Sleater-Kinney

Sleater-Kinney
Trioens første album i ti år er en kærkommen og skarpsleben tilføjelse til damernes i forvejen voldsomt respektaftvingende diskografi.
Sleater-Kinney - No Cities to Love
5 6
Sleater-Kinney
'No Cities to Love'

Album, Sub Pop/Playground

I oktober udkom bokssettet ’Start Together’, der samlede Sleater-Kinneys syv album udsendt i perioden 1994-2006. Inkluderet var en bonus-7” med et spritnyt nummer, der bar inskriptionen ’1/20/15’, hvilket efterfølgende (surprise!) blev bekræftet som udgivelsesdatoen for dette album – trioens første i ti år.

Reunions er efterhånden hverdagskost, så det i sig selv er ikke noget at få hjertebanken over. Men lykkeligvis er denne efternøler fra de tre stilskabende feminister og riot grrrl-furier Carrie Brownstein, Corin Tucker og Janet Weiss en kærkommen og skarpsleben tilføjelse til damernes i forvejen voldsomt respektaftvingende diskografi.

Den skævt slåede, slingrende og sprælsk poppede punk på ’No Cities to Love’ er nemlig mestendels gjort af samme excellente stof som de bedste stunder fra bagkataloget. Som den maniske ’A New Wave’, hvor Brownstein og Tuckers flossede guitar hviner, kradser og supplerer hinanden på fornemste vis.

På ’No Anthems’ slæber verset sig olmt frem mod den kaotisk stejlende forløsning, som indtræffer i det hymniske refræn »there are no anthems«, som tekstsiden paradoksalt nok ellers frasiger sig. Den fragmenterede og usikre tid, vi lever i, er ikke en tid for fællesskab, hymner og paroler. Eller måske netop grundet de permanent lurende trusler er nødvendigheden for sammenhold og solidaritet større end nogensinde?

Den afsluttende duo bestående af den flagrende Pat Benetar-klingende fuldblodsrocker ’Hey Darling’ og den sydende pessimistiske ’Fade’ tæller ligeledes blandt de absolutte spydspidser på dette slidstærke comebackalbum, som er spækket med kamplysten og uforsonlig femi-rockkræs.

Læs også: De 10 mest stilskabende girlgroups

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold