Det siger ganske meget om musikvideoens udvikling og status op gennem 90’erne, at to af dens mest innovative eksponenter ved årtiets begyndelse – David Fincher og Spike Jonze – ved slutningen af årtiet var feterede filmskabere, der imponerede alverden med film som ’Fight Club’ og ’Being John Malkovich’. En tredje af musikvideo-’superstjernerne’ fra 90’erne, Michel Gondry, skabte i 2004 en af 00’ernes mest roste amerikanske film, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Og sådan kunne man blive ved.
En af hovedårsagerne til musikvideoens kulturelle gennemslagskraft i 90’erne var uden tvivl MTV’s dominerende indflydelse som trendsætter og udstillingsvindue for både mainstream- og alternative artister. Musikvideomediet fik igennem MTV enorm betydning for hvorvidt en sang blev et hit eller ej, og denne status medførte, at en lang række unikke talenter blev tiltalt af mediet og var med til at udvikle det som kreativ udtryksform.
Nedenfor ser vi nærmere på de mest iøjnefaldende videoer fra 90’erne og de tendenser, de var et udtryk for.
1. Hiphop-videoen, der undslipper klicheen: Beastie Boys ‘Sabotage’
Der blev lavet mange storslåede hiphop-videoer i årtiet (2Pacs ’California Love’, Fugees’ ’Ready or Not’, The Notorious B.I.G’s ’Hypnotize’, Puff Daddys ’Been Around the World’), og de er bestemt blærede, men måske er det sigende, at Spike Jonzes video til den da afdøde Notorious B.I.G’s ’Sky’s the Limit’ er federe end hele molevitten, simpelthen fordi den er en metabevidst kommentar til statusdyrkelsen indenfor miljøet og samtidig en drilsk kærlighedserklæring til selvsamme hyperbolske selvfremstillinger.
Men hiphop-videoen i 90’erne fik anderledes bid, når den turde gribe tingene mere ukonventionelt an, såsom – igen – Spike Jonzes video til Beastie Boys’ ’Sabotage’, der er den mest gennemførte 70’er-tv-serie-med-betjente-og-hemmelige agenter-spoof, der tænkes kan. Videoen er tænkt som en falsk intro til et tv-show med titelkort og præsentation af karaktererne og hele svineriet.
Når man har set den idé efterlignet utallige gange siden, skulle man måske tro, at Beastie Boys’ video ville have mistet noget af sin oprindelige tiltrækningskraft, men tværtimod: Et gensyn med den understreger blot hvor fuldstændig uforlignelig den er, og hvor fremragende den understøtter sangen (hvilket selvfølgelig er meningen med mediet!).
Andre forrygende utraditionelle hiphop-videoer fra 90’erne:
The Pharcyde ’Drop’ (senere efterlignet af bl.a. Coldplay på ’The Scientist’), Eminem ’My Name Is’, Missy Elliott ’The Rain (Supa Dupa Fly)’, The Roots ’What They Do’ og – på sin helt egen måde: Notorious B.I.G. ’Sky’s the Limit’.
2. Dansevideoen i alle dens vanvittige afskygninger: Fatboy Slim ‘Praise You’ / Daft Punk ’Around the World’ / Jamiroquai ’Virtual Insanity’
Spike Jonze er en mester til at lade de gode ideer styre sine videoer. Hans eget ego, eller særlige visuelle flair, griber sjældent ’forstyrrende’ ind. Det er først og fremmest hans koncepter, der holder.
Med ’Sabotage’ lavede han en fiktiv tv-serie fra 70’erne, mens han med videoen til Fatboy Slims ’Praise You’ kreerede en fiktiv dansetrup (’The Torrance Community Dance Group’), der giver den fuld skalle på et offentlig sted (foran en travl biograf i Californien). Jonze optræder selv som lederen af truppen i et prank, der er så gennemført, fordi det faktisk klæder sangen umanerligt godt. Det er ganske enkelt en af de sjoveste og mest begejstringsmættede musikvideoer nogensinde (Jonze og Norman Cook, aka Fatboy Slim, fulgte den op med den næsten lige så fede video til ’Weapon of Choice’, inklusive en forrygende Christopher Walken-dans, det var dog i 2001). Med tanke på ’Praise You’, er det ikke så mærkeligt, at Jonze blev hyret som producer på Johnny Knoxvilles MTV-hit ’Jack-ass’!
