Tyler The Creator

Tyler The Creator
Tylers fjerde album er et forfærdeligt rod, men et interessant og charmerende et af slagsen.
Tyler The Creator - Cherry Bomb
4 6
Tyler The Creator
'Cherry Bomb'

Album, Sony

Tyler The Creator slog igennem som det utilpassede problembarn, der på én gang havde et kæmpe behov for at udstille sig selv og samtidig fortælle resten af verden, at de skulle lade ham være i fred. I dette paradoksale spændingsfelt har Tyler på sine tre første plader skabt sit eget særegne univers, en slags teenage-horrorcore, der har budt på alt fra fiktive psykologsamtaler til tourettes-lignende aggressionsudbrud.

Derfor er det noget af en overraskelse, at Tyler på sit fjerde album er dykket ned i den amerikanske soul- og jazz-sangskat efter inspiration. Som med det meste, der bliver slynget igennem Tylers tornadohjerne, er resultatet dog alt andet end efter bogen, og netop derfor ender ’Cherry Bomb’ som hans måske største mindfuck til dato.

Tylers velkendte forkærlighed for Pharrell Williams har aldrig trængt tydeligere igennem end på det distortion-drevne åbningsnummer ’Deathcamp’. Det lyder som en Odd Future-version af N.E.R.D.’s ’Lapdance’, hvilket Tyler heller ikke forsøger at skjule, da han proklamerer, at førnævntes ’In Search Of…’ har betydet mere for ham end hiphopkanonens præmietrofæ ’Illmatic’.

Den linje har stor symbolsk værdi for albummet. Det skinner nemlig hurtigt igennem, at rollen som producer og sangskriver interesserer Tyler langt mere end rollen som rapper. Tyler rapper påfaldende lidt på ’Cherry Bomb’, og når han gør, pakker han ofte sin karakteristiske stemme ind i distortion og diverse andre effekter og begraver den så dybt i mixet, at man har svært ved at høre, hvad han siger. Det er godt det samme, for 24-årige Tyler lyder stadig som en nørdet teenager med pinlige linjer som »I hit the block, like I hate LEGOs«. Kun på monstertracket ’Smuckers’ med Kanye West og Lil Wayne bliver der rappet, så det er værd at lytte efter.

Heldigvis har albummet langt flere kvaliteter på den musikalske front. Tyler jonglerer foruden inspirationen fra Pharrell uimponeret med headbanger-hiphop, g-funk, sci-fi-synths, soulede jazz-grooves og 60’er-agtige tyggegummiballader. Med et barns utålmodighed og entusiasme kaster han sig over den næste spændende idé, før han har færdiggjort den forrige – ofte indenfor den samme sang, som på ’Keep Da O’s’, hvor et tungt synthbeat pludseligt afbrydes af 50’er-doo-wop. Der tages ikke det store hensyn til, hvor godt tingene passer sammen, de holdes sammen af hæfteklips, gaffertape og hvad Tyler ellers lige har ved hånden.

Det skaber en rodet og ufærdig æstetik, der afspejler ’Cherry Bomb’ som helhed: Det er bestemt ikke alt, der fungerer lige godt, men albummet kommer langt på sit mod og sin kreativitet.


Kort sagt:
Tylers fjerde album er, som titlen antyder, et fyrværkeri af farverige musikalske ideer, der bliver skudt af i alverdens retninger. Der er Pharrell-agtige beats, jazz, tyggegummiballader, dødsrap, g-funk og meget mere – ofte på én gang. Det er et forfærdeligt rod, men et interessant og charmerende et af slagsen.

Læs også: Tyler The Creator giver solokoncert i København

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold