Den australske musiker er blevet kaldt en musikalsk Lena Dunham for sine dagbogs-agtige tekster og skødesløse slackerstil. Vi fangede Courtney Barnett til en snak om hendes unikke tekstunivers på det nye album ’Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit’.
Hvordan begyndte du at skrive dine meget personlige tekster?
»Jeg er faktisk ikke helt klar over det . Jeg tror i bund og grund bare, det er sådan, jeg kommunikerer bedst, du ved? Det har aldrig været et bevidst valg, men det er da klart inspireret af den musik, jeg lyttede til, da jeg var teenager. Musik, der har personlige tekster, og er lidt sarkastisk, lidt humoristisk. Jeg elsker et band som The Talking Heads, der egentlig er lidt småfjollet«.
Du lægger ikke skjul på dine neuroser i dine tekster. Hvad tiltrækker dig ved den bekendende stil?
»Der er helt sikkert noget terapeutisk ved det. Jeg skriver sange, fordi jeg ikke er god til at snakke om mine følelser, og jeg er ikke særlig god til at udtrykke mig i almindelige samtaler med folk. Men jeg har stadig en masse at sige, og der er sangskrivningen det bedste medium«.
Er dine sange altid baseret på dit eget liv?
»Indtil videre, ja. Jeg kan godt lide at holde det helt ægte. Jeg skriver dagbog og noterer mig bare, hvad der sker omkring mig, og så sætter jeg musik til. Men jeg vil ikke nævne navne i mine tekster. De må ikke såre nogen, bare fordi jeg gerne vil holde det hele realistisk«
Du har turneret næsten konstant de seneste par år. Hvordan har livet ’on the road’ påvirket dine tekster og lyd?
»Det er svært at sige, men jeg tror da, at jeg har rykket mig lidt. Jeg prøver stadig bare at synge og skrive om, hvad der sker i mit liv, og så vildt er mit liv jo heller ikke… det handler stadig om mine venner, forhold, den slags pjat. Jeg prøver bare at lade tingene ske og ikke planlægge, at mine sange skal handle om et eller andet bestemt tema fra gang til gang. Det skal virke naturligt.
Lydmæssigt har min stil også udviklet sig en smule siden min sidste udgivelse (’The Double EP: A Sea of Split Peas’ fra 2013, red.). Jeg prøver at skrive lidt mere fyldige sange nu for at presse mig selv. Min lyd plejede at være super minimal, bare en enkelt guitartone, men på det nye album har jeg prøvet at udfordre mig selv med lidt mere komplekse melodier og power«.
Dine sange er ofte fyldt med sarkasme og spøjse observationer. Hvordan arbejder du med humoren?
»Jeg tror bare, jeg prøver at se den morsomme side af tingene. Jeg er egentlig ikke særlig sjov. Men jeg synes, det fungerer godt, at give teksterne et twist ved at skrive punchlines i dem, som »I think you’re a joke, but I don’t think you’re very funny« (fra ’Pedestrian At Best’, red.). Tv-serier som ’Portlandia’, ’Black Books’ og ’Arrested Development’ har helt sikkert inspireret til min tørre, deadpan humor«.
Du er heller ikke bleg for at kritisere kedelige slipsefolk i dine tekster. Hvad går din kritik på?
»Jeg arbejdede selv i et 9-17-job og fucking hadede det. Flere af mine sange har de her rants om den slags arbejdsmentalitet. Det var så deprimerende, at jeg startede mit eget pladeselskab. Så skal jeg aldrig arbejde for nogen igen. Men jeg gider ikke at have det her slacker-image. Folk ville jo slet ikke kende til mig, hvis jeg var totalt ugidelig og aldrig arbejdede hårdt«.
Læs anmeldelse: Courtnet Barnett ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’