Jonathan Johansson udsendte fornylig ’Lebensraum!’, et politisk antændt popalbum, der er optaget af det rygende aktuelle tema om bådflygtninge i Middelhavet. I anledning af den svenske popsangers koncert i København den 22. maj – og i mangel på nyere tilfælde af socialt engageret popmusik – ser vi nærmere på ti klassiske album af lidt ældre dato, der tager udgangspunkt i politik, protest, religion og/eller social indignation.
1. Marvin Gaye ’What’s Going On’ (1971)
Motown i 60’erne var en benhård arbejdsgiver. Selskabet krævede hits fra de sangere, som de satsede på, og Gaye leverede en hel perlerække. Det var sådan set hans job. Men han blev også ældre og fik i stigende grad sin egen, selvstændige stemme og sin egne politiske og socialt bevidste holdninger, som han ønskede at inkorporere i sin musik. Med ’What’s Going On’ fra 1971 tog han springet fuldt ud: Han producerede, skrev og arrangerede selv konceptalbummet med sange, der mestendels flyder sammen som en sammenhængende suite.
’What’s Going On’ beskæftiger sig med den sorte ghetto og den oplevelse af verden, den ’inner city blues’ (som albummets majestætiske slutnummer er betitlet), der kommer til udtryk i ghettoen. Stoffer, kriminalitet og fattigdom er hovedtemaer, men Gaye krydrer også sangene med samtidsaktuelle politiske konflikter, såsom krigen i Vietnam, og dens indflydelse på de sorte bymiljøer.
Gaye fortalte siden, hvordan han før udgivelsen af ’What’s Going On’ følte sig som en marionetdukke for Motown-leder Berry Gordys eksakte ønsker, men albummets kæmpesucces blev retningsgivende for den mere formeksperimenterende og egensindige vej, den resterende del af hans karriere tog.
’What’s Going On’ står den dag i dag som et uomtvisteligt mesterværk, blandt andet fordi det formåede ikke bare at vække Gaye af sin kreative slummer, men fordi det vækkede en hel verden af musiklyttere, der blev lydhøre over for soulmusikkens dybde, men også de problemer og tematikker, musikken satte ord og toner på.
Listen fortsætter på de følgende sider.
2. Stevie Wonder ’Innervisions’ (1973)
Selv om Stevie Wonder allerede musikalsk havde etableret sig som sin helt egen fugl i soulmusikkens frodige reservat (ikke mindst ved sin enmandsband-færdigheder og markante brug af synthesizere), havde han helt sikkert noteret sig, hvor stor succes Marvin Gaye havde haft med sin samfundskritik på ’What’s Going On’. Så da han i 1973 udsendte ’Innervisions’, gik han endnu mere direkte til krig mod den etablerede samfundsorden.
På sin karrieres måske bedste album (hvilket i den grad understreger værkets format, når man medtænker, at han leverede en ubrudt strøm af mesterværker i årene 1972-76) raser Wonder blandt adnet mod Richard Nixon i sangen med den sigende titel ’He’s Misstra Know It All’, hvor USA’s daværende præsident fremstilles som en løgner og svindler uden den mindste moralske habitus. ’Living for the City’ handler om en ung sort mand, der kommer fra Mississippi til New York og oplever en anderledes form for social uretfærdighed i form af storbyens institutionaliserede racisme. ’Too High’ tematiserer en anden af storbyens farer, stofmisbruget, der skaber apati og resignation snarere end aktion.
’Innervisions’ blev en stor succes for Wonder; den indbragte ham blandt andet en Grammy får årets album. Wonders tanker var dog sikkert mestendels andetsteds, for tre dage efter udgivelsen var han impliceret i en livstruende trafikulykke. Han lå i koma i fire dage med svære hovedskader, der blandt andet resulterede i, at han mistede sin lugtesans (hvilket, formoder jeg, må være særligt skidt, når man er blind i forvejen!).
3. The Smiths ’Meat is Murder’ (1985)
Det kan godt være, at ’Meat is Murder’ er det mindst lovpriste af The Smiths’ fire egentlige albumudgivelser, og at det ikke indeholder nogle af bandets mest kendte sange, men trods det gik albummet som det eneste fra gruppen ind som nummer et på den engelske albumhitliste.
Som titlen tydeligt indikerer, tog gruppen på sit andet album et spring fra det eksistentielle og psyko-geografiske rum (Manchester som ramme for ungdommens formative erfaringer), der gennemsyrer debuten, til en mere politisk udadvendt agitation (der siden også kom til udtryk på bandets efterfølgende mesterværk, ’The Queen is Dead’).
Det er ikke mindst tilfældet på de to mest udfoldede numre: Titelnummeret, der (ikke overraskende) er en aggressiv pro-vegetarianisme-parolesang, hvor Morrissey blandt andet synger linjerne: »Kitchen aromas aren’t very homely/ it’s not ’comforting’, cheery or kind/ it’s sizzling blood and the unholy stench/ of murder«, og ’The Headmaster Ritual’, der handler om skolesystemets hang til fysisk afstraffelse, eller mere præcist de ’krigeriske gravrøvere’ (»belligerent ghouls«), der driver skolerne i Manchester. Morrissey reminiscerer isnende om sin egen skoleinspektør, som udøver»the military two-step down the nape of my neck«. ’Barbarism Begins at Home’ tager (i mere fragmenteret form) fat om nældens rod i forhold til temaet om fysisk afstraffelse og hvorfra den udspringer: bag hjemmets fire vægge (titlen siger vist det hele…).
Uanset hvad Morrissey synger om, gør han det med et særligt greb om det engelske sprog, som var han en direkte efterkommer af Oscar Wilde, således også, når han revser dronningen på ’Nowhere Fast’, et tema, han vendte grusomt tilbage til på ’The Queen is Dead’.
4. Tracy Chapman ’Tracy Chapman’ (1988)
Chapman var noget nyt og anderledes, da hun invaderede hitlisterne sidst i 80’erne. Hendes debutalbum, der endte med at sælge i et tocifret millionoplag, var så langt fra tidens øvrige MTV-orienterede popmusik – eller fra andre tidstypiske trends som hair metal/puddelhunderock, for den sags skyld – som man kunne tænke sig. Chapman tog 60’ernes protestmusik og indgød den med en autenticitet, der havde med hendes eget udgangspunkt at gøre: Som en sort, lesbisk kvinde. Ikke just den typiske singer/songwriter, endsige popstjerne (og slet ikke sidst i 80’erne).
Albummets to kæmpehits, ’Talkin’ ’Bout A Revolution’ og ’Fast Car’, er typiske eksempler på Chapmans umiddelbare appel. Den ene taler om revolution på makroplanet, som en uundgåelig følge af fattigdom, social elendighed og negligering af storbyens oversete underklasse, mens den anden tager udgangspunkt i mikroplanet, en fortælling om at drømme sig væk til bedre steder med flere muligheder for at blive til noget og få opfyldt de drømme, der brænder i blodet som den benzin, der antænder titlens ’fast car’. Men drømme brænder ofte op i mødet med virkeligheden, og slutningen på ’Fast Car’ er ikke særlig opmuntrende (alkoholismespøgelset ligger på lur). På ’Behind the Wall’ tematiseres endvidere emner som hustruvold og politiracisme.
Chapmans bedrift på store dele af albummet er, at hun formår at fyre op under sin politiske indignation og aktivisme med tekster, der engagerer lytteren på et emotionelt plan. Og så giver den simple, akustiske instrumentering sangene det ånderum og det skær af integritet, der får værket til at føles som et stærkt vidnesbyrd snarere end et kalkuleret pladeselskabspåfund.
5. Janet Jackson ’Rhythm Nation 1814’ (1989)
Janet slog sit eget navn fast i 1986 med albummet ’Control’, der består i forholdsvis simple (men fremsynede) dance-funk-produktioner ved producerduoen Jimmy Jam og Terry Lewis. På opfølgeren, der var længe undervejs, ønskede Jackson at ændre retning, eller rettere: At udvide paletten af lyde og rækkevidden af de lyriske temaer. Det førte til det konceptalbum-lignende ’Rhythm Nation 1814’, der er bundet sammen af adskillige interludier, der er med til at give albummet et tv-zappende præg, som var der tale om en blanding af MTV og CNN, datidens mest dagsordensættende tv-kanaler på musik- og nyhedsfronten.
