Video: ASAP Rocky tager på syretrip i Tokyo til det nye nummer ‘LSD’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

ASAP Rocky bliver ved med at overraske med sine nye smagsprøver på ‘At.Long.Last.A$AP’. For et par uger siden stod den på en nærmest retropoppet lyd på Rod Stewart-, Miguel- og Mark Ronson-samarbejdet ‘Everyday’, og nu har Rocky delt endnu et nummer, der umiddelbart heller ikke lyder som noget, vi har hørt fra rapperens hånd før.

ASAP Rocky udtalte for nylig, at det nye album er inspireret af hans eksperimenteren med stoffer, og ‘LSD’ er præcis det – udsyret og stofomtåget, men med en langt mere poppet kvalitet end tidligere. Her synger Rocky sig gennem nummerets tre første minutter over drømmende, The xx-agtige guitarer, men får dog sneget lidt »I spent 20 thousand dollars with my partners in Bahamas / Another 20 thousand dollars on Rick Owens out in Barneys«-modepralerap ind i et kort rapstykke i slutningen af nummeret.

Nummeret akkompagneres af en perfekt matchende trippy video, hvor ASAP syrer ud på LSD i Tokyo omringet af byens lys og med en pige under armen.

‘At.Long.Last.A$AP’ er ude den 2. juni.

Læs også: Video: Se ASAP Rocky som narkohandler i den fulde trailer til filmen ‘Dope’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af