Franz Ferdinand bliver sammen med 70’er-kultbandet Sparks til FFS i vellykket sammenstød

Franz Ferdinand bliver sammen med 70’er-kultbandet Sparks til FFS i vellykket sammenstød
Franz Ferdinand bliver sammen med 70’er-kultbandet Sparks til FFS i vellykket sammenstød - FFS
4 6
FFS
'FFS'

Album, Domino/Playground

FFS er et samarbejde, man ikke lige havde set komme: Et rendezvous mellem Franz Ferdinand og kultbandet Sparks, som i 70’erne nød succes med deres bemærkelsesværdige fusion af glamrock og kammerpop centreret omkring Russell Maels operaklingende vokal og Ron Maels music hall-inspirerede pianospil. Nu krydser de to amerikanske brødre klinger med de fire skotter – et projekt, som smager af begge orkestres distinkte udtryk.

‘Call Girl’ er for eksempel så rendyrket Franz Ferdinand, at nummeret kunne være inkluderet i deres egen diskografi, og ‘Piss Off’ er Sparks-mærket i en sådan grad, at Alex Kapranos’ vokal nærmest er et forstyrrende element.

Albummet viser for alvor sin eksistensberettigelse, når de musikalske dna-tråde smelter sammen, og i den ultramelodiøse ‘Dictator’s Son’, ‘Johnny Delusional’ og ‘Save Me From Myself’ finder Franz Ferdinand og Sparks fælles fodslag i mødet mellem rockede grooves og teatralske fagter.

Det klæder desuden alsidigheden, når de lader en afdæmpet inderlighed være udslagsgivende på ‘Little Guy from the Suburbs’, ligesom der er pay-off til æggehovederne, idet teksterne vrimler med kulturhistoriske referencer til blandt andre Andy Warhol, Mozart, filosoffen Jean-Paul Sartre og arkitekten Frank Lloyd Wright.

Jo mere man giver sig i kast med albummet, des klarere står fællestrækkene mellem Franz Ferdinand og Sparks, og således har albummet en anden funktionel dimension: At tjene som inspirationskilde, skulle andre grå eminencer og yngre kræfter få lyst til at slå pjalterne sammen.

I den storladent orkestrerede rapsodi ‘Collaborations Don’t Work’ formfuldendes Mael-brødrenes teatralske tilbøjeligheder og Kapranos og kumpanernes dansable rocktendenser. Man kan således kun trække på smilebåndet af den åbenlyse usandhed i titlen.

FFS kan ikke tituleres supergruppe, dertil er Sparks’ oeuvre for nicheagtigt. Men albummet er – på trods af den trivielle ‘So Desu Ne’ og den lidt for gumpetunge ‘The Power Couple’ – bestemt et charmerende sammenstød mellem to orkestre, som skræver over generationskløften og på fin vis forener musikalske fællesnævnere og samtidig værner om deres respektive unikke kendetegn.


Kort sagt:
Franz Ferdinand slår pjalterne sammen med 70’er-kultbandet Sparks, hvilket resulterer i et vellykket rendezvous mellem dansable rockgrooves og teatralsk kammerpop. Begge orkestres distinkte udtryk står klart på et album, som også kan tjene som inspirationkilde til andre bands, separeret af en generationskløft, men musikalsk forbundne.

Læs også: FFS giver koncert i København