Man kan jo ligeså godt bruge spotlyset til noget produktivt, så i ly af sin værtsrolle under søndagens VMA-uddeling udgav Miley Cyrus sit nye album ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’. 23 sange og en spilletid på 92 minutter, skabt i tæt samarbejde med Wayne Coyne og The Flaming Lips og superproduceren Mike Will Made It. Her dog ingen ‘We Can’t Stop’, og sangene (udgivet gratis uden om Cyrus’ pladeselskab RCA) er et psykedelisk popridt uden den store røde tråd, der er mindst ligeså meget en stor, rejst fuckfinger til konventioner og forventninger, som det er et regulært album.
Cyrus skejer i den grad ud – for at sige det mildt – i en glimmerbesat rodebutik af en popkarrusel, hvor weed, sex, space-lovers og afdøde kæledyr får lige meget plads. Det er svært at finde hoved og hale i, så her har vi til en start listet albummets skøreste øjeblikke.
1. Anti-singlen ‘Dooo It!’
Singlen, som Miley optrådte med til VMA-showet og som er blevet ledsaget af en stærkt oral-fikseret musikvideo, åbner albummet og kan bedst betegnes som en anti-single. Den introducerer lytteren for albummets nye, spraglede og psykedeliske univers, men nummeret er i sig selv det mest syrede, kaotiske og skizofrene, hvis ikke direkte maniske, indslag på de i alt 92 minutter. Cyrus proklamerer, at hun ryger pot, ikke giver en fuck, ikke er en hippie og at man bare skal gøre det. Hvad det så end er. Der er noget, der minder om et hook, men det forsvinder i helhedsindtrykket, hvor vokaleffekter, spacy synthesizere, håndklap og mærkelige indslag som for eksempel en sporadisk funkguitar stjæler billedet. Vildest er det i videoversionen, hvor et uptempo dance-beat pludselig overtager tre minutter inde, mens Cyrus siger »peace, motherfuckers!«. Det hele slutter med »[…] dick in the pussy, fuck you«. Hvad i alverden skal vi stille op med det?
2. Den liderlige og udleverende tekst i BB Talk
Miley fortæller her i spoken word-passager om et besværligt forhold til en fyr, som hun ganske vist holder af, men ikke helt er på bølgelængde med. Han er lidt for sød, ’baby-snakker’ for meget og skaber nogle akavede situationer. Det er Miley ikke så interesseret i – den tilbagevendende linje lyder »fuck me so you stop baby talking«.
I det hele taget er relationen her bemærkelsesværdig. Det kommer tydeligst til udtryk i passagen, hvor Miley indrømmer, at hun kan lide lugten af hans armhule og kan lide at slikke hans tænder, men at hun prøver at signalere, det er ved at blive for meget, når hun sender abe-emojien med hænderne foran ansigtet.
Andre bemærkelsesværdige linjer er »I don’t know if I can get over the fuckin’ goo« og »I’m feeling like I’m going to vomit«.
3. De to skæve interludes med internet-pop og chipmunk-vokal
Albummet indeholder to interludes på 45-50 sekunder, hvor effekter og manipulationer og wacky beats vist mest bare skal kommunikere, at Miley Cyrus gør hvad hun vil. I ’Fucking Fucked Up’ gentages ordet ’fucked’ i takt til beatet, hvor det først pitches ned og efterfølgende op.’I’m So Drunk’ lyder som et bud på internet-pop med chipmunk-vokal. Ingen af delene fører rigtigt nogen vegne.
4. Afskedsballade med tilhørende gråd til den døde guldfisk, ’Pablow the Blowfish’
Miley synger til sin afdøde guldfisk Pablow, som åbenbart er blevet spist til et sushi-selskab. Det er en sentimental klaverballade, hvor Miley ligefrem foregiver at græde hen mod slutningen før et rungende, dissonantisk klaveranslag på ironisk facon afslører sangens falske intimitet. Det mest konsistente element består i, at sangen (sammen med ’The Floyd Song (Sunrise)’, der omhandler hendes afdøde hund) forklarer albummets titel. Teksten til ’Pablow the Blowfish’ understreger i hvert fald hvor stor en legeplads, det her album er: »I heard of a seahorse named Sadie / I heard she was quite the lady / maybe you’ll find her and you can make babies / that’d be kind of crazy«
Ja, det ville det nemlig, Miley.
5. Big Sean som en light-udgave af Drake
Kan man ikke få det bedste, må man nøjes. Cyrus har sikkert ikke været ude efter Drake (hun samarbejdede med Big Sean på ‘Love, Money, Party’ fra ‘Bangerz’), men det er alligevel pudsigt, hvordan Seans vers på den sukkersvævende ‘Tangerine’ er leveret, som var det Drizzy-classic over en produktion, der tilmed oser en lille smule af røgskyer over Toronto. Det føles som om, Big Sean prøver at være en form for rapper, som han ikke er – og det føles bare malplaceret.
6. Legepladsen ‘Milky Milky Milk’
Flere af sangene på albummet har ansatser til at være fine, uspolerede popsange, men det virker som om, at det generelt har været Cyrus mission at ødelægge alt, hvad der smagte det mindste af mainstream og ‘normal’ pop. Som blandt andet på ‘Milky Milky Milk’, hvor indledningen lyder som et galt cover af Aphex Twins ‘Windowlicker’, hvor forvrængede babystemmer skriger på mælk. Der er melodiøse dele inde i nummeret, men det hele bliver konstant afbrudt af galskaben.
7. ‘Twin Peaks’ spillet på tibetanske skåle
Kan du forestille dig ‘Twin Peaks’-soundtracket spillet på synths og tibetanske skåle med Cyrus, der forsøger sig med strubesang? Det er svært, men det virker lidt som om, at det har været ideen på tegnebrættet, da ‘Miley Tibetan Bowlzzz’ blev kreeret i studiet.
8. »WHAT DOES IT MEAN?«
Sangen der eftersigende er inspireret af en drøm Cyrus havde natten efter, at hendes vens kat var død. Et eller andet sted en perfekt afslutning, for Cyrus ender med at skrige »what does it mean?« gentagne gange, som prøver hun at finde hoved og hale i den feberdrøm, hun lige har været vidne til. Nogenlunde den samme følelse man som lytter sidder tilbage med efter at have lyttet til ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’.
Læs også: Se Miley Cyrus’ vanvittige optræden til VMA