Danmarks nye r’n’b-håb bærer på en stor kærlighed til sit amerikanske ophav. Men selv ønsker hun at være en skandinavisk r’n’b-stjerne, der ikke behøver at vise hud for at sælge sin debut-ep ‘The Credit’, der udkommer fredag.
Anya spærrer de brune øjne op, imens hun fortæller, om dengang hendes amerikanske mor mødte hendes danske far. 19-årige Virlee fra Baltimore var på udvekslingsophold på Næstved Gymnasium, hvor Anyas far gik. De forelskede sig og blev kærester, men da Virlee midlertidigt rejste tilbage til USA for at færdiggøre sin uddannelse, havde de i to år primært kontakt via ugentlige breve.
»Min kæreste har lige været et halvt år i Kentucky på udveksling, og det var den rene pinsel for mig. Det var forfærdeligt, at der var så meget tidsforskel, og at vi ikke kunne mærke hinanden gennem den daglige interaktion. Så at mine forældre i to år kun har fået et brev om ugen, er så overdrevet. Den sikkerhed det må have krævet at vide, at de havde hinanden, det er ret vildt«, siger Anya og lader fingrene løbe igennem sine mørke krøller i ren benovelse.
Kærligheden og morens amerikanske ophav er også tydelig i den 25-årige sangers musik. Elementer af r’n’b, soul og hiphop glimter i de sødmefulde, spændstige gennembrudssingler ‘Greet Me’, ‘Need to Know’ og ‘Snap Back’, der på tekstsiden er fortællinger om kærlighedens op- og nedture.
Musik har altid fyldt meget i Anyas liv. Hun voksede op på forældrenes gård i Fodby, ti kilometer uden for Næstved med sine tre ældre søskende. Hendes far døde, da hun var tre år gammel, hvorefter hendes mor drev gården alene. Anyas to ældre søstre spillede klaver og sang på højt niveau.
»Vi havde et stort sort flygel, og der blev spillet sindssygt smuk musik på det. Når min bror og jeg blev lagt i seng, lå vi tæt på stuen, hvor flyglet stod, og mine søstre øvede sig om aftenen, så vi faldt tit i søvn til klassisk klavermusik«, husker hun.
Moren bragte kærligheden til jazz og soul med sig fra USA, og Anya voksede op til tonerne af Randy Crawford og Lionel Ritchie. I dag lytter hun næsten kun til historisk set sort, amerikansk musik, hvilket har sat sine spor i hendes afslappede r’n’b-sange.
»Der noget musik, der rammer mig, og noget, der ikke gør. Selv om jeg kan høre, at det er godt, så gør rock ikke noget for mig. Det når aldrig ind«.
Ingen cropped top
Anyas tidlige forkærlighed for de amerikanske genrer ledte til en sand besættelse af hiphop i teenageårene. I dag skriver hun sin musik i samarbejde med Hukaos-produceren Carl Barsk, der lægger en bund af soulede keyboardflader og hiphopinspirerede beats under hendes ubesværede fraseringer.
»Jeg er meget fascineret af rytme og bruger meget inspirationen fra hiphop i min egen musik. På nogle nye numre rapper jeg næsten«, siger hun, men slår en latter op, da jeg spørger, om hun kunne finde på at lave rendyrket hiphop.
»Jeg tror ikke, jeg har swag nok. Men jeg vil se, hvor langt jeg kan gå«.
Anya nævner Erykah Badus halvt rappende sangstil som inspiration, og også på andre punkter er den amerikanske musiker et forbillede.
»Den anden dag lagde hun et billede på Facebook med overskriften Erykah Badu is pregnant!, hvor hun stod med en total pot belly, og så havde hun skrevet nedenunder, nope, just a little fluffy right now. Hun chiller bare sindssygt meget og er ikke det typiske kvindelige musikikon. Det er jo virkelig træls, hvordan man skal være fuldstændig afklædt«.
Den danske sanger vil fremvise sin personlighed frem for at vise hud. Hun er klædt i rød, mønstret skjorte, grå bukser og sneakers – en hverdagslig stil der går igen på scenen og i hendes musikvideoer.
»Jeg elsker Beyoncé og Rihanna, men jeg kan slet ikke identificere mig med, at de skal have en g-streng på på scenen. Det kommer unægtelig til at lyde krukket, men jeg synes, at det er kikset«, siger Anya næsten undskyldende og fortsætter: »Det er sejere at være en kvindelig artist uden at være nøgen«.
Men det er blevet en udfordring for Anya at holde fast i sig selv, efterhånden som hun er kommet ind i branchens effektivt roterende mølle. Flere gange har hun måttet sige nej, når velmenende stylister har sammensat outfits til hende.
»Siden day one har de prøvet at pådutte mig en cropped top. Det er blevet en stående joke blandt mine venner, at jeg inden alle shoots skal skrive i en mail: p.s. ingen cropped top«, fortæller Anya og fortsætter: »Man kan godt slippe af sted med at sige nej. Folk synes, det er sejt, hvis man kender sine grænser«.
Og det gør hun, for det er vigtigt for hende at have et så ærligt image som muligt.
»Jeg vil gerne være en mere skandinavisk r’n’b-stjerne. Min musik har en eftertænksomhed i produktionen og teksterne. Det kommer aldrig til at blive noget med bling og guldkæder. Jeg ved ikke så meget om mode og om at bygge musikvideoer op, men jeg ved, hvad jeg synes er fedt og ikke fedt. Jeg vil sindssygt gerne have, at folk kan mærke den rigtige Anya«.
Læs også: Anya: Fem sangerinder, der rammer mig lige i hjertet