Michel Gondry var en anden af 90’ernes helt store musikvideoinstruktører og hans ide til Daft Punks ’Around the World’, er præcis så genial, fordi den er det perfekte modsvar til en sang, der i så høj grad bygger på repetition. Hvert af sangens elementer (bas, synths, vokal, tromme og guitar) bliver simpelthen ’spillet’ af dansende figurer, der rykker rundt i takt til den lyd, deres ’instrument’ udsender. På den måde får sangen tilført fem forskellige personligheder, der interagerer med hinanden på en interimistisk indrettet scene. Fremragende.
Jonathan Glazers video til Jamiroquais største hit, ’Virtual Insanity’, er bedragerisk simpel. Videoen er skabt genne en enkelt optagelse, men er baseret på en optisk illusion: Som seer tror man, at det er gulvet, der bevæger sig, men i virkeligheden er det murene rundt om gulvet, der er i bevægelse. Jamiroquai danser det bedste han har lært. Koreografi og koncept går op i en højere enhed. Klasse.
3. Popmusikkens frydefulde sus: Britney Spears ’… Baby One More Time’
Det kan godt være, at Britney skabte sit mest ikoniske musikvideoøjeblik med ’Oops I Did It Again’, hvor hun spankulerer rundt i et tætsluttende rødt vinyl-outfit fra top til tå. Jeg mener: Kan man sige noget dårligt om den video?! Men det ville være snyd at medtage den her, da den strengt taget udkom i marts 2000.
Alas, vi skal gribe halvandet år længere tilbage i tiden til det øjeblik, hvor Spears satte verden på den anden ende med sin ’sexet-skolepige-med-rottehale-og-ikke-så-lidt-’Lolita’-appel’-video til gennembrudshittet ’… Baby One More Time’, der overbeviste en hel verden om, at det – oven på et årti domineret af alternativ rock – var ok at elske popmusik igen. For det ville simpelthen være for kedeligt andet!
Man kan diskutere hvor original videoen egentlig er, men man kan ikke diskutere dens effekt. Koreografi, kostumer, setting – alt spiller. Og over det hele stråler en purung Britney, der koketterer med bar mave, slikkepind og sin forrygende evne til at stikke sin tungespids ud af munden samtidig med, at hun synger! Jamen, mit hjerte, hvad vil du mere!?
Andre forrygende popmusikvideoer fra 90’erne: Spice Girls ’Wannabe’, Backstreet Boys ’I Want It That Way’, TLC ‘Waterfalls’, Madonna ’Ray of Light’.
4. De komplekse visuelle mesterstykker: Aphex Twin ’Come to Daddy’/’Windowlicker’
Chris Cunninghams to meget forskellige – og dog alligevel intimt forbundne – videoer til Aphex Twins ’Come to Daddy’ og ’Windowlicker’ er to af årtiets ypperste visuelle statements. Hvor ’Come to Daddy’ aktivt dyrker uhyggen ved, at nogle børnelignende skikkelser med storsmilende, skæggede ansigter (Richard D. James’ eget ansigt) hærger rundt i en trøstesløs boligblok, satiriserer videoen til ’Windowlicker’ over tidens bling-bling hiphop-video-æstetik (ikke mindst den ureflekterede brug af letpåklædte kvinder i solrige omgivelser).
De sparsomt beklædte babes er også her udstyret med James’ ansigt, men effekten er i denne kontekst mere absurd end skræmmende. Den ’Singing in the Rain’-inspirerede dansekoreografi med særligt fremstillede Aphex Twin-paraplyer er brillant tænkt og realiseret, og den tilsyneladende uendeligt lange limousine, der glider forbi, en særlig humoristisk detalje.
Flere visuelle mesterstykker: Michael Jackson ’Scream’, UNKLE ’Rabbit In Your Headlights’, Prodigy ‘Smack My Bitch Up’, Björk ’All is Full of Love’, The Chemical Brothers ’Let Forever Be’.
5. Grunge som zeitgeist: Nirvana ‘Smells Like Teen Spirit’
Nogle videoer overskrider deres faktiske kvaliteter ved på en eller anden ofte udefinerbar måde at kanalisere en hel tidsånd og en hel ungdomsgenerations længselsfulde tørst efter fornyelse og opbrud i ét slagkraftigt videoklip. ’Smells Like Teen Spirit’ passer den beskrivelse bedre end nogen anden video fra 90’erne.
