FFS i Tivoli – Franz Ferdinand og Sparks beviste, at lige børn leger bedst

FFS i Tivoli – Franz Ferdinand og Sparks beviste, at lige børn leger bedst
5 6
FFS

Koncert, Tivolis Koncertsal

Koncert

Tivolis Koncertsal

Setliste

Johnny Delusional
The Man Without a Tan
Police Encounters
Save Me from Myself
Little Guy from the Suburbs
The Power Couple
Do You Want To (Franz Ferdinand-sang)
Things I Won't Get
So Desu Ne
The Number One Song in Heaven (Sparks-sang)
Michael (Franz Ferdinand-sang)
This Town Ain't Big Enough For Both of Us (Sparks-sang)
Dictator's Son
Take Me Out (Franz Ferdinand-sang)
Piss Off
When Do I Get To Sing 'My Way (Sparks-sang)
Call Girl
Collaborations Don't Work

Franz Ferdinand og Sparks omdannede sammen Tivolis Koncertsal til et forrygende festlokale, hvor musikalske fællesnævnere, teatralske tilbøjeligheder og en sund portion selvironi sikrede en topunderholdende torsdag aften.

Selv om Alex Kapranos og Russell Mael indtog de åbenlyse frontmand-roller, var det ingenlunde ensbetydende med, at resten af bandet var apatiske. Guitarist Nick McCarthy sprang euforisk ned fra scenen og løb rundt mellem siddepladserne i en forrygende version af Franz Ferdinand-hittet ‘Do You Want To’, hvilket prompte fik samtlige publikummer op af sæderne, ligesom alle seks medlemmer havde vokale roller i ‘Collaborations Don’t Work’. Dispositioner, som skabte variation og samtidig viste hvilken homogen enhed FFS er.

På Franz Ferdinand og Sparks’ fællesalbum er det tydeligt, og live stod det endnu mere klart, hvor ubesværet de fire skotter og to amerikanere finder fælles fodslag. Særligt, når sættet bestod af numre fra de to orkestres bagkatalog, og disse smeltede sammen som selvfølgelige medleys, hvilket var tilfældet med ‘The Number One Song in Heaven’, ‘Michael’ og ‘This Town Ain’t Big Enough For Both Of Us’. En tretrinsraket, som lagde et klimaks allerede midt i koncerten.

Det dramatiske og teatralske var tydeligt i sidstnævnte, hvor Russell Mael viste, at han stadig besidder en imponerende og vidunderligt hysterisk falset. En vokalpragt, som stort set er uændret siden Sparks sidst besøgte Tivolis Koncertsal i 1975 (!). Ligesom han, i en alder af 67, demonstrerede en ligeså fin fysisk form som Kapranos.

Det kunne snildt være endt i en omgang prætentiøs artrock, hvis ikke FFS doserede deres teatralske tilbøjeligheder med afvæbnende selvironi. Som i ‘The Number One Song In Heaven’, hvor storebror Ron Mael, som ellers sad fuldkomment stone-faced bag keyboardet iført højtaljede jakkesætsbukser og lignede en bankmand fra 40’erne, demonstrerede nogle bevidst kiksede dansemoves. En gimmick, der vakte stor jubel og atter fik folk på benene.

Det tjente også udtrykket til ære, at vi fik afdæmpede momenter som ‘Little Guy from the Suburbs’ og ‘Things I Won’t Get’. Numre som viser, at FFS kan og vil såvel alsidigheden som inderligheden i deres svulstige teaterrock.

På trods af en opfordring til at bede ’venner, fjender og kolleger’ om at ‘Piss Off’, var det absolut det sidste, man havde lyst til denne aften, hvor FFS-koncerten var en storslået bekræftelse på at lige børn leger bedst.

Læs anmeldelse: FFS ‘FFS’