Vi rangerer: Björks album fra værst til bedst

Vi gør status over Björks karriere og rangerer hendes otte album fra værst til bedst. Kan 'Vulnicura' måle sig med 90'er-værkerne?

Volta

8. ’Volta’ (2007)

Det a-cappella-dominerede ’Medúlla’ (2004) markerede et endepunkt for hvor langt Björk kunne gå i forhold til at skrælle sin musikalske vision helt ind til benet: Til menneskestemmens polyfone flet af udtryk. Hun blev nødt til at sprænge sit udtryk til atomer og (på ny) tage en palet med flere farver i brug.

Resultatet blev ’Volta’, et myldrende, summende, kaotisk værk, der inddrager stemninger og musikere fra stort set alle verdens kontinenter i et forsøg på at lokalisere den globale landsby inden i os alle, en fællesmenneskelig, rytmisk puls, der er at ligne med urgamle ritualer i stammens midte. Bestræbelsen var beundringsværdig, men eksekveringen ufokuseret og, tør man indrømme det (?), uvedkommende.

Timbaland producerede en del af albummet, og selv om matchet mellem Björks avantgardistiske tilbøjeligheder og amerikanerens øre for den krøllede, men uomgængelige ørehænger på papiret lovede stjernestunder, fungerer Timbaland-metodologien dårligt i samklang med det væld af musikalske detaljer Björk introducerer: Fra malisk kora-klimpren (Toumani Diabate) over congolesisk percussion (Konono No. 1) til Antony Hegartys Nina Simone-møder-Bryan Ferry-croon.

’Wanderlust’ giver mindelser om ’Hyperballad’ (fra ’Post’) og udgør samlingens koncentrerede essens, dens bankende hjerte. Men rundt om myldrer det med ideer og indtryk, der aldrig samler sig til ét punkt, en fuldbragt vision.


Biophilia

7. ’Biophilia’ (2011)

Efter mødet med konceptkunstneren Matthew Barney i 2000, har Björk i stigende grad bevæget sig væk fra mainstream og i retning af det konceptuelt-avantgardistiske foruden det multimediale. ’Biophilia’ udkom både som app, dokumentar (med David Attenborough) og som regulært album.

Problemet med albummet (lad os ikke hæfte os ved app’ens eventulle meritter her) er, at det forekommer blodløst uden den krykke, konceptdelen udgør. Didaktikken i projektet (om at sammenstille biologiske og teknologiske skabelsesprocesser) er svært at overføre til et rent kunstnerisk ’rum’ og her kommer Björk til kort. De til lejligheden opfundne instrumenter (blandt andet den såkaldte gameleste) er interessante som vidnesbyrd om Björks evige nysgerrighed og mangesidede kreativitet, men i sig selv tilfører det ikke musikken den motor den mangler for at blive ’selvkørende’.

Der er gode anslag, især i de øjeblikke, hvor Björk lader sin 90’er-pionerrolle på kanten mellem pop og electronica skinne igennem: Således er førstesinglen ’Crystalline’ både medrivende og iørefaldende på sin egen kryptiske manér. Det afsluttende, nærmest maniske drum’n’bass-breakbeat er befriende, som luft der kastes ind i et trykkammer. ’Mutual Core’ har et omkvæd, der også trækker tråde tilbage til islændingens poppede impulser, men mestendels er ’Biophilia’ desværre en intellektuel-didaktisk stiløvelse mere end et emotionelt engagerende værk.


Medulla

6. ’Medúlla’ (2004)

Stemmen, verdens ældste instrument, er i centrum på ’Medúlla’ (’marv’ på latin). Først og fremmest Björks egen, men også Mike Patton gæster med human beatbox foruden den engelske original Robert Wyatt, og så præsenteres vi for både klassisk korarbejde, strubesang, klikkende tunger og sågar kattemjaven (!).

’Medúlla’ er et eksperimenterende album, ja, men det er også på en måde det mest umiddelbare Björk-album, fordi dets fokus er så indsnævret og ideen så kondenseret. Det demonstrerer Björks evne til at skabe uforlignelig kunst, selv når hun er frarøvet to af de vigtigste attributter i hendes arsenal: Beatsene og strygerne.

Selv om der er op til flere skitseprægede kompositioner (sådan opleves de i hvert fald for den udenforstående), viser Björk også de poppede sider af sit talent frem, bare i en mere nedbarberet version end vi er vant til fra den kant: ’Triumph of a Heart’, ’Who Is It’ og ’Oceania’ (som Björk fremførte ved åbningsceremonien til de olympiske lege i Athen 2004). Mødet med Patton på ’Where is the Line’ er fascinerende, både fragilt og brølestærkt, mens ’Desired Constellation’ er klassisk Björk i torch song-modus med et ordløst omkvæd, der knejser som et isbjerg i et nattesort hav.