Videoen, der forestiller bandet, der stiller op til en form for pep rally i en high school-gymnastiksal, bliver sådan set et billede på den virkelige verdens reaktion på og modtagelse af Nirvanas musik: De unge bliver revet komplet med, mens Cobain – med den grim/smuk-og-såret/ironisk-dualitet, som han udtrykte med en karisma som ingen anden – skriger sig hæs lige op i kameraet, som om han udfordrer en hel generation af lyttere: ’Er I med mig? Ok, så vis det!’.
Den orange-støvede fotografering er i øvrigt et passende filter for grungegenerationens oplevelse af verden. Det kan godt være, at grungelytterne var ’cheerleaders for Cobain’, men de var det, fordi de i ham genkendte en særlig oplevelse af verden, som var vred og forvirret, snarere end jubeloptimistisk.
Se også: Pearl Jam ’Jeremy’, Alice In Chains ’Rooster’, Nine Inch Nails ’Closer’, Weezer ’Undone (The Sweater Song)’.
6. På gadeplan: The Verve ‘Bittersweet Symphony’
The Verves klassiske video til superhittet ’Bittersweet Symphony’ var allestedsnærværende sidst i 90’erne, måske fordi den udtrykte den særlige aura af ’jeg kan og vil selv’-energi, der udgik fra meget af årtiets alternative musik, og ikke mindst britpoppens repræsentanter, der alle dage (selv når de ikke havde noget at have det i) førte sig frem med en kynisk ’fuck the rest’-attitude.
Richard Ashcroft i sin prime er perfekt i den rolle. Han skrider frem på fortovet som den mest angstfri cool cat, man kan tænke sig. Man kan skære sig på både hans sorte blik, hans høje kindben og hans determinerede fremdrift.
Hvad mange måske overser, er i hvor høj grad videoen komplementerer lyrikken, der er centreret (i vage generaliseringer, men alligevel…) om rigtigheden ved at være tro mod den man er, selv på tidspunkter af livet, hvor forandringer synes at være vejen frem. Ashcroft, med blikket rettet stift fremad (mens forbipasserende råber af ham), udtrykker den tanke ved ikke at ændre kurs uanset hvad han møder på sin vej.
Nå ja, og læg så mærke til limousinen, der er det eneste, der får ham til at kigge til siden. Måske bandets ironiske kommentar til, at medlemmerne i mødet med berømmelse og penge, godt kan lokkes til at ’gå nye steder hen’, men at det ikke nødvendigvis var det, de stræbte efter.
Andre eksempler på en mand/kvinde/hund (!), der ’ejer’ sit nærmiljø: Beck ’Devil’s Haircut’, Massive Attack ’Unfinished Sympathy’, Daft Punk ’Da Funk’.
7. Legen med popkulturelle referencer: Weezer ‘Buddy Holly’
Videoen til ’Buddy Holly’ gjorde Weezer til grungegenerationens kæledægger. Livsleden stak ikke for dybt, der var humør, nostalgi og outsiderdom en masse i deres charmerende knaldperler. Frontmand Rivers Cuomos visuelle signatur – de nørdede briller – understregede, at bandet ikke bare sang om outsidere, men vitterligt lignede det, de sang om.
Den nostalgiske åre til Generation X’ernes tidlige barndomsår i 70’erne dyrkes med sans for selv små detaljer i Spike Jonzes video til MTV-megahittet ’Buddy Holly’, hvor han genskaber Arnolds drive-in-restaurant fra tv-serien ’Happy Days’. Showets hovedpersoner kigger forbi, mens Cuomo synger om, at han ligner Buddy Holly og hans udkårne Mary Tyler Moore (tv-serien var en nostalgisk ode til 50’erne). Fonzi danser, og bandet snakker med Al om, at fisken stadig ikke sælger…
Der bliver faktisk ikke sat en fod forkert i ’Buddy Holly’. Nu mangler vi bare en 2015-hyldest af Weezer anno 1994, der indspiller en hyldest til en tv-serie fra 70’erne, der var en hyldest til 50’erne…
Tjek også: Nirvana ’In Bloom’ (hvor bandet optræder i sort-hvid i en ’falsk’ episode af ’The Ed Sullivan Show’)
8. Autenticitet og enkelhed: Sinead O’Connor ’Nothing Compares 2U’
Der var meget ’udenoms postyr’ i videoerne fra 90’erne, hvor hiphop-videoerne var grandiose, på grænsen til det megalomane, og hvor supermodeller dukkede op og kastede glans over sange som Chris Isaaks ’Wicked Game’ (Helena Christensen), George Michaels ’Freedom 90’ (Naomi Campbell, Christy Turlington, Cindy Crawford, Linