12 navne der bør headline NorthSide i 2016

I sidste uge kom vores bøn til Roskilde Festivals bookere (siden da er Black Sabbath blevet snuppet af Copenhell), og nu er turen så kommet til NorthSide med vores bud på 12 navne, der ville klæde toppen af næste års plakat. I festivalens ånd er her både britisk rock, pop, hiphop med crossover-potentiale og seriøse festmaskiner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. The Strokes

Hvorfor?
Fordi The Strokes om nogen inkarnerer den guitarånd, som fra start har ligget dybt forankret i NorthSides dna. Ja, det er lige før, at der ikke er noget guitarband, der passer bedre ned i festivalens profil. Newyorkerne har holdt lavt blus siden 2013’s ’Comedown Machine’, men Julian Casablancas annoncerede under weekendens Landmark Festival i USA, at de er tilbage i studiet for at arbejde på et nyt album.

Er det sandsynligt?
Det er ikke usandsynligt. The Strokes har spillet en håndfuld festivaljobs over sommeren, så hvis de får lavet det kommende album færdigt indenfor en overskuelig fremtid burde festivalsæsonen 2016 være oplagt for en større turné. Men man kan forestille sig, at Casablancas og co. ikke er hverken billige eller nemme at få fat på – så der skal arbejdes.

Listen fortsætter på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Jack Ü

Hvorfor?
Fordi NorthSide hvert år skal have minimum én stor fest. Og vil man have en fest, så ringer man til Diplo og Skrillex, der som Jack Ü har revet 2015 midt over med ’Where Are Ü Now’, som desuden har givet Justin Bieber en skvæt street-cred. Måske en lidt mindre intelligent fest end for eksempel Underworld eller Robyn/Röyksopp, men vi kan garantere, at der kommer smæk på.

Er det sandsynligt?
Jack Ü har spillet 15 gange i 2015 alt i alt, så det er ikke fordi, at makkerparret har plads i kalenderen til at rejse rundt sammen hele tiden. Både Diplo og Skrillex har hver i sær en solid portion koncerter skemasat for resten af året, men ingen af dem har endnu planer for 2016, så tiden må vise, om de spiller live sammen næste år. Diplo er dog glad for Danmark, har tiden vist.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Disclosure

Hvorfor?
Selv om de optrådte på Roskilde i år, ser vi gerne Lawrence-brødrene vende tilbage til Danmark og besøge NorthSide med deres poppede house. Det nye album ’Caracal’ viser måske ikke meget fornyelse, men ikke desto mindre er det en samling stærke sange, som fortjener at blive luftet for et feststemt publikum, og hvorfor så ikke på Northside?

Er det sandsynligt?
Tjah, det kræver nok lidt held eller overtalelse. Disclosure besøgte Roskilde i år og kommer forbi hovedstaden i februar, hvor de spiller i Tap1, men hvis tiden efter ‘Settle’ vis os noget, så er det, at brødrene elsker at spille live – så at de ikke skulle have lyst til at ramme festivalcirkusset i 2016 virker næsten uundgåeligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Radiohead

Hvorfor?
Radiohead er ikke ligefrem blevet et mindre band med årene, da de for længst har slået deres plads i nyere rockhistorie fast. Man skal dog tilbage til 2011 for at finde deres seneste udgivelse, ’The King of Limbs’, og man skal helt tilbage til 2008 for at finde deres seneste koncert i Danmark. Af de årsager er det et navn, som stensikkert vil kunne trække et stort publikum i det danske festivallandskab i 2016.

Er det sandsynligt?
Det er ikke til at sige. Det er bekræftet, at bandet er gået i studiet igen, men udover enkelte Twitter-billeder er der ikke meget information at hente om processen. Thom Yorke og co. virker ærlig talt ikke til at have travlt, men på den anden side er det også et band, der har tradition for at overraske deres publikum, så måske albummet er færdig før man regner med det? Lige meget hvad skal der nok en udgivelse til, før de tager på turné igen, for hvad koncerter angår har de været inaktive siden ’King of Limbs’-turnéen sluttede i 2012. Men der er jo også et stykke tid til juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Haim

Hvorfor?
Fordi trioen på deres debut ’Days Are Gone’ var garant for lækker, bandbaseret solskins-poprock, og fordi vi går ud fra, at de kan holde niveauet på den ventede efterfølger, som de efter sigende arbejder på. Kombinationen af deres fængende omkvæd og NorthSide i solskin er oplagt.

Er det sandsynligt?
Det er i hvert fald muligt. Sidste år gæstede de Danmark to gange – først Store Vega, dernæst Roskilde Festival – og hvis album nummer to kommer ud, må de tre søstre uundgåeligt tage på turné igen, der meget vel kan bringe dem forbi Europa i juni måned. Lige nu er ingen koncerter dog annonceret for Haims vedkommende, men trioen har netop afsluttet deres opvarmningstjans for Taylor Swift, så næste stop er sikkert studiet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Grimes

Hvorfor?
Grimes’ fjerde album er efterhånden omgivet af rigeligt hysteri og hype, men Claire Boucher har selv udtalt, at pladen skulle lande ud af det blå en gang i oktober – det krydser vi så fingre for, for canadieren er en af de senere års allerfornemste formidlere af skæv, elektronisk pop. Boucher lever i sin egen lille idiosynkratiske verden, hvilket både ’Go’ og ’Realiti’ vidnede om, og den lille alf ville være en stærk booking i den lidt mere skæve ende af NorthSides-plakaten.

Er det sandsynligt?
Grimes elsker at spille live og har udover en nylig turné sammen med Lana Del Rey hele oktober og november linet op med koncerter i USA. Det er efterhånden et stykke tid siden, hun har besøgt Europa, så med det nye album (vi krydser fingre igen) er muligheden der bestemt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. New Order

Hvorfor?
Fordi New Order er et foregangsband, der har holdt en høj standard siden start-80’erne og nu er højaktuelle med det splinternye ’Music Complete’ – deres første album i ti år og et ret solidt et af slagsen. Ud af Joy Divisions opløsning opstod New Order, og de kom med adskillige anerkendte udgivelser til at få en mærkbar indflydelse på 80’ernes klubscene og blandingen af rock og elektronisk musik, der fulgte efter. Det er et band med meritterne i orden, masser af hits, og de vil kunne levere en historisk bund a la den, Grace Jones repræsenterede i år. Desuden er det også adskillige år siden, de sidst har givet koncert her i landet.

Er det sandsynligt?
Ja. Som britisk baseret band er de ikke så langt fra NorthSide igen, så det skulle nærmere være fordi New Order er på turné andetsteds. Bandet er i efteråret på turné i Europa (uden om Danmark), mens hvis festivaler anno 2016 er på programmet er NorthSide indlysende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. D’Angelo

Hvorfor?
Fordi D’Angelo efter 14 års albumpause sidste år vendte stærkt tilbage med den roste ’Black Messiah’ – et værk, der er socialt bevidst på samme måde som Kendrick Lamars uomgængelige ’To Pimp a Butterfly’. Det var en af 90’ernes største r’n’b-stjerner med en af de mest markante falsetstemmer, som genfødte sig selv ud af det blå med en stramt leveret blanding af funk, rock, soul, r’n’b og jazz.

Er det sandsynligt?
D’Angelo er ikke ligefrem kendt for at turnere flittigt, og der skal nok en større rundtur til for at lokke ham til Danmark – men hvis det lykkes, kan man baseret på hans seneste koncert i Falconer Salen forvente sig en næsten overjordisk oplevelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Fetty Wap

Hvorfor?
Fetty Wap er meget mere end ’Trap Queen’. Det har andre hits som ’My Way’ såvel som det spritnye debutalbum bevist. Albummet er en poppet variation af den trap-lyd, der dominerer hiphop anno 2015, og han er dermed en rapper, der både inkarnerer et tidsbillede og samtidig appellerer bredt. Et oplagt valg til NorthSides hiphop-profil, der netop lægger vægt på rap-navne, der har crossover- og pop-appel.

Er det sandsynligt?
NorthSides hiphop-profil taget i betragtning er det meget sandsynligt – det kræver selvfølgelig, at de bliver ved med at booke rap. Med den omtale, Fetty Wap har fået i år, vil der dog helt sikkert være rift om hans europæiske datoer, så det er med at melde sig ind i bookingkampen tidligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. The Libertines

Hvorfor?
Vi var godt nok ikke specielt vilde med comeback-albummet ’Anthems for Doomed Youth’, men The Libertines har et semi-legendarisk bagkatalog bestående af to brit-garage-klassikere fra starten af 00’erne, som sagtens kan tåle at blive luftet live lang tid endnu. NorthSide har altid har en forkærlighed for netop nyere britisk rock, og Pete Doherty og kumpanerne er nærmest en inkarnation heraf.

Er det sandsynligt?
Ja, det er det faktisk. Bandet var forbi Store Vega for ca. et år siden, men begynder i starten af 2016 på en større Europaturné, som med tiden helt sikkert udvider sig til festivalsæsonen. En oplagt booking for NorthSide.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Charli XCX

Hvorfor?
Charli XCX havde et massivt 2014, hvor en gæsteoptræden på Iggy Azaleas ’Fancy’ banede vejen for succes med solosingler som ’Boom Clap’ og ’Break the Rules’ samt albummet ’Sucker’. Den britiske sangerinde er en ny slags popstjerne, der virker fuldstændig ligeglad med sine omgivelser, men samtidig hviler i sig selv og sin stil. En NorthSide-koncert ville blive en gigantisk energiindsprøjtning.

Er det sandsynligt?
Charli aflyste sin koncert på årets Tinderbox, så måske hun føler, at hun skylder et dansk visit? Hun spiller stadig koncerter i USA lige nu, men har udtalt, at hun samtidig arbejder på sit tredje album – og så er briten er arbejdshest, der ikke fedter med et album i flere år, så sommeren 2016 virker som et meget sandsynligt bud på et dansk visit.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Tame Impala

Hvorfor?
Fordi det australske band med Kevin Parker i front er blandt de mest markante større rocknavne lige nu. Med et stilskifte mod en mindre guitarorienteret lyd fik ’Currents’ fra i år en overvældende modtagelse med ikke mindre end seks stjerner fra vores anmelder. Et af årets bedste plader fortjener også en festivalkoncert.

Er det sandsynligt?
Tja, Tame Impala spiller i et udsolgt Falconer Salen i København den 3. februar, så det afhænger af, om bandet finder det passende at komme forbi Europa igen til sommer. Det er dog ikke helt unormalt, at koncerter tidligt på året følges op af en festivaloptræden midt på sommeren (et eksempel er Haim sidste år), og da Tame Impalas publikum kun lader til at blive større, burde der være grobund for en festivalbooking.

Læs også: 15 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af