Countryrockende Jason Isbell er en fremragende historiefortæller og fuldtonet poet
Hvis navnet Jason Isbell endnu ikke ringer en klokke, kan du prøve at forestille dig Ryan Adams’ slidsikre, melodiske tæft blandet op med en sangstemme, der er lige dele sherry og sandpapir. Og så kan du endda tilføje en kvalitet, som Adams ikke har: Nemlig den som fremragende historiefortæller og fuldtonet poet.
På sit nye album kombinerer Isbell grynet americana med en mere mainstream-orienteret countryrock af den slags, der gør sig godt i det amerikanske hjerteland, inklusive det Nashville, hvis konservatisme ellers står i opposition til den mere rendyrkede americana. Førstesinglen ’24 Frames’ kunne snildt gøre sig på en hvilken som helst radiostation i Midtvesten uden at provokere hverken hillbillies eller cowgirls.
For alle os andre er Isbell dog langt mere interessant, når han er musikalsk nedbarberet og lader sine blidt rullende melodier og fantastiske sans for prægnante erindringsbilleder udmunde i sange som ’How to Forget’, ’The Life You Chose’, ’Speed Trap Town’ og titelnummeret, en kvartet af sange, der dominerer midten af albummet og udgør en lise af komplet overbevisende sangskriverhåndværk, men som ydermere løftes af Isbells evne til at strø om sig med blødende effektive metaforer for hårde livsskæbner, der kører i tomgang eller ender i eksistentielle og økonomiske blindgyder.
Der er måske ikke enkeltstående sange, der rammer med samme emotionelle punch som forgængeren ’Southeastern’s ’Cover Me Up’ og ’Elephant’ (undertegnedes bud på den mest rørende sang i det 21. århundrede), to sange der gav Isbell et bredere gennembrud i 2013, men summen af de 11 sange, der er at finde på det nye album, former en dybt tilfredsstillende helhed.
De instrumentelle valg er måske ikke umiddelbart så spændende som hos flere andre af americana-genreparaplyens mest fornemme forvaltere, til gengæld passer de godt til sangenes fortællinger om simple skæbner og hårdt hverdagsslid i små, forblæste samfund langt væk fra alfarvej.
På ’Children of Children’, en rørende sang om Isbells egen mor, der fik ham da hun var blot 15 år, garnerer Isbell med en syngende elektrisk guitarsolo, der ærlig talt er mere svulstig end godt er, men det er en af meget få fejltrin på et album, der er forbløffende velfortalt og veleksekveret fra en kunstner, hvis navn man lige så godt kan skrive sig bag øret. Han er nemlig en blivende ledestjerne på sangskriverfirmamentet.
Kort sagt:
Jason Isbell er en fremragende sangskriver, der kan sætte ord på alle de vanskelige følelser, der bobler indeni karakterer for hvem livet er en lang dags rejse mod nat. Hans nedbarberede countryrock er både enkel og elegant: Stærke sange med rullende melodier og rammende formuleringer.