Video: Taylor Swift samler veninderne og Kendrick Lamar i vanvittig ‘Bad Blood’-video

Det var bare et spørgsmål om tid, før Taylor Swift og Kendrick Lamars fælles beundring af hinanden ville munde ud i et samarbejde, og nu er resultatet af det aparte venskab omsider landet. Således har Kendrick nu remixet popprinsessens ‘Bad Blood’ fra sidste års ‘1989’, hvis vanvittige video fik premiere under aftenens Billboard Awards.

Her har Swift, udover Kendrick som eneste mand med det selvvalgte navn Welvin Da Great, samlet en stjerneparade af supermodeller og unge skuespillere, hvor en stor del selvfølgelig er BFF’s med sangerinden i virkelighedens verden, til den actionfyldte girlpower-video, der kunne være en scene i ‘Hunger Games’ værdig.

Vi nævner i flæng: ‘Girls’-skaberen Lena Dunham, skuespillerinderne Hailee Steinfeld, Selena Gomez, Jessica Alba, Ellen Pompeo, Mariska Hargitay og Zendaya, Paramore-sangerinden Hayley Williams, popstjernen Ellie Goulding samt en hær af supermodeller som Cindy Crawford, Cara Delevingne, Karlie Kloss, Gigi Hadid, Martha Hunt og Lily Aldridge.

‘Bad Blood’-videoen er instrueret af Joseph Kahn, der også stod bag Swifts skøre ‘Blank Space’-video fra sidste år, og er værd at tjekke ud for ren og skær celebspotting-værdi. Om Kendricks rim går godt til Taylors popbasker kan du selv bedømme nedenfor med en uforstyrret studieversion af remixet.

Læs også: Øksen er begravet: Kanye og Taylor Swift skal i studiet sammen