Beatrice Eli spiller til Soundvenues Distortion-fest: »Jeg har prøvet at være den pæne pige. Det virkede ikke«

Beatrice Eli spiller til Soundvenues Distortion-fest: »Jeg har prøvet at være den pæne pige. Det virkede ikke«

Beatrice Eli sprang ud som lesbisk på sit debutalbum, der er et statement i en popverden, hvor det stadig er kontroversielt at være kvinde og queer. Vi talte med den svenske sangerinde, der i aften kan opleves live på Nørrebro til Soundvenue og Rusts Distortion-fest.

Hendes selvsikkerhed er blevet sammenlignet med Madonnas, og hendes attitude med Debbie Harrys. Men det var først, da Beatrice Eli som 23-årig smed alt sit tøj ud, erstattede det med en ny sort goth-garderobe og farvede sit hår mørkt, at hun rigtigt blev sig selv og fandt den attitude, der i dag har gjort hende og hendes selvudleverende popmusik uundgåelig i Sverige.

»Jeg havde prøvet at være en dygtig heteroseksuel pige, men det fungerede bare ikke«, siger Eli, der er i dag er 27, åben om sin homoseksualitet og en af Sveriges fremadstormende sangerinder. »Jeg havde det så dårligt. Jeg var ikke mig selv, ikke på noget tidspunkt. Jeg er normalt en ret talende person, men jeg var bare indelukket og tavs«.

Men så skiftede hun udseende. Og slog op med sin mandlige kæreste »Det gjorde det alt andet lige nemmere at være lesbisk«, siger hun og griner over Skype-forbindelsen fra Stockholm.

I dag har Eli tatoveret ‘GIRLS’ på indersiden af underlæben som for at minde sig selv om, hvem hun er. Med albummet ‘Die Another Day’, der udkom sidste efterår, sprang hun så ud for resten af verden. På førstesinglen ‘Girls’ synger hun om at være besat af piger, hun ser, og om at ligge med hovedet nydelsesfuldt placeret mellem deres ben. Med sin powerpop-lyd og et slagkraftigt omkvæd, Charli XCX kunne have signeret, slog nummeret for alvor fast, at hun er kommet for at blive på den svenske popscene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Beatrice Eli mejer al modstand ned med ballader, popskud, humor, politik og mørke. Det er riot grrrl anno 2014«, skrev svenske Aftonbladet om albummet, der sætter Elis dagbogslignende tekster ind i et musikalsk univers, som både omfavner ungdommelig synthpop-energi i ‘Moment of Clarity’, Lykke Li’sk tristesse på ‘The Last Time’ og soulede ballader a la ‘Coward’.

Oprindeligt var det ikke meningen, at ‘Girls’ skulle være det statement, den er blevet. Men Eli vil lave pop med mening og tyngde.

Læs også: Dilemmaet for de nye homo-popstjerner

»Jeg savner generelt indhold i popmusikken, og jeg har brug for, at mine sange siger noget mere og har noget tyngde. Og så blev ‘Girls’ til et statement om at være lesbisk. Men egentlig er det jo sygt, at sådan en sang er et statement. Der er masser af mennesker, som er homoseksuelle, men jeg har ikke hørt åben homoseksuel musik i den kommercielle verden. Og jeg håber, at man om nogle år lytter til ‘Girls’ og tænker, at det er vildt, at den fik så meget opmærksomhed for at handle om det, den gør«.

Eli, der privat danner par med svensk raps selvudråbte power pussy, Silvana Imam, tilhører den generation af unge kvinder i svensk musik, som har set Robyn og Lykke Li indtage verden. Og hun er ikke i tvivl om, at det har gjort en forskel for hende »Robyn var stor i Sverige, da min generation var meget modtagelig for forbilleder. Jeg har fulgt hende, siden jeg var 12 år og set, hvordan hun har bygget sin karriere op. Og Lykke Li kom jo ud over de svenske grænser og ud i verden. De har vist os, at det kan fungere«.

Oplev Beatrice Eli live i aften til Soundvenue og Rusts Distortion-fest.

Læs også: Distortion: Her er seks ting, du skal opleve onsdag

Læs også: Det svenske popsøsterskab: Syv kvinder, der kæmper for de feministiske mærkesager

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af