På den måde satte hun spotlys på mediernes indflydelse på den moderne amerikaners hverdagsliv. Selve sangene fokuserer på de sociale problemer, Janet var optaget af: Stofmisbrug, teenagegraviditeter, medieforbrug, fattigdom, hjemløshed og vigtigheden af uddannelse. På den måde er albummet en form for ’state of the union’: Hvad er Amerikas udfordringer ved indgangen til 90’erne, og hvad kan man (vi) gøre ved dem?
Tallet i albumtitlen henviser til det år, hvor USA’s nationalhymne ’The Star Spangled Banner’ blev skrevet, der tilmed på snedig vis passer på initialerne i ’Rhythm Nation’, da R og N er det 18. og 14. bogstav i alfabetet.
Albummet blev Janets hidtil største kommercielle succes, ikke mindst i kraft af hele syv hitsingler (der alle gik top fem på den amerikanske singlehitliste – en bedrift, der aldrig siden er blevet eftergjort!), der fik det til at sælge massivt over en periode på næsten to år. 20 millioner solgte eksemplarer er ikke til at argumentere imod: Janets satsning på et socialt bevidst koncept virkede (selv om albummets største hits var de mere gængse kærlighedssange, der ikke som sådan var bundet op på konceptet: ’Miss You Much’ og ’Escapade’).
6. George Michael ’Listen Without Prejudice, Vol. 1’ (1990)
Hvis Janet Jacksons ’Rhythm Nation 1814’ var et eksempel på, at socialt engagement ikke udelukker bred popappel, er ’Listen Without Prejudice, Vol. 1’ et eksempel på, at det omvendt heller ikke betaler sig hver gang. Der er en grund til, at der aldrig kom en ’Vol. 2’, som titlen jo ellers lagde kraftigt op til.
Michael var blevet superstjerne med sit første post-Wham-soloalbum ’Faith’, der udkom i oktober 1987 (og til dags dato har solgt i mere end 25 millioner eksemplarer på verdensplan), så Sony havde store forventninger til opfølgeren.
Albummet viste sig at være en mere neddæmpet, personlig og folket affære, der var med til at forvirre Michaels fans i især i USA, hvor albummet skuffede kommercielt i en grad, så Michael sagsøgte Sony for ikke at investere nok i ham som kunstner (!).
Med tiden er især ’Freedom’ (i sin remix-udgave som ’Freedom90’) blevet en popklassiker af rang, ikke mindst i kraft af David Finchers musikvideo, hvor datidens største supermodeller medvirker. Billedsiden understreger det opgør med Michael som en sexsymbol-salgsvare, som var en potent del af appellen på ’Faith’. I videoen brændes ’Faith’-læderjakken af, og Michael er relegeret til rollen som skyggefuld voyeur (af de catwalk-skridende modeller). Sangen handler om at gøre sig fri af folks forventninger og fordomme, og indeholder kimen til Michaels ’kommen-ud-af-skabet’ (»There’s something deep inside of me / there’s someone else I’ve got to be«).
På ’Praying For Time’ bliver den ’udadvendte’ ambition tydelig. Her leverer Michael en social bevidst hymne, der (med lidt mere kommercielt held i sprøjten) kunne have blevet sin tids svar på ’Imagine’. På ’Mother’s Pride’ synger han om de tabte mænd (fædre, elskere, venner, sønner), der går tabt, når en krig kræver sine ofre og skaber splittelse i en hel generations selvbillede og i nationens selvforståelse. Det er ikke svært at se sangen som en bekymret popstjernes kommentar til den første Golfkrig (der startede samme år).
