19-årige Julien Baker virker naturstridigt overbevisende på sårbart debutalbum

19-årige Julien Baker virker naturstridigt overbevisende på sårbart debutalbum
Foto: Jake Cunningham
19-årige Julien Baker virker naturstridigt overbevisende på sårbart debutalbum - Sprained Ankle
5 6
Julien Baker
'Sprained Ankle'

Album, 6131 Records

Man forventer sjældent et færdigformet kunstnerisk udtryk fra en 19-årig. En del af attraktionen ved meget unge artister, er at man kan fornemme, at deres potentiale sitrer som et saftspændt blad på sin stilk. Bagsiden er, at man meget let kan pege på de inspirationskilder, der tårner sig op i baggrunden for enhver ny begyndelse. Noget af det, der kan ’dræbe’ indtrykket af en ung debutant, er han/hun synes demonstrativt voksen, moden eller på anden måde optaget af at undslippe sit eget (uundgåeligt) ungdommelige perspektiv på verden og tilværelsen.

For 19-årige Julien Baker, hvis debut er indspillet i Matthew E. Whites Spacebomb-studie, men som adskiller sig dramatisk fra dets hidtidige repertoire ved sit nedtonede, spartanske udtryk – Bakers stemme og hendes guitar (dog med en meget fin anvendelse af overdubs) – er ’den umodnes forsøg på at være moden’ ikke nogen hæmsko, fordi hendes sange pendulerer levende mellem styrke og sårbarhed, uforløsthed og katarsis. De formulerer et kuldslået syn på de udfordringer et ungt menneske oplever sig plantet i, men de føles – og det er afgørende for lytterens evne til at leve sig ind i universet – som udsagn om faktisk levet liv.

Baker synger som en vildfaren sjæl, der på et tidspunkt mistede noget af sig selv eller blev ledt på afveje (om det så var af kærligheden, depression eller en form for misbrug), og nu finder en vej tilbage i kraft af de sange, der byder sig til som spor, der fører til selvgenkendelse og dermed en mulighed for transformation. »I know my body is just dirty clothes / I’m tired of washing my hands / God, I wanna go home«, synger hun på den stærke slutskæring ’Go Home’, der indkapsler erfaringen af både at ville undslippe det man står i og samtidig finde tilbage til noget velkendt.

Bakers stemme bærer et ekko af både gospel, folk og rock (Sharon Van Etten og Cat Power ligger på lur i de mere følelsesmæssigt afsvedne øjeblikke), mens hun andre gange synger med en jazz-poppet lethed, som var der tale om en ung Rickie Lee Jones eller Edie Brickell. På ’Good News’ og den fremragende ’Rejoice’ fremmaner hun en arrig direkthed, der næsten matcher den lidt ældre (og allerede femragende) Waxahatchee.

Jo mere man lytter til Baker, aner man at hun har rødder i 90’ernes alternative rock frem for den blidt vuggende folk, der kendetegner åbningsnummeret ’Blacktop’. ’Sprained Ankle’ er under alle omstændigheder et dybt vedkommende bekendtskab.


Kort sagt:
19-årige Julien Baker leverer et debutalbum, der brænder igennem med både stor overbevisning, indlevelse og sårbarhed. Hendes sange opererer inden for et interessant rum, hvor folk-idiomer møder riot grrrl-energi og hvor hendes bløde stemme til tider arbejder sig op i et hidsigt eksplosivt leje. Det er fornemmelsen for at kombinere og prioritere virkemidlerne, der får Baker til at virke nærmest naturstridigt overbevisende med tanke på hendes unge alder.