The Strokes’ Albert Hammond Jr. snylter på sine meritter
På trods af, at Julian Casablancas på mange måder var galionsfiguren for garagerockens genfødsel i starten af 00’erne, kan det ikke benægtes, at The Strokes’ rytmeguitarist Albert Hammond Jr. agerede arkitekt bag bandets energisk flossede lyd og lige dele kontrollerede og kaotiske sange.
På Hammond Jr.’s tredje soloalbum overfører han samme bramfri og nedbarberede guitarlyd, hvor samtlige numre synes lige så stramme som de krympede bukser, der kendetegnede garagebølgen tilbage i 2001. I dag kunne bukserne dog godt ønskes løsere.
For lige fra den funkrockede ’Born Slippy’ over poprock-ligegyldigheden ’Losing Touch’ til den mere pulserende finale ’Side Boob’ strammer det altså en anelse at høre en engang innovativ musiker snylte på sin tidligere metier. Her er riffs, der minder så meget om hinanden, at de søber sammen til en grød lavet på samme ingredienser, som dengang The Strokes hittede: Simple sangstrukturer med diskante riffs og en distortet vokal, der besynger det moderne livs forbandelser.
Sikkert er det, at Hammond Jr. kan sit kram. Men han er en både habil guitarist og sanger, hvis sømløse dygtighed snarere ender med at spærre for den tilsigtede vildskab. I stedet for, at guitaren niver fra sig som nitter, forfalder sangene til tandløse ekkoer fra hans tidligere arbejde.
Vel nok eneste ørehænger er ’Coming to Getcha’, hvor han får rusket op i sig selv og leveret en sang, der umiddelbart ikke kan spores tilbage til fortiden, men med sit vellydende og rå riff snildt kan blive en sensommerbasker for den svindende skare af rockmusikkens støtter.
Desværre kører Hammond Jr. overordnet efter eksakt samme stramme opskrift, som han altid har gjort, hvilket efterlader et mere kedeligt end interessant helhedsindtryk af en musiker, hvis dygtighed forvandles til gabende dydighed. Hans genbrug er en stopklods for den genfødsel, han fortjener efter at have stået i skyggen af den mere opfindsomme Casablancas.
Læs anmeldelse: Julian Casablancas + The Voidz ‘Tyranny’