Debut

5. ’Debut’ (1993)

’Debut’ er – naturligt nok – det Björk-album, der måske er ældet med mindst ynde, forstået på den måde, at værkets tydelige start-90’er-puls med ekkoer af house og (proto-)triphop (takket være producer Nellee Hooper, der var kendt fra sit arbejde med Soul II Soul og Massive Attack) lyder lidt reduktionistisk og primitiv på afstand. De mere beattunge kreationer blegner i sammenligning med de soniske tigerspring Björk foretog på de efterfølgende album.

Albummet ramte ned i tiden og flugtede især godt med gryende tendenser i det londonske klubmiljø, der på ’Debut’ blev hevet op i mainstream-land (albummet har med tiden solgt næsten fem mio. eksemplarer på verdensplan, takket være hitsingler som ’Big Time Sensuality’ og ’Venus As a Boy’).

’Debut’ er foruden tidens klublyd et jazzinspireret album, mest eksplicit på coveret af standarden ’Like Someone In Love’ samt på ’The Anchor Song’ og den komplekst arrangerede ’Aeroplane’. Men også den fremragende ’Come to Me’ og førstesinglen ’Human Behaviour’ kan siges at være funderet i jazz med den inciterende brug af henholdsvis bas og pauker. Björks stemme lægger sig bag takten på sidstnævnte, hvilket giver melodien en swingende, henført kvalitet, der understreger ankomsten af et mystisk naturtalent i en større international kontekst.

’Debut’ udgjorde anledningen til, at et bredere publikum fik øjnene op for en fantastisk stemme ulig nogen anden. Alene af den grund er den en klassiker.


Vulnicura

4. ’Vulnicura’ (2015)

Så er vi fremme ved nutiden: At ’Vulnicura’ (en sammensmeltning af de latinske begreber for sårbarhed og helbredelse) er placeret foran klassikeren ’Debut’ i denne nedtælling siger mere end ord noget om, i hvor høj grad Björk er tilbage som en relevant og nådesløst registrerende kunster i 2015.

’Vulnicura’ udgør Björks mest præcise destillat og nedslag siden ’Vespertine’. Her oplever man for første gang længe en komplet, forløst vision, hvor både det emotionelle og intellektuelle modtageapparat hos lytteren bliver finindstillet uden forstyrrende flimmer af nogen art.

Der er tale om et meget helt album, hvor syntesen er i centrum i både musikalsk (metodisk) og tematisk forstand; en syntese mellem bruddets chok og udsathed og den helingsproces, der er nødvendig for at finde sig selv på den anden side, mellem familie og individ, mellem minder og det presserende nu og mellem electronicaens pulserende mylder af taktile nervesammentrækninger og de klassiske arrangementers formelle skønhed og grandiose armbevægelser.

Sangene er delt op i tre grupper: ’9 måneder før’, ’3 måneder efter’ og ’9 måneder efter’, der dokumenterer bruddets og helingens faser. Det er sådan set den eneste konkrete information vi behøver for at kunne leve os fuldstændig ind i albummets ituslåede spejl af illusioner og den møjsommelige sammensætning af et nyt (selv)billede formet af resterne af en tidligere delt historie.

Den første sektion sange udtrykker forvirring og vantro, den anden håbløshed og udsigtsløshed, den tredje en begyndende opvågnen til et selv, der kan leve (forandret) videre, et offer for en brudt pagt, der langsomt genfinder viljen til igen at omfavne livet.

’Vulnicura’ er i kunstnerisk forstand det perfekte modsvar til ’Vespertine’ (2001), den intimsfærebekendende og forelskelsesboblende ode til kærlighedens varme åbenbaring, der markerede indledningen til forholdet til Matthew Barney. Ikke mange havde forestillet sig, at Björk i 2015 ville kunne matche sit tidligere mesterværk, men det krævede altså også en radikal reformation af Björks eget private rum at nå dertil.


Vespertine

3. ’Vespertine’ (2001)

Sex, kærlighed, intimitet, hjemlighed. Det er nogle af kernebegreberne på albummet som Björk indspillede sideløbende med, at hun færdiggjorde indspilningerne på Lars Von Trier-filmen ’Dancer in the Dark’.

’Vespertine’ er aftenmessen i den katolske liturgi og albummet udgør da også en form for tonesætning af erfaringer, der knytter sig til afslutningen på dagen, når man trækker sig tilbage til privatsfæren, ind i sig selv eller ind til sin elskede.

På albummet bruger Björk ligesom på forgængeren ’Homogenic’ sammenstødet mellem elektroniske og klassiske lydkilder, men i en mere afdæmpet, kammermusikalsk form (med fokus på instrumenter som celeste, harpe og cembalo).

På albummet arbejdede Björk med fremtrædende elektroniske artister som Matthew Herbert, Matmos og danske Thomas Knak, der blandt andet er anført som co-komponist og co-producer på den fremragende ’Cocoon’, der måske allermest direkte handler om sex som en portal til erfaringen af tilværelsens mest intime bestanddele. En erfaring Björk breder ud på slutnummeret ’Unison’, så den kommer til at virke som en vision for hele menneskeheden, en egentlig ukarakteristisk gestus for et album som er så optaget af det nære.

’Vespertine’ er unik i Björks katalog for sin evne til musikalsk at registrere, omsætte og formidle kroppens taktile signaler som billeder på sindets nervøse, forlegne, forelskede eller ekstatiske stemninger. Små skift og forskydninger registreres og finder plads i musikken, der inkorporerer reallyde processueret som såkaldte mikro-beats, det vil sige lyden af for eksempel hviskende stemmer, spillekort, der blandes, is, der brydes op etc., der så er omsat til bittesmå enheder, der overføres til musikkens samlede mosaik.

’Vespertine’ giver lytteren en fornemmelse af at blive fortalt en hemmelighed gennem musik: At være tiltroet eller udvalgt til at dele en vigtig, intim viden.


Post

2. ’Post’ (1995)

’Post’ er på mange måder Björks mest eklektiske album. Hun befandt sig under indspilningsprocessen midt i en rivende musikalsk udvikling, der resulterede i anvendelsen af et meget varieret udsnit af inspirationskilder.

Det forunderlige ved ’Post’ er, at eklekticismen ingenlunde er et problem. Coveret fortæller sin egen historie: Hvor ’Debut’-coveret er holdt i sort-hvid (og med en trolde-tuttenuttet Björk i simpel uldsweater), er coveret til ’Post’ langt mere ekspressivt, stilbevidst og med en farvepragt, der vidner om det udvidede fokus – også musikalsk.

Albummet bevæger sig fra den industrielt klingende førstesingle ’Army of Me’ med det tvingende marchtromme-agtige beat (og det aldeles pragtfulde omkvæd: »And if you complain once more / you will meet an army of me«) over blød triphop (’Possibly Maybe’), big band-homage (’It’s Oh So Quiet’), eksperimenterende electronica (de Tricky-assisterede ’Headphones’ og ’Enjoy’) til klassisk popballadekunst (’Isobel’).

Hele herligheden er på visionær vis bundet sammen af Björks musikalske intuition og hendes stemme, der på ’Post’ lægger yderligere lag af ekspressive, fabulerende kvaliteter til det i forvejen forbløffende register, hun præsenterede verden for på ’Debut’. På ’Post’ fornemmer man for første gang Björks evne til at give sig aldeles hen til sine sange med ofte ordløse fraseringer, der synes at være spændt ud mellem følelser af komplet fortabelse og inderlig ekstase.


Homogenic

1. ’Homogenic’ (1997)

På den succesrige forgænger (’Post’) havde Björk indoptaget et virvar af stilarter. Nu var opgaven både at forenkle og komplicere ligningen ved at finde et samlet udtryk, en helt ny musik, der var 100 procent Björk selv snarere end Björks bearbejdning af sine inspirationskilder. Hun droppede Nellee Hooper, flyttede fra London til Spaniens sydkyst og begyndte arbejdet med ’Homogenic’, det definitive Björk-album.

På ’Homogenic’ foretager Björk et forrygende greb. Hun finder en vital syntese mellem knitrende, genstridige beats, der skærer løs som tektoniske plader i brydning (undfanget i fællesskab med Mark Bell) og den klassiske musiks tonesprog (leveret af The Icelandic String Octet på baggrund af Björks arrangementer).

’Homogenic’ er som mødet mellem naturens rasende kræfter og kulturens rasende udviklingsiver, et drama som musikken tegner op som både konflikt og som en naturlig konsekvens af menneskets fordring om udvikling og indsigt. Rent musikalsk kulminerer ’mødet’ på sange som ’Unravel’ og ’5 Years’, på førstnævnte ikke mindst takket være Björks egne mageløse fraseringer, på sidstnævnte i kraft af strygernes romantiske vellyd, der smyger sig om de opfindsomme programmeringer, der ydermere på ’Joga’ finder et nuanceret, behersket leje under melodiens klassiske schwung. Det hele kulminerer på albummets sidste skæring, ’All Is Full of Love’, hvor Björks stemme spirallerer opad i en sværm af synths.

Læs anmeldelse: Björk ‘Vulnicura’

Læs også: Vi rangerer: Drakes album fra værst til bedst

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af