DJ Premier – et rowdy block party

DJ Premier – et rowdy block party

Når man som DJ Premier nærmest egenhændigt har opfundet den jazzede, sample-baserede og særdeles festorienterede boom bap-afart af hiphop, kunne der selvsagt nærmest ikke være andet end tårnhøje forventninger til mandens optræden på Vanguard.

Med et repertoire af stensikre hiphophits, alle med let genkendelige varemærker, der øjeblikkeligt får mundvigene op, hånden i vejret og nakken til at brække, så kan det jo nærmest ikke gå galt. Hvis Premier bare var kommet ind og trykket play og gået igen efter en time, ville det stadig have været en okay fest.

Nu gjorde han så heldigvis meget mere end det. Der var tale om et helt regulært dj-set – og så alligevel ikke helt. Selv om Premier opererer med et final scratch set-up – og altså uden ægte vinylskiver – så har han, ligesom den lige så legendariske Grandmaster Flash, en fuldstændig fandenivoldsk måde, hvorpå han nærmest overfalder sin mixerpult, når han scratcher.

Hans tænding var der altså intet galt med, og det smittede så absolut af på et publikum, der allerede var på kogepunktet.

Men festen kogte for alvor over, da forestillingen blev til mere end bare et dj-set. For den mest tydelige måde at overbevise sig selv om, hvor stor en legende DJ Premier egentlig er, var igennem de rappere, han formåede at hive på scenen, og som han havde fået til at blive fra dagen før.

Først kom D.I.T.C på, og da de så blev fulgt op af M.O.P eksploderede masserne i amokløb til tonerne af ’Ante Up’, en af hiphophistoriens største bangers. En stjerneparade af hits for hiphop-connoisseurs, der blev forvandlet til et rowdy block party – hvad mere kan man ønske sig?

Læs anmeldelse: M.O.P. på Vanguard – højenergisk bulldozer-rap

DJ Premier. Koncert. Vanguard Music Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af