Courtney Barnett

Courtney Barnett
Den australske slacker er knapt så overbevisende som punket power-popper og bedst, når hun kanaliserer sin indre Bob Dylan.
Courtney Barnett - Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
4 6
Courtney Barnett
'Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit'

Album, Mom + Pop/Playground

Titlen på ’Avant Gardener’, Courtney Barnetts forrygende sang fra 2013 om et allergirelateret panikanfald, er en sammentrækning af ordene ‘gartner’ og ‘avantgarde’, men spiller samtidig på Hollywood-legenden Ava Gardner, der efter et i sidste ende fatalt fald i sit hjem blev hentet af en ambulance (ligesom sangens uheldige protagonist). Alene i denne ene sangtitel fornemmer man den sproglige finurlighed, der gjorde nummeret – og den australske garagepoets henkastede levering af det – uimodståeligt.

På sit egentlige debutalbum forsøger Barnett at opgradere sit udtryk, så det ud over at bestå af ordrige, 90’er-stenede lo-fi-sangskriverperler får en elektrisk oppebåret dynamik med powerpop-bredsider og mere bastante omkvæd.

Lyrisk bevæger hun sig fortsat rundt i sin krøllede modkultur-gænge. Hun er den evige slacker og outsider, der ser de skæve vinkler på virkeligheden og formidler dem til alle vi squarepants, der ikke er tunet ind på samme frekvens, men kan dagdrømme os væk til tonerne af hendes paradoksale blanding af skarpsyn og søvngængeri.

Annonce

Åbningsnummeret ’Elevator Operator’ er som Blurs ’Charmless Man’, der møder Bob Dylans ’Ballad of a Thin Man’. Det handler om en corporate guy, der en dag beslutter sig for at skide det hele et stykke og droppe arbejdsdagen. Hvor Dylan og Albarn (og C.V. Jørgensen i sin beslægtede sang om Computer Charlie, ’I en blågrå kupé’) ser ned på deres protagonister, er Barnetts satire mere kærlig og medlevende. Hun begår ikke karaktermord på sine protagonister, hvilket sådan set er befordrende for sangenes evne til at charmere.

Førstesinglen ’Pedestrian at Best’ er det mest vitale eksempel på Barnetts nyvundne forkærlighed for powerpop-akkorder med Nirvana-tyngde, men hun er bedre, når hun væver intrikate (ligefrem genstridige) guirlander af snoende guitarmotiver som på ’An Illustration of Loneliness (Sleepless in New York)’ og ’Small Poppies’. Når hun bliver kåd over sit arsenal af guitarstøj bliver hun forholdsvis musikalsk firkantet, simpelthen fordi hendes mere punkede sange mangler melodisk ynde og agilitet.

Hun er til gengæld fremragende, når hun som på ’Depreston’ maler billeder, mens en rolig rytmesektion, en lys, ringlende guitar og en forvrænget pedal steel (der lyder som et orgel under vand) vugger blødt bag hendes messende stemme.

Når Barnett prøver at appellere mere bredt (og mere larmende) ligner hun – som C.V. Jørgensen i sin tid sagde det om sin trøstesløse antihelt – ’til forveksling alle andre i kupeen’. Til gengæld kanaliserer hun sin indre Bob Dylan med stor naturlig autoritet. Hendes opfindsomme ordspil vrænges ud med en pokerspillers deadpan selvfølgelighed.


Kort sagt:
Courtney Barnetts debutalbum er bedst, når hun kanaliserer sin indre Bob Dylan og lader ordene flyde. Hun er knapt så overbevisende som punket power-popper med skærende guitardetonationer. Heldigvis finder hun mestendels en god balance mellem det krøllede og genstridige og det brede og firkantede.

Læs også: Top Track: Courtney Barnett ‘Depreston’