Walk in silence: Ni essentielle postpunk-album fra den dystre rocks guldalder

Tiden er de senere 70’ere, og som en naturlig udvikling springer postpunken ud – en mere eksperimenterende udgave af punkens renhed, der med fikspunkter som desillusion og tristesse har for vane af udforske sindets mørkeste afkroge. Siden slut-90’erne har en lang række bands formidlet lyden videre i den såkaldte postpunk-revival, men mange af de originale bands har været så toneangivende, at lyden ofte har været svær at puste nyt liv i.

Lige præcis det formåede Viet Cong dog som det første band i lang tid med deres debutalbum fra januar, og torsdag aften kan canadierne opleves på Loppen i København. I den anledning giver vi her et lynkursus i postpunkens lyksaligheder med en gennemgang af ni essentielle album fra guldalderen 1978-1982.

1. Wire ‘Chairs Missing’ (1978)

Et særkende ved postpunk er bands i konstant, rivende udvikling. Derfor er det også sigende, at man allerede kort tid efter Sex Pistols’ gennembrud mærkede de første skvulp til punkens næste bølge. Wire udsprang af den oprindelige engelske punkscene, og deres debutalbum ‘Pink Flag’ (1977) er da også 21 lynhurtige knaldperler fordelt på 35 minutter. Men allerede på kvartettens andet album, udgivet blot otte måneder senere, udforskede de et mere eksperimenterende og atmosfærisk terræn. Med varieret instrumentering (blandt andet synthesizere og fløjte), implementeret i et råt in your face-udtryk, står ‘Chairs Missing’ som en af postpunkens grundsøjler.

På trods af deres punkrødder lod Wire sig inspirere af progrock, ligesom ‘Chairs Missing’ besidder et avantgarde-orienteret touch ikke ulig samtidige amerikanske bands som Devo og The B-52s. Derudover er Colin Newman og Graham Lewis’ überbritiske fraseringer hørbare i 90’ernes britpop-bølge.

Læs om flere essentielle postpunk-album på de følgende sider.

Soundvenue 1 / 9 Soundvenue