Den 25. februar står D’Angelo klar i Falconer Salen med sidste års ’Black Messiah’ i bagagen. Hans fantastisk medrivende chok-comeback er dog diskvalificeret fra denne liste, hvor vi gennemgår ti eksempler på vellykkede comeback-udgivelser, som de implicerede kunstnere godt kan være bekendt – og lidt til.
Vi har sat én regel – og kun én – for inkludering i dette selskab. Det er, at udgivelsen udkom mindst ti år efter den seneste udgivelse fra den pågældende kunstner.
1. Bobby Womack ’The Bravest Man in the Universe’ (2012, 18 års albumpause)
Soul-legenden Bobby Womack døde sidste år efter længere tids truende kræftsygdom, der også mærkede ham under indspilningerne til comeback-albummet ’The Bravest Man in the Universe’. Heldigvis er der meget, der tyder på, at det album, der var under udarbejdelse, da Womack døde, ser dagens lys senere i år.
’The Bravest Man in the Universe’ udkom i 2012, og var Womacks første album med nyt materiale siden 1994, men det første album, der satte ham tydeligt tilbage i periferien af den kulturelle zeitgeist siden starten af 80’erne.
Comebacket kunne udover Womacks fornyede vilje til at udtrykke sig kreativt tilskrives XL-pladeselskabsbossen Richard Russell og Damon Albarn, der sammen formede det materiale Womack havde puslet med til en helhed, der både rykkede Womack ind i det 21. århundrede, men samtidig respekterede hans integritet og særpræg som kunstner. Albarn og Russell skaber en spartansk digital ramme, hvor diskrete beats skrider rundt under Womacks fortsat livskraftige stemme (som Albarn første gang bragte til live på Gorillaz-singlen ’Stylo’ nogle år forinden). Det helt centrale nummer, førstesinglen ’Please Forgive My Heart’ er en fantastisk rørende refleksion over fortrydelse og muligheden for forsoning.
Læs om flere essentielle comeback-album på de følgende sider.
2. Kate Bush ’Aerial’ (2005, 12 års albumpause)
Kate Bush trak sig tilbage fra offentligheden efter 1993-albummet ’The Red Shoes’, et meget personligt, men kreativt stagnerende værk, der markerede hendes afsked med sin afdøde mor og indvarslingen af et nyt liv som mor til sønnen Bertie (der 20 år senere angiveligt spillede en vigtig rolle i forhold til at overbevise moren om, at det var på tide at vende tilbage som livekunstner for første gang siden 1979).
De 12 mellemliggende år frem til comeback-dobbeltalbummet ’Aerial’, som for Bush udgjorde et naturligt afbræk, hvor hun koncentrerede sig om rollen som mor, var ikke med til at dæmpe hendes profil og ry som en af de mest originale engelske popkunstnere i det 20. århundrede. Tværtimod. Tilbagetrækningen fra det offentlige liv fodrede kun myten omkring hende og hendes værk, så det nåede feberhøjder, da ’Aerial’ blev annonceret.
Selve albummet var en konceptuel sangcyklus, der beskriver naturens (og menneskelivets) livscyklusser i stort anlagte sange, der både havde et teatralsk, narrativt element, men også en dyb, inderlig og frit flydende rejse i lyd frarevet gængse (pop)sangstrukturer. Man kan kun beundre ambitionen og frygtløsheden i Bush’ generøse værk, hvor en vaskemaskines bevægelser og tøjet, der hænges til tørre på en tørresnor bliver billeder på kvindeligt begær og fuglefløjt og dryppende malerpensler bliver billeder på naturens og menneskets foretagsomme brydetag med livet og døden.
For Bush er det lige så naturligt at syntetisere alskens slags sanseindtryk, som det er at trække vejret eller sætte sig ned ved klaveret. Det må man tage hatten af for, uagtet at albummets elektroniske elementer lyder lige lovlig meget af det årti (80’erne), hvor kunstneren selv udgjorde popmusikkens fortrop.
3. Aphex Twin ’Syro’ (2014, 13 års albumpause)
Richard D. James’ comebackalbum som Aphex Twin (det første siden ’Drukqs’ fra 2001) gjorde ham for ganske nylig til Grammy-vinder, da det tog prisen for bedste dance/electronica-album, hvilket man må tage hatten af for med tanke på Grammy-akademiets legendariske nærsynethed, når det kommer til kunsten at værdsætte relevante kunstneriske statements (Macklemore bedre end Kendrick Lamar, anyone?).
’Syro’ var på mange måder en logisk opsummering på en karriere, der er en af de mest singulære i nyere populærmusik. Han har selv kaldt det for sit mest poppede udspil, og det må man give ham ret i, al den stund, at der ikke er mange beats eller lydkilder på ’Syro’, der peger nye eller uventede steder hen i forhold til hans tidligere repertoire. Det skal ikke forstås på den måde, at albummet er en rutinepræstation, men snarere, at det syntetiserer alle de bestanddele, der har kendetegnet hans hidtidige værk til en stor, samlet vision.
Albummet inkorporerer en del vokalelementer, som alle er optaget gennem årene af James’ familiemedlemmer i forskellige situationer. Blandt andet er det hans mor og far, vi bliver præsenteret for på tracket (med den for albummet så karakteristiske titel) ’XMAS_EVET10(120)’, der ovenstående dog forekommer i en meget forkortet udgave.
4. David Bowie ’The Next Day’ (2013, ti års albumpause)
Ligesom Aphex Twins comeback kan siges at præsentere hans fans for en indbydende karriereopsummering, kan det samme siges om Bowies chok-comeback på ’The Next Day’. Der er næsten små nik til alle tidligere Bowie-inkarnationer på albummet, hvilket anerkendes med det metareflekterende cover-artwork, hvor et post-it-lignende mærkat med titlen er sat oven på det gamle cover til klassikeren ’Heroes’.
Hvis ’The Next Day’ ikke helt var det mesterværk, mange fans havde håbet på efter et fuldt årti uden så meget som en tone fra mesteren, så indeholder det dog især en stærk indledende sekvens af sange, hvor Bowie på for eksempel titelnummeret, ’Dirty Boys’, ’The Stars Are Out Tonight’ og ’Love is Lost’ (sidstnævnte fantasifuldt remixet senere hen af selveste James Murphy, aka LCD Soundsystem, som en subtil ’Ashes to Ashes’-hyldest) leverer en agil, spændstig rock med nervøse trækninger, der vækker minder om de teatralske popudladninger på ’Scary Monsters (And Super Creeps)’, der nok er det album, ’The Next Day’ som helhed oftest genkalder.
Albummet indeholder desuden den operatiske ballade ’You Feel So Lonely You Could Die’, Bowies måske stærkeste enkeltstående komposition (og vokalpræstation) siden den beslægtede ’Strangers When We Meet’ fra ’Outside’ (1995).
5. My Bloody Valentine ’MBV’ (2013, 22 års albumpause)
Fornyelse i tilfældet My Bloody Valentine ville næsten være en unødvendig distraktion, når man tænker på hvor unik en lyd, bandet har. Det var comeback-albummet, der udkom ud af ingenting i begyndelsen af 2013 efter 22 års pause siden mesterværket ’Loveless’, en demonstration af.
Forgængeren er en monolit i moderne rockmusik, et komplekst og ekspressivt støjrockalbum, der ramte som en detonation af drømme, distortion og dynamit i 1991. Det ekspansive rum, blandingen af sfæriske vokalspor, syrede loops og lag-på-lag-på-lag af guitarer skaber, udgjorde således stadig metodologien bag ’MBV’, der trods overfladeligheden med sin feterede forgænger formåede at virke overraskende frisk og konfronterende i sin æstetik.
Der er et forfriskende motorisk groove på ’Only Tomorrow’, der skifter gear de helt rigtige steder, så sangen tilføres den spænding og det sug, der skal til for, at den kan udfolde sin storhed. ’Who Sees You’ er en massiv mur af lyd, der kværner løs som ud af en bredsporet motorvej. ’New You’ er de mest tilgængelige fire minutter på albummet: Her smyger sangerinde Bilinda Butchers androgynt blåøjede vokal sig omkring en ukarakteristisk tydelig bas og en mere mild guitarlyd. Der er færre modhager end vanligt fra Shields’ kant på denne nærmest elastisk skinnende sag, det tætteste på en popsang på ’MBV’.
Kevin Shields bygger ekspansive sange op, som er summen af de optagelser, miksninger og forskydninger, hans nysgerrighed dikterer. Denne perfektionisme er ikke ensbetydende med, at musikken ikke lyder spontan, hvilket er dens under. Der er en fundamental fornemmelse for synergi i Shields kreationer. En disciplineret vildskab.
6. Gil Scott-Heron ’I’m New Here’ (2010, 16 års albumpause)
Bobby Womack er ikke den eneste gamle soul-pioner, Richard Russell har genoplivet lige inden det var for sent. Han gjorde det samme i 2010 med Gil Scott-Heron, der, ligesom Womack, så godt som havde opgivet musikken, da Russell gjorde tilnærmelser. ’I’m New Here’ udgjorde det første album fra Scott-Heron siden 1994 (også på den konto spejler hans karriereforløb Womack med nærmest skræmmende regularitet).
Scott-Herons arbejde fra 70’erne har udøvet en væsentlig indflydelse på hiphoppen ved hans brug af spoken word/rappede vers og det er denne stil, Russell og han tog op igen på ’I’m New Here’, der inkorporerer mere minimalistiske arrangementer med folkede og bluesede vers med interludier, der er stemningsskabende, trip hop-inspirerede vignetter. En anmelder beskrev Russells og Scott-Herons kemi som ’Massive Attack møder Robert Johnson og Allen Ginsberg’, hvilket meget godt indfanger den grænseløse fusion af fragmenter, der kendetegner det.
I 2011 udkom albummets companion piece, Jamie xx’s remixalbum, ’We’re New Here’, der udover hans dubstep- og drum’n’bass-inspirerede remixes består i enkelte nye optagelser, der supplerer det bestående materiale. Jamies version af ’I’ll Take Care of You’ blev samplet af Drake på titelnummeret på hans album fra samme år, der i starten af 2012 blev udgivet som single (med Rihanna på vokal).
7. Portishead ‘Third’ (2008, 11 års albumpause)
Portishead har lavet tre album i karrieren, og de kan med lidt god vilje alle tre kaldes for mesterværker uden, at man af den grund nedkalder en ødelæggende hybris over hverken udsigeren eller bandet.
Hvor debuten ’Dummy’ var en indbydende kaffebordssanretning af cinematiske film noir-klange, tremolo-orgel, jazz-vibes, hiphop-scratch og melankolsk patina på vokalsiden, så var det selvbetitlede andet album et studie i en anderledes kuldslået æstetik med dissonante strygere, skingre, uhyggelige vokalspor og klaprende trommer over klassisk svungne melodier, der her leveres som søsyge råb om hjælp fra et nødstedt skib.
Det var noget af den æstetik, Portishead arbejdede videre med 11 år senere, da de samledes på ny på ’Third’, der bevarer sin umiddelbare forgængers mørke, men gør det på en måde, hvor det maskinelle (’The Rip’, ’We Carry On’) og indimellem militant-aggressive (’Machine Gun’) dominerer. Der hersker andetsteds en fornemmelse af en underliggende, derangeret folktronica, som på den sejlende skæve ’Magic Doors’, den betagende (og skizofrent opdelte) ’Hunter’ samt den lille skitse af en strumalong ’Deep Water’.
Uanset hvilke billeder – mættede, magiske, urovækkende – Portishead vakte i deres lyttere på deres tredje udspil, var ambitionsniveauet og eventyrlysten stadig det helt centrale spor for deres udforskninger i lyd. På den vis var ’Third’ et komplet imponerende comeback-værk, der pegede lige så meget mod fremtiden som det pegede tilbage på allerede fastmejslede meritter.
8. Kraftwerk ’Tour de France Soundtracks’ (2003, 17 års albumpause)
Der er gode argumenter for, at Kraftwerk er det band – ved siden af The Beatles – der har udøvet den største indflydelse på den moderne musikscene (man kan ikke tænke sig moderne elektronisk musik uden). Sammen med James Brown må det tyske orkester desuden være det mest samplede i musikhistorien, hvilket også vidner om dets indflydelse på hiphoppen.
Efter 1986’s ’Electric Café’ gik der 17 år, før Kraftwerk igen udgav nyt originalmateriale, selv om albummet er bygget omkring dets 1983-single ’Tour de France’. Albummet var tænkt som en hyldest til den franske cykelbegivenhed i forbindelse med 100-året for dets første udgave i 1903.
Albummet er særdeles tematisk og æstetisk sammenhængende – jævnfør titlen – og blev overvejende positivt modtaget. Det markerede også startskuddet til en ny fase i orkesterets historie, hvor en ’greatest hits’-multimedie-event-koncertform har været med til at elevere bandet til det tilløbsstykke, der kulminerede på dansk grund med den fantastiske afslutningskoncert på Roskilde Festival 2013. Her spillede ’Tour de France’-suiten i øvrigt en prominent rolle og udgjorde et af showets mange højdepunkter.
Kraftwerk er tilbage i Danmark til en spektakulær koncertrække med fokus på samtlige otte album i diskografien i Koncertsalen i februar og marts.
9. Vashti Bunyan ’Lookaftering’ (2005, 35 års albumpause)
Fire-fem år er en evighed i popmusik, så hvordan beskrive en pause på 35 år…?
Vashti Bunyan udgav sit debutalbum, ’Just Another Diamond Day’, i 1970, hvor det druknede i mængden af singer/songwriter-alternativer, der skyllede ind fra højre og venstre. Omkring 2000, hvor den såkaldte freakfolk-scene tog form anført af navne som Devendra Banhart, Adem og Joanna Newsom, opnåede Bunyans glemte album pludselig kultstatus. Albummet blev nu anerkendt som udtryk for et helt særligt naivistisk-magisk realistisk univers, som var der tale om en samling glemte godnatsange, der befinder sig et sted mellem virkelighed og drøm, eventyr og mareridt.
Ansporet af kultdyrkelsen fra en ny generation af folk-forelskede kunstnere, samlede Bunyan sig sammen og producerede en opfølger i 2005, der på mange måder var en fuldstændig naturlig fortsættelse af stilen og stemningen fra ’Just Another Diamond Day’. Bunyans lillepige-lyse røst var intakt og sangskrivningen og dens motiver kongeniale i forhold til forgængeren. Albummet blev særdeles velmodtaget af kritikerne, og netop Adem, Banhart og Newsom medvirkede alle på det.
Sidste år fulgte Bunyan sit comebackalbum op – efter en ny ni-års-pause – med sit tredje, og angiveligt sidste, album, ’Heartleap’. Endnu et glimrende album, der synes at eksistere på sit helt eget plan, en slags tidløs tid uafhængigt af poppens hvirvlende centrifuge udenom det.
10. Swans ’My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky’ (2010, 14 års albumpause)
Da Swans genopstod med dette album i 2010, havde de ikke lavet et album siden 1996, og været opløst siden 1997. I mellemtiden havde bandets altdominerende centrifugalkraft af rasende energier, multiinstrumentalisten Michael Gira, blandt andet været aktuel med sideprojektet Angels of Light.
Han kan prale af som 61-årig at lave noget af det mest eksperimenterende, konfronterende og bevidsthedsudvidende rockmusik, man kan forestille sig. Gira må være selve sindbilledet på, at man ikke behøver miste evnen til at forblive nysgerrig og dagsordensættende med alderen. Der er ikke meget mæt tilforladelighed over ’My Father Will Guide Me…’ eller de to (ligeledes glimrende) opfølgere fra 2012 og 2014: ’The Seer’ og ’To Be Kind’.
’My Father Will Guide Me…’ blev meget positivt modtaget, da Gira brød tavsheden med Swans. Albummet har en rig tematisk kerne, der sværmer om spirituelle spørgsmål, et interessant spor for en sangskriver, der ellers ikke altid har haft høje tanker om religion. Med linjer som »Teach me please, to cease to resist«, synes Gira nærmest at indgå i en direkte, bønfaldende dialog med Gud.
D’Angelo spiller i Falconer Salen den 25. februar i forbindelse med Frost Festival.
Læs også: Walk in silence: Ni essentielle postpunk-album fra den dystre rocks guldalder