Højdepunkt #1: The Minds of 99’s perfekte åbning af Orange Scene
Den oprindelige tradition hedder, at et dansk band åbner Orange Scene (sidste år stod Outkast dog fx for æren), og man skal mange år tilbage for at finde et startskud på Roskildes største scene, der så smukt indkapslede festivalens ånd som The Minds of 99’s ridderslagning til titlen som Danmarks næste rockband i superliga-størrelse.
Storslået, folkeligt på den helt rigtige måde og med en besættende energi (især hos frontmand Niels Brandt), blev den stadiontunge postpunk et vendepunkt for både festivalen og den velspillende sekstet på scenen. For Roskilde fordi de endelig havde fundet tilbage til noget, der for alvor lykkedes, og for The Minds of 99, fordi det her også var et af de der festivaløjeblikke, der skyder et band fra ét sted og helt op i stratosfæren.
Læs hele vores anmeldelse af koncerten HER.
Højdepunkt #2: Apollo-scenens seriøse opgradering
Den Orange hoppeborg var i år pist borte, og i stedet tronede Apollo-scenen op på campingarealet som en fæstning i en post-apokalyptisk fremtidsfilm. Ombygningen var i forvejen blevet proklameret som vejen til Apollo 2.0, og både lys, lir og især lyd havde fået en gevaldig opgradering, der på bundlinjen gav en helt ny scene, der kunne yde både den elektroniske musik og den mere basglade hiphop ekstra retfærdighed.
Mens selve scenen kun vækker glade minder lader placeringen af den stadig noget tilbage at ønske. Det føles stadig lidt som om, at Apollo ude på campingområdet er skubbet væk fra de andre scener – som om den ikke er en 100 procent officiel del af familien endnu.
En idé kunne være at rykke Apollo over på det gamle Odeon-område (som i år husede Rent a Tent) og her skabe et endnu mere festorienteret område, der kan fungere i sit eget aflukkede miljø – men stadig inde på pladsen. Måske lidt a la den elektroniske scene MagicBox på Tinderbox, som fungerede rigtig godt.
Højdepunkt #3: Kong Kendrick kom, så og sejrede
Kendrick Lamars optræden skulle besvare spørgsmålet om, hvorvidt rappere drukner på den monstrøse Orange Scene.
Det gjorde Kendrick ikke, først og fremmest på grund af en sublim, hitpræget setliste, der satte hans to første album i skyggen til fordel for primært ‘good kid, m.A.A.d. City’ og også hans seneste ‘To Pimp a Butterfly’. Måske savnede man lidt flere numre fra dettes års mesterværk, men til gengæld lukkede rapperen munden på alle dem, der havde en forventning om, at de nye, mere snørklede kompositioner ville få det svært i en live-setting – specielt i Orange Scene-karat – og både ‘i’, ‘King Kunta’ og ‘Alright’ blev i den grad serveret i stadionformat, til dels takket være det ret rockede backingband, der havde den power, omend det manglede finesse.
Sidst men ikke mindst var der selvfølgelig Kendrick selv, som virkede så tilpas på scenen, at det halve havde været nok. Fra hans urokkelige jerngreb om publikum til de overlegne freestyles fra scenekanten. Bestået med stort B.
Læs hele vores anmeldelse af koncerten HER.
Højdepunkt #4: Warm-up-dagene var meget mere end opvarmning
Generelt hersker der en stemning om, at Roskildes musikprogram først rigtigt starter, når festivalpladsen åbner midt på ugen. Men festivalen selv virker selv som primus motor for, at der skal laves om på det synspunkt – hvilket vi modtager med åbne arme.
Både Rising- og Apollo Countdown-scenen havde fået et gevaldigt pift opad – som henholdsvis pyramide og teknologisk højborg – og så var årets program ganske enkelt overvældende i sin kvalitet og anerkendelse af dansk talent.
Rocken stortrivedes med solide fremvisniger fra Yung, The Entrepreneurs og De Underjordiske, den elektroniske fest kom fra AV AV AV og Courtesy, mens hiphop- og r’n’b-scenen blandt andet strålede med Molotov Movement og Saint Cava og poppen blev skudt op i skyerne af Kwamie Liv og Wangel.
Eneste modhage er, at Roskilde Festival stadig selv hænger lidt i bremsen og ideen om ‘opvarmningsdage’, når de onsdag via deres officielle app melder ud, at nu ‘begynder musikken’.
Højdepunkt #5: Teknologien gør livet lettere på Roskilde
Efter 2015-udgaven af Roskilde kan det være svært at tro, at nul dækning, en flad telefon og brandvarme øl i teltet var normen for bare få år siden. Men i samarbejde med 3 har Roskilde virkelig oprustet og må nu i den grad siges at være i stand til at håndtere den massive mobiltrafik, samtidig med at deres ladestationer i forskellige afskygninger sikrer, at du aldrig løber tør for strøm. Vi kan også kun bifalde tilføjelsen af CoolBox, som er køleskabe, du kan leje dig ind i. Det fungerede noget nær perfekt, om end det i de varme timer ikke var lige så effektivt som hjemmefrontens Bauknecht-køleskab.
I dagene op til festivalen omtalte vi en del forskellige apps, der dog i praksis stort set alle sammen fungerede mindre optimalt, når musikken først spillede. Undtagelsen er dog Roskilde Festivals officielle app, der er din perfekte guide på festivalen. Den gør både program og spilleplan fuldkommen overflødige og så er den vildt god til at pushe informationer og opdateringer uden at være pushy.
Til gengæld glimrede fremtidens betalingsform med sit fravær. Betaling med NFC-chip via smartphone eller chippet kreditkort kører allerede i en del butikker, men vi observerede ikke en eneste NFC-læser på Roskilde, selv om de tidligere har været testet på forsøgsbasis. Men mon ikke det kommer? Roskilde har i hvert fald endnu en gang bevist, at de konstant rykker sig i den rigtige retning og medvirker til at drive teknologien fremad.
Højdepunkt #6: Father John Misty, performer par excellence
Allerede under koncertens indledende nummer, ‘I Love You, Honeybear’, var Joshua Tillman oppe og stå på stortrommen og nede på knæ med næven indfølt knyttet. Han var i den grad kommet for at performe.
Det er ikke nok at have gode sange med i bagagen (det havde Tillman dog i form at sit fremragende aktuelle album), man skal også ville noget med sin optræden. Og den ulasteligt klædte amerikaner ville sno vores fascination og forvirring om sin finger i krydsfeltet mellem det oprigtige og det ironiske.
»I am like a low budget Bono«, sagde Tillman efter han havde spurtet på tværs af det enorme podie foran Avalon-scenen og kastet sin guitar til sin roadie i en smuk bue på 10 meter.
Ikke helt, for Father John Misty-koncerten blev ikke løftet til sit uforligneligt niveau af effekter, men udelukkende af Tillmans fascinerende person(a).
Læs anmeldelse af hele koncerten HER.
Højdepunkt #7: Roskilde Festivals mod til at gå egne veje
Det siger sig selv, at et musikprogram bestående af 175 acts byder på lidt af hvert, men Roskilde Festival skal alligevel have seriøse skulderklap for (igen) at gå deres egne veje, som meget af vejen også handler om at byde det nysgerrige publikum på oplevelser og bands, de slet ikke vidste, de elskede.
Mens store internationale festivaler som Coachella og Primavera booker alle de ‘rigtige’ navne, var Roskildes program som altid uforudsigeligt og udfordrende. Her taler vi blandt andet om verdensmusikken, men også om den intime Gloria-scenes sans for fordybelse og entusiasme, samt den vilje der ligger bag at arrangere, sammensætte og afholde et arrangement som Africa Express på Arena, der havde omkring 100 forskellige musikere på banen i løbet af det fem timer lange show.
Roskilde Festival udfordrer sig selv og dermed også sit publikum. Det skal den blive ved med.
Højdepunkt #8: En for alle, alle for én
For de fleste kunstnere er det en meget speciel ting at spille på Roskilde Festival – især hvis passet er udstedt i Danmark. Og hvorfor så ikke dele oplevelsen med sine venner og ligesindede?
Specielt hos de danske kunstnere var der på årets festival en overflod at gæster på scenen til diverse koncerter, der afspejlede en form for fællesskab, som går så godt i spænd med, hvad Roskilde Festival står for. Oplevelserne er for alle, og de gode øjeblikke ikke noget, man skal holde for sig selv.
Lars H.U.G. fik blandt andet besøg af Oh Land, Suspekt hev Lukas Graham og Tina Dickow på scenen, Mø overraskede i Street City, Pede B fik hjælp fra L.O.C. og Per Vers, og så dukkede S!vas både op hos Molotov Movement og til en omgang ‘Stein Bagger’ hos Ukendt Kunstner, hvis rapper Hans Philip både aflagde visit hos og fik tjenesten gengældt af Lord Siva.
Det er så smukt at dele øjeblikket.
Nedturen: Playback på Orange Scene
Vi elsker popkoncerterne på Orange Scene. De giver som oftest et festligt afbræk, og fællessangsoplevelsen er vigtigt i en tid, hvor det for Roskilde Festival bliver sværere og sværere at finde rockbands i en kontinuerlig stime, som kan fylde den store scene retmæssigt ud. Det er sjovt, plain and simple.
Tager man de renskurede musikbriller på, kan man dog lovligt rette en del skepsis mod konceptet med playback på Orange Scene – i sær set under koncerterne med Pharrell og Nicki Minaj, der begge ikke lagde skjul på, at en stor del af vokalerne blev båret af back-trackets sikkerhedsnet. Det fjerner noget af charmen på en festival, hvor musikkens kvalitet ellers altid er i højsædet, at stå og lytte til et storladent Nicki Minaj-omkvæd, mens hovedpersonen ikke engang holder mikrofonen op til munden. En lidt ærgerlig tendens under Roskilde Festivals fyrtårn.
Men hvad skal man gøre? Det er så dejligt nemt bare at male fanden på væggen, og det er nok mere end usandsynligt at få de gigantiske popstjerner til at underskrive en kontrakt om, at alt skal synges live – sådan spiller klaveret bare ikke i verden. Det er en balancegang, der som minimum er værd at holde for øje – for skepsisen blandt publikum over den musikalsk kvalitet var i hvert fald til stede efter Nicki Minaj-koncerten.
Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.