Run the Jewels væltede Pumpehuset

Succesduoen satte i Pumpehuset en tyk streg under, at de er et af tidens abslout stærkeste hiphopnavne.
Run the Jewels væltede Pumpehuset
Foto: Malthe Ivarsson

Run the Jewels har på to år lagt hiphop-verdenen fuldstændigt for deres fødder. En opsigtsvækkende bedrift af to rappere, der på kanten af de 40 år begge så ud til at have affundet sig med et dedikeret, men også smalt nichepublikum.

Den kridhvide Brooklyn-rapper El-P og den hårdføre sydstatskæmpe Killer Mike har til trods for deres umiddelbare forskelligheder fundet fælles fodfæste i en særegen cocktail af galgenhumor, semi-satirisk bad motherfucker-attitude og total afmagt over øjeblikkets politiske situation i USA, og hjulpet på vej af El-P’s monstrøst kraftfulde beats er duoen braget direkte igennem alle barrikader.

Run the Jewels har i løbet af efteråret turneret USA tyndt for fulde huse, og fredag aften fortsatte de triumftoget foran et udsolgt Pumpehuset. Iført smørrede grin entrerede hovedpersonerne scenen til klimakset fra Queens ’We Are The Champions’ og etablerede straks en fantastisk lun atmosfære. Nålen blev dog hurtigt hevet af Queen, og i stedet blæste Run the Jewels taget af Pumpehuset med en tyveminutters trykbølge bestående af ’Run the Jewels’, ’Oh My Darling Don’t Cry’, ’Blockbuster Night Part 1’ og ’Banana Clipper’. Herfra kunne ingen betvivle den kolossale og uimodståelige kraft, Run the Jewels’ musik blev leveret med.

De to rappere indtog scenen med en enestående energi og komplementerede hinanden fantastisk. Især Killer Mike stjal opmærksomheden med sin majestætiske fremtoning, der dog løbende eskalerede i ekstatiske danse. På det tekniske plan imponerede de også med præcision og overskud, ikke mindst i betragtning af det hæsblæsende tempo.

Læs også: Run the Jewels spiller på Roskilde Festival

Lidt over halvvejs inde begyndte settet imidlertid at savne lidt variation og tabte lidt momentum. Konstante udladninger af buldrende bas og højspændte rim blev sendt ud i hovedet på publikum, men det var ganske enkelt ikke muligt at bevare koncerten konstant i det røde felt, hvilket den lidt grumsede lyd i Pumpehuset desværre også bidrog til.

Heldigvis blev toppen taget af tempoet, og El-P fik sagt et hjerteligt »merry christmas motherfuckers«, inden koncerten blev rundet af med mesterlige fremførelser af ’A Christmas Fucking Miracle’ og ’Angel Duster’. Det satte en tyk streg under, at Run the Jewels er et af tidens absolut stærkeste hiphopnavne. Ikke kun i studiet, men også live.

Læs også: Run the Jewels på vores liste over årets bedste udenlandske album

Koncert. Pumpehuset.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af