Perfume Genius – sjælesønderrivende ballader

Perfume Genius – sjælesønderrivende ballader

Mike Hadreas har undergået et radikalt hamskifte fra sit første album, ’Learning’, der var en dagbogslignende, sjæleudkrængende indiepop-fortælling om diverse former for misbrug og massiv marginalisering til sidste års konfronterende og mere synthesizervædede ‘Too Bright’. Det er et anderledes in your face-agtigt opgør med omverdenens intolerance og bærer præg af, at Hadreas endelige får afløb for årtiers indebrændthed.

Og netop vekselvirkningen mellem de nye mere melodiske numre som ‘Grid’ og ‘I Decline’, der vidner om amerikanerens pludselige udbrud fra sit selvmedlidende puppehylster, og de mere selvhadende og klaverbårne fosterstillingsballader som ‘Learning’ og ‘Put Your Back N 2 It’ fra de foregående album, tog Hadreas’ performance til nye luftlag.

Med en masse støj fra de omkringliggende, større scener var Hadreas’ bævende stemme konstant i fare for at blive overdøvet eller trumfet, når koncerten bød på nogle af hans mest stille sange som ‘Sister Song’ og ’Lookout, Lookout’, men publikum vægrede aldrig. Tværtimod. Alle kravlede tættere og tættere mod scenen, indtil de stod nærmest klistret op ad det lille hegn, der adskilte dem fra bandet.

Hadreas’ dybfølte optræden var på én gang en trodsig fuckfinger til alverdens homofober og en melodisk, sjælesønderrivende blotlæggelse af hans allerinderste selv.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

Perfume Genius. Koncert. Roskilde Festival, Pavilion.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af