Hvorfor kan Ben Khan ikke slippe ud af Jai Pauls skygge?

Hvorfor kan Ben Khan ikke slippe ud af Jai Pauls skygge?
Britens minimalistiske funk forekommer uinspireret, når man ved, han kan gøre det bedre.
Hvorfor kan Ben Khan ikke slippe ud af Jai Pauls skygge? - 1000
3 6
Ben Khan
'1000'

Ep, Blessed Vice/Caroline

Det er svært ikke at tænke på Jai Paul, når man lytter til Ben Khan, og selv om Khan ikke skal lide under mine (manglende) associationsevner, kan det undre, at briten ikke har differentieret sit lydbillede væsensforskelligt fra landsmandens, når han nu selv har taget afstand fra sammenligningen.

Særligt med tanke på, at Jai Paul var først i feltet med sin idiosynkratiske minimalfunk, der ganske vist trækker på Prince og Little Dragon, men som også er helt sin egen – men allermest fordi Ben Khan allerede har demonstreret, at han sagtens kan lyde som sig selv, som han gjorde på sin forrige ep ’1992’ med den sublime single ’Youth’.

Til forskel fra forgængeren er ’1000’ nemlig gennemgående karakteriseret af den distortede lyd, som netop Jai Paul har gjort til sit kendetegn, hvor reverb-guitarer og falsetvokaler flyder frem og tilbage i lydbilledet for at bryde de konforme trommeprogrammeringer. Næsten som var der tale om et kubistisk maleri i lydlig udgave.

Det er for eksempel svært at høre, hvordan et nummer som ’Red’ er meget mere end en stiløvelse i, hvordan man kan bevare en funkfornemmelse i et fortrinsvist elektronisk lydbillede, hvilket desværre ender med at blive enerverende i længden, når de fleste af ep’ens numre abonnerer på samme skabelon.

Omvendt står det til gengæld til med titelnummeret, hvor synths og guitar nærmest spiller kispus med hinanden over et uptempo trommemaskinebeat, som kunne være planket direkte fra Kelis’ og André 3000’s nyklassiker ’Millionaire’ – nummeret besidder på den måde også en helt anden virilitet og progressivitet end ep’ens øvrige skæringer.


Kort sagt:
I stedet for at forfølge den mere electropoppede stil, han lagde for dagen på den stærke ’1992’-ep, regredierer Ben Khan til et udtryk, der minder meget om hans åndsfælle Jai Paul. Det er ikke nødvendigvis uinteressant at lytte til, men den minimalistiske funk forekommer uinspireret, når man ved, han kan gøre det bedre.

Læs anmeldelse: Ben Khan ‘1992’