Florence + The Machine – en superstjerne blev født

Florence + The Machine – en superstjerne blev født

Var Foo Fighters-forsanger Dave Grohls brækkede ben det bedste, der kunne ske for Florence + The Machine? Det betød i hvert fald, at den rødhårede sangerinde og hendes band sidste uge fik chancen for at indtage den engelske festival Glastonburys pyramideformede hovedscene og dermed sikrede sig en plads i de musikalske historiebøger.

Og den koncerts succes virkede til at have stivet selvtilliden gevaldigt af hos Florence Welch, der iført florlette, hvide gevandter og bare tæer dansede rundt på Orange Scene og ud blandt publikum, som havde hun aldrig lavet andet. Imens demonstrerede hun fejlfrit sin stemmes imponerende spændvidde.

En enormt stærk start med ‘What the Water Gave Me’, ‘Ship to Wreck’ og ‘Shake It Out’ satte standarden for en forrygende koncert, der bare blev bedre og bedre, som den skred frem. Den smukke danske, blå juli-himmel fik rosende ord med på vejen, inden Welch ganske passende gik i gang med titelnummeret fra sin seneste plade, ‘How Big, How Blue, How Beautiful’.

Koncerten kulminerede med fællessang til ‘You Got the Love’ og en fabelagtig version af kæmpehittet ‘Dog Days Are Over’, der ikke efterlod nogen tvivlere på pladsen. Florence og hendes maskine er kommet for at blive som headliner på alverdens store festivaler.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

Florence + The Machine. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af