variationer af velkendte Mascis-tricks.

Den ellers notorisk sky musiker, som aftenen igennem sad alene på scenen, skulle udelukkende bruge sin akustiske Gibson-guitar mellem hænderne og et imponerende pedalboard ved fødderne. Med disse beskedne remedier genbesøgte han effektivt forskellige dele af sit eget efterhånden omfattende bagkatalog og pustede ved samme lejlighed forfriskende nyt liv i flertallet af sangene undervejs.

Aftenen var dog milevidt fra en decideret unplugged-koncert. Nok var guitaren mellem Mascis’ hænder akustisk, men mandens hyppige brug af ruskede fuzz-effekter og spacet delay understregede, at det simpelthen er kropumuligt at pille det støjrockede islæt helt ud af Mascis’ output – og heldigvis for det da!

Numre fra mandens to seneste, overvejende afdæmpede soloudspil, som den sårbart poetiske ’Listen to Me’ og den småkåde folkrocker ’Every Morning’, indgik fint i sammenhæng med ældre Dinosaur-materiale som den flossede ’Litte Fury Things’, den monstrøst drevne ’Out There’ og den sprukne slowburner ’Alone’. Sidstnævnte bevægede sig langsomt fra et sagte og sydende hav af toner, der til at begynde med skvulpede og vuggede melankolsk, til mod slutningen at bryde ud i et rasende støjstormvejr.

Ligeledes blev publikum også trakteret med et par skævt slåede covernumre. Midtvejs i sættet tilføjede Mascis Mazzy Stars gudesmukke ’Fade Into You’ en sprukken dimension, der faktisk klædte nummeret ganske godt, mens han rundede aftenen af med at pløje sig igennem en totalt udknaldet udgave af The Cures klassiker ’Just Like Heaven’ – et nummer som Dinosaur Jr. udsendte som single i 1989. Her blev så at sige hæftet ende.

Med sin ublu tilgang til eget materiale viste Mascis, at man sagtens kan klemme nye nuancer ud af gamle sange, som mange, undertegnede inkluderet, troede man kendte til udødelighed.

Læs anmeldelse: J Mascis ‘Tied to a Star’

Koncert. Lille Vega. Koncert Lille Vega. Setliste: Listen to MeMe Again Little Fury Things (Dinosaur Jr.) Ammaring (J Mascis + The Fog)Every MorningStumbleGet Me (Dinosaur Jr.)Drifter (Instrumental)Heal the StarNot the Same (Dinosaur Jr.)Out There (Dinosaur Jr.)Fade Into You (Mazzy Star-cover)Quest (Dinosaur Jr.)Not You Again (Dinosaur Jr.)Alone (Dinosaur Jr.)Just Like Heaven (The Cure-cover)
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af