Björk

Björk
Islændingens hasteudsendte album er som følelsen af at blive lukket inde i en mørk skakt, mens minder om lys og liv endnu flimrer for bevidstheden.
Björk - Vulnicura
5 6
Björk
'Vulnicura'

Album, One Little Indian/ Playground

Björks store force i 90’erne og starten af 00’erne var, at hun var eminent til at rumme kontraster og ekstremer og få dem integreret i et udtryk, der nok var voldsomt og innovativt, men samtidig tilgængeligt nok til at sælge i millionoplag.

Pop befrugtede avantgarde og omvendt, den inderste, intime kerne af privatmennesket kolliderede med udsyn og globale problemstillinger, skrøbelighed stødte sammen med et nøje udviklet image og strygere mødte beats, som lod hun kultur og natur indgå i en dialog via musikkens grænseløse sprog.

Problemet med Björk er, at på et tidspunkt sløredes hendes evne til at forene ekstremerne og i stedet lod hun sig drive ud af en tangent, omfatte ét ekstrem frem for at sætte det i dialog med noget andet: ’Volta’ (2007) tematiserede mennesket som stammevæsen forenet på tværs af partikulære kulturer, men musikalsk så splintret, at visionen var ufokuseret. ’Biophilia’ (2011) var et forsøg på at forene naturvidenskab og teknologi med kreativ skabelse. Et forsøg, der var sympatisk, men hvor det didaktiske element kom for meget i fokus.

Læs også: Björk hasteudgiver ‘Vulnicura’ efter leak

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

På ’Vulnicura’ (et selvopfundet ord, der må være en leg over ordene ’vulnerable’ og ’cure’) har hun fundet en anledning til på ny at investere sig selv personligt. Ja, faktisk så personligt, at albummet på mange måder udgør en form for modsvar til den intimsfære-bekendende ’Vespertine’ (2001), som var der tale om den kolde bagside af den måne, hvis solvendte forside vi blev præsenteret for på det 14 år gamle værk.

Dengang var fokus på mødet med konceptkunstneren Matthew Barney, denne gang er det på bruddet. ’Vulnicura’ er et desperat sørgmodigt værk, som vil få alle, der lever (eller har levet) i et længerevarende forhold (der involverer børn), til at gyse ved tanken om bruddets frostbid af smerte, tab og vrede. Albummet skildrer nemlig ikke bare et brud, men en begravet verden, et tab af en familie, en opløst enhed, en brudt pagt. På den måde er det en elegi, men med så levende og sårbar en vrede, at den ikke har fundet sig til rette som en sådan. Følelserne stritter endnu for meget.

Sammen med de unge beatmagere Arca og The Haxan Cloak har Björk skabt et smukt, koncentreret og fyldigt album, hvor hendes egne strygerarrangementer opstiller de rammer, hvorom de sitrende beats danser, sværmer, flår og hugger. Især nogle grundfæstede, klagende cellopartier er med til at give albummet en meget organisk fornemmelse.

Lyrisk gentager Björk nogle af de excesser, der kendetegnede ’Biophilia’, men fordi Björk er Björk kan hun slippe af sted med at sammenstille molekyler, atomer, bølgelængder og kosmisk stråling med menneskelige følelser. Det vigtigste er, at man kan mærke smerten i hendes stemme og i musikken, der omgiver den. Fra den formfuldendte ’Stonemilker’, der parrer beats og strygere med en forholdsvis konventionel melodi (ikke ulig ’Joga’ fra ’Homogenic’ eller ’Unison’ fra ’Vespertine’) over de nærmest stillestående, sorgsprængte sange midt på albummet (’Family’, ikke mindst) til den uforløste stemning af en kun behersket optimisme, der præger slutnummeret ’Quicksand’: Kan man være hel og sønderbrudt på samme tid?

Hvis ’Vespertine’ lullede lytteren ind i Björks private lykke, som i en tæt, søvnig omfavnelse under et bjerg af dyner, er ’Vulnicura’ som følelsen af at blive lukket inde i en mørk skakt, mens minder om lys og liv endnu flimrer for bevidstheden.

Det er bestemt ikke easy listening, for Björk er definitivt ikke længere en popkunstner, men det er en saliggørende, vedkommende og vital oplevelse, hvor udforskningen af utallige klangnuancer er forbundet via et stærkt rodnet til det inderste, oprørte følelseshav.

Læs også: Et nyt musikår: De 14 mest imødesete udenlandske album i 2015

Advertisement