7. Sinead O’Connor ’I Do Not Want What I Haven’t Got’ (1990)
O’Connors millionsælgende gennembrudsalbum er en forunderlig lytteoplevelse. Hun kan som få lyde både sårbar, ja næsten nedbrudt, og på samme tid formidle en stærk og determineret livsvilje. Mange af sangene på albummet starter ud som hviskende, nærmest forsigtige bekendelser, før O’Connor på et tidspunkt brøler, græder eller pisker en storm op med sin stemme, et imponerende, hvis noget upoleret, næsten punket, instrument. Smukt, men samtidig råt og flosset.
Det er først og fremmest et meget personligt album, men det personlige kan i tilfældet O’Connor ikke adskilles fra det socialt bevidste, religiøse og politiske. Hendes vrede, sorg, lettelse og afhængighed drejer sig på et konkret plan om et smertefuldt brud med en ekskæreste, men hænger også sammen med sangerindens reaktion på det samfund, der omgiver hende.
Denne side af O’Connor kommer stærkest til udtryk på den nøgne protest-folkesang ’Black Boys on Mopeds’, hvis nærmest chokerende eksplicitte, indledende linjer skal ses i forlængelse af massakren på Den himmelske freds plads i Beijing i 1989: »Margaret Thatcher on tv / shocked by the deaths that took place in Beijing / it seems strange that she should be offended / the same orders are given by her«.
Noget af det, der kendetegnede Thatchers regering var den tætte sammenblanding med ordensmagten, hvilket blandt andet kom til udtryk i nedkæmpelsen af minearbejdere og fagforeninger og en racistisk motiveret kampagne med ’tilfældige visitationer’ af ’mistænkeligt udseende personer’ (læs: sorte og indvandrere). O’Connor adresserer dette forhold med et knusende klart raseri:»England is not the mythical land of Madame George and roses / it’s the home of police who kill black boys on mopeds«. Hendes foruroligende linje om forsøget på at indskrænke modkulturens stemmer klinger ikke mindre aktuelt i dette årtusinde med tanke på blandt andet internettet, NSA-affæren, Guantánamo og ’The Patriot Act’:»These are dangerous days / to say what you feel is to dig your own grave«.
8. 10,000 Maniacs ’Our Time in Eden’ (1992)
’Our Time in Eden’ blev den udtryksfulde sangerinde Natalie Merchants svanesang i front for den intelligente folkpop-gruppe. Merchants righoldige stemme kommer særligt stærkt til udtryk på dette meget ambitiøse album, hvor de 13 sange udfoldes som moderne fabler, eller parabler, der knytter sit udgangspunkt ved Biblens syndefaldsberetning, og anskuer det moderne Amerika igennem et både historisk, mytologisk og personligt prisme.
Sideløbende med makroperspektivet indfletter Merchant nemlig en personlig erindringsmosaik, hvor det enkelte liv spejler den større samfundsfortælling. Således ser hun tilbage på splintrede fragmenter fra sin barndom og ungdom og vender og drejer dem i lyset af nutidens realiteter. Fremtiden er en uhåndgribelig drøm om forsoning og broderskab, mens fortiden tager farve efter behovet for at idealisere det, man kommer fra. Nationens selvforståelse spejler – på godt og ondt – individets proces med at forstå sig selv.
Det politiske aspekt ved albummet former sig i lyset af moralske fortællinger, der viser både skygge- og lyssiden ved Amerika: Pioneråndens ukuelighed, det både forløjede og smukke ved utopien, der kommer til udtryk på ’Gold Rush Brides’ og på slutnummeret, den indignerede ’I’m Not the Man’, om en sort indsat, der er dømt til døden for et mord, han ikke har begået. Her bliver Merchant harsk i sin fordømmelse af det, USA har udartet sig til. Eller rettere: Den ur-forbrydelse – en kompromitteret, ekskluderende frihedsopfattelse – landet er funderet på: »Who struck this devil’s deal?«, spørger hun indigneret på et album, der er et helstøbt og intelligent bud på, hvordan popmusik kan smelte individ og samfund, myte og virkelighed, erindring og nutid sammen til en stor glimtende juvel af indsigt indsvøbt i varme, venlige, messingsprøde toner.
