Wu-Tang Clan

Der er steder på det nye Wu-Tang Clan-album, hvor alt pludselig fungerer. Hvor rimene er sværdskarpe og produktionerne summer som sværme af dræberbier.  ’Hold the Heater’ gynger eksempelvis som en lillebror til ’Triumph’, mens ’Pioneer the Frontier’ er perfekt udført, klassisk Wu-Tang – summende, truende og uhyggeligt.

Begge numre har en række strålende vers, men det allerbedste er måske Cappadonnas åbningsvers på førstnævnte, der slutter med denne Wu-isme: »I burn holsters and I kill that dirt religion / murk that pigeon and I shoot the television«.

Det langsomme, minimalistiske ’Necklace’ har desuden et fantastisk lineup med vers af Cappadonna, Ghostface, Raekwon og GZA, og ’40th Street Back’ er skæv og hurtigt som noget fra ’The W’ eller ’Iron Flag’, hvilket selvfølgelig passer perfekt til Method Man, der stjæler nummeret fuldstændig.

Men så, lidt over halvvejs igennem, kollapser albummet totalt. ’Preacher’s Daughter’ er en bizar gentænkning af ’Son of a Preacher Man’, som kun kan forklares med, at RZA måske ville imponere vennen Quentin Tarantino. Men det absolutte lavpunkt er ’Miracles’, der er to forfærdelige sange i én: Det starter som sukkersødt heal the world-track med tåkrummende, storladent omkvæd, og slutter med en storm af beskidte lyde a la ’Yeezus’, der fuldstændig drukner Ghostfaces vokal.

Det gør ’A Better Tomorrow’ til en splittet størrelse: Albummet inkluderer noget af det værste, gruppen nogensinde har lagt navn til, men også en række vellykkede, rendyrkede Wu-Tang-tracks – og i 2014 er det måske en acceptabel fordeling.

Læs også: Før S!vas: Seks rappere, der opfandt deres eget sprog

Læs også: Årets 10 skøreste beefs