Turboweekend
For nyligt blev gendannede Bikstok citeret for at sige, at der er gået for meget Shu-bi-dua i dansk dancehall. Nu om dage handler det om sodavand frem for samfundsproblemer.
Man kan komme sig denne kritik i hu under aflytningen af Turboweekends nye album, der rider videre på den danske rockscenes pendant til dancehall-bølgen, nemlig armadaen af lydligt beslægtede electropop/rock-navne, som har oversvømmet det ganske danske land siden 00’ernes start. Det er svært, hvis ikke umuligt, at skabe troværdige forskydninger i et så fast etableret lydlandskab, uden at det virker forceret.
’Share My Thunder’ er et kompetent – sine steder glimrende – album, som Turboweekend bestemt ikke skal skamme sig over. Men det føles også meget velkendt. Der er ikke mange omkvæd, vokalfraseringer eller instrumentelle detaljer, der ikke sidder præcis, som man forventer, når man har hørt det første minut af sangene. Det er ydermere ærgerligt, at et nummer som ’Better Than I Am’ spolerer et æggende, murrende vers med et så bastant omkvæd. ’Disco to Disco’ er desuden lige så fantasiforladt opkørt, som titlen antyder.
Referencepunkterne er mangfoldige: Forsanger Silas Bjerregaard mimer Dave Gahan på den rugende ‘The Party at the End of the World’ og kanaliserer Peter Gabriels verdensmandspatos på ‘Waiting’. Bjerregaards vokalindsats er et billede på bandets ufarlige, men særdeles skridsikre tilgang til metieren: Fængende, men uden kant.
Turboweekend undgår heldigvis mange af de værste faldgruber, for eksempel er der tilpas meget variation og en god fornemmelse for sekvensering, der optimerer lytteroplevelsen. Det kniber dog med de helt store sange. Singlerne ‘Asking For More’ og ‘Miles & Miles’ skiller sig ud i kraft af de solide omkvæd, der lander overbevisende, men også et nummer som ‘Levitate’ markerer sig positivt, ikke mindst takket være en stemningsfuld lydside med guitarens tremoloeffekt i fokus.
Albummet er et gennemsolidt addendum til diskografien, men andre end bandets mest dedikerede fans vil savne lidt af titlens lovede torden til at bryde genkendeligheden ned med. Noget, der flænser og flår i det perfektionistiske skjold, bandet holder op for sig. Så please: Lad os få et rigtigt uvejr i næste ombæring!
Kort sagt:
Turboweekend forsømmer at skabe overraskelser på nyt album, der er tro mod bandets (og den danske electropop/rock-scenes) veletablerede koder. Resultatet er et kompetent, men også forudsigeligt album, hvor forsanger Silas Bjerregaard kanaliserer sine forbilleder på kongenial vis, men ikke viser mange tegn på personlighed.
Læs også: Video: Turboweekend finder vej i mørket