9. Sheryl Crow ’Sheryl Crow’ (1996)
Det kan godt være, at Sheryl Crows critical standing ikke er på sit højeste i 2015 (post-Lance Armstrong og, nå ja, post-kuldsejlet karriere), men hendes andet, selvbetitlede album er et interessant og intenst bekendtskab, der fortjener al den opmærksomhed, det kan trække. På typisk 90’er-genreblendende-postmoderne vis bøjer Crow sit udgangspunkt i en singer/songwriter-tradition af led med en produktion, hvor tromme-loops, korstemmer, stream of consciousness-tekster og hiphop-beats sejler rundt i lydbilledet. Det er ikke så underligt, at ’Sheryl Crow’ udkom samme år som Becks ’Odelay’.
Prøv at nærstudere albumcoveret: Det her er en Crow, der mener noget og som vil tages alvorligt som kunstner og som menneske. De intenst stirrende øjne og skyggerne under dem, de let sammenpressede læber, det uglamourøst hængende hår og de sort-hvide kontraster, der vækker minder om Anton Corbijns feterede rock-stills fra samme epoke: Det indgyder alt sammen til forestillingen om dybde, alvor og en vis ’fuck-dig-hvis-du-ikke-tror-jeg-er-noget’-attitude, som går igen i sangskrivningen. Tekstuniverset kommer meget vidt omkring og danner en slags cut-up-montage af et moralsk udfordret USA: Crow langer for eksempel ud efter våbenkulturen og Wal-Mart på ’Love is a Good Thing’, kristen fundamentalisme og mere specifikt abortklinik-terrorisme på ’Hard to Make a Stand’ (»We’ve got great big guns and small ambitions’«) og den nærmest institutionaliserede paranoia og forkærlighed for konspirationsteorier i Guds eget land (’Maybe Angels’), mens hun omvendt også problematiserer den anything goes-mentalitet, som prægede 90’er-kulturen (og hende selv) ved ’historiens ende’ på ’Everyday is a Winding Road’.
10. Tori Amos ’Boys for Pele’ (1996)
’Boys for Pele’ er på sin vis et typisk post-berømmelses-album, forstået på den måde, at en ukendt kunstner næppe havde haft selvbevidsthed og mandsmod til (eller finansielle muligheder for) at skeje ud, som Amos gør på sit spraglede, impressionistiske tredje album. Er man mere til gængs sangskriverhåndværk, bør man lytte til Amos’ to første album, ’Little Earthquakes’ og ’Under the Pink’, men tør man tage skridtet videre og lade sig udfordre (og eventuelt afstøde), er ’Boys for Pele’ værket.
Amos’ meget feminine perspektiv var allerede tydeligt på hendes to første album, men på dette album gennemsyrer det ikke bare formen, men også den måde indholdet er tænkt på. Der er en tematisk rød tråd, der knytter sig til kvindens væsen og ikke mindst den rolle som luder/madonna, som hun har været naglet fast i af både religiøse institutioner og det patriarkalske samfund i årtusinder. Amos afdækker disse forhold, men forsøger samtidig at komme bagom dem og finde kernen af det kvindelige, som noget der er defineret ved kvindens forhold til sig selv snarere end gennem mandens blik på (og magt over) hende.
Hun bliver direkte polemisk og provokerende på ’Muhammad, My Friend’ med linjer som »It’s time to tell the world / it was a girl back in Bethlehem«. Men ellers bevæger Amos sig ud over den kristne-vestligt formulerede forestillingsverden og søger tilflugt i hawaiiansk mytologi (Pele er en vulkan-gudinde) og søger herigennem at reformulere sin egen opfattelse af, hvad det vil sige at være kvinde, men også at kunne rumme maskuline dyder, så kvinden og manden gensidigt kan bestyrke (frem for at bekrige) hinanden. Det er i hvert fald visionen. Om albummet lykkes med det, er en helt anden sag. Det er nok ikke lige stedet for begyndere i Tori-universet.
Læs også: Jonathan Johansson om politik og popmusik: »Middelhavet er en massegrav«
Læs anmeldelse: Jonathan Johansson ‘Lebensraum’