Waxahatchee

Waxahatchee
Katie Crutchfields gør op med fortidens spartanske folk-æstetik. Og nu spyer hun lyriske giftpile.
Waxahatchee - Ivy Tripp
6 6
Waxahatchee
'Ivy Tripp'

Album, Wichita/Border

’Ivy Tripp’ indledes med en støjende guitardrone på ’Breathless’, der snart finder sit kontrapunkt i Katie Crutchfields klare stemme, som formår at inkarnere 100 procent styrke og sårbarhed på samme tid.

Andet nummer, ’Under a Rock’, er et studie i powerpoppet direkthed, uden at knasterne af den grund er slebet af. Lyrisk fastmejsler Crutchfield her et af albummets grundtematikker: Den besværlige kærlighed – og ikke mindst erindringens fantasmer, der bliver et kors eller en krykke for tanken, uanset om man er den, der forlader, eller den, der selv bliver forladt.

Crutchfield er ikke så meget såret, som hun spyer giftpile med indignation: »Your ravenous, insatiable appetite for the expendable / Will leave you just as hollow as your requiem / You bang it like a drum«, synger hun i et hånende tonefald og med en skarpsindighed, der får én til at tænke på Fiona Apple, som heller ikke just har behandlet sine ekspartnere med fløjlshandsker i sine sangtekster.

Det er som om, at de meget emotionelt ladede sange på albummet har givet Crutchfield det sidste skub opad som lyriker. Hver sanglinje kan næsten plukkes ud fra sammenhængen og stå som en stærk tanke eller association i sig selv, men anskuet som et hele – kendetegnet ved karrierens hidtil stærkeste melodimateriale og en mere fyldig lyd, der delvist gør op med fortidens spartanske folk-æstetik – er hun nærmest uovervindelig. I samme åre som ’Under a Rock’ finder vi den kompakte ’The Dirt’, der på to minutter formidler et nærende ekstrakt af tabserfaringer til tonerne af en fremragende, guitardrevet melodi.

Men det er ikke kun den elektriske guitar, der er med til at give albummet krop.

Hvor hendes sange før i tiden let kunne virke indadvendte (måske ligefrem kontrære), folder de sig nu ud som fuldtonede billeder på et menneske, der er rummeligt og modtageligt for en verden fuld af impulser.

På ’La Loose’ introduceres vi for skæv synthpop med trommemaskine. ’Air’ (med linjen »I left you out like a carton of milk«) er rugende, men sangen tilføres luft af et åbent omkvæd og introduktionen af en keyboard-figur. Som ’Ivy Tripp’ i sin helhed handler også dét nummer om, hvordan man skal omfavne og forstå sin fortid for at kunne leve i nuet. Poesien – i toner og ord – er dog (heldigvis) hævet langt over enhver reduktionistisk beskrivelse. Den skal opleves.

Læs også: De her 10 album skal du høre i april