Belle and Sebastian

Belle and Sebastian
Stuart Murdoch og co. går til deres niende album med debutantens ildhu.
Belle and Sebastian - Girls in Peacetime Want to Dance
4 6
Belle and Sebastian
'Girls in Peacetime Want to Dance'

Album, Matador/Playground

Belle and Sebastian er omtrent arketypen på den sarte og sensible afart af den alternative britiske pop og rock. Frontmand Stuart Murdochs litterære kvaliteter og intime kendskab til popsangens gyldne snit har været medvirkende til at føre gruppen frem i forreste række blandt indiescenens selverklærede underdogs.

På gruppens niende album overrasker Murdoch og co. positivt ved med debutantens ildhu at arbejde nysgerrigt og søgende, ikke ulig samarbejdet med produceren Trevor Horn på ’Dear Catastrophe Waitress’ fra 2003.

’Enter Sylvia Plath’ og ’The Party Line’ er bredt udfoldede disco-udskejelser, der kalder på sammenligninger med henholdsvis Pet Shop Boys og Chic. Lyrikken er stadig melankolsk og længselsfuld, foruden humoristisk i al sin selvfornægtelse: »Put your hand on mine and take me from this tired life / take me from this early night / from the sea and rain and countryside«, lyder det på førstnævnte til lyden af den mest hektiske percussion nogensinde hørt i Belle and Sebastian-regi.

’The Everlasting Muse’ flirter med keltisk farvet folkemusik a la The Pogues, mens de glimrende ’Play for Today’ og ’Perfect Couples’ leger med henholdsvis calypso-elementer og et charmerende dancehall-groove. Allerbedst er åbningsnummeret ’Nobody’s Empire’, der markerer forbindelsen mellem det gamle og det nye Belle and Sebastian: Det er noget nær den fuldendte præsentation af den melankolske pop med både hjerne og hjerte, der altid har været gruppens kendemærke.

Desværre er 61 minutters spilletid klart i overkanten. Bandet vil lidt for meget, og det er ikke alle ideer, der holder vand som de nævnte. Men overfladen glinser som sjældent set.

Læs også: Belle and Sebastian efter næsten to årtier som band: »Nu vil vi gøre tingene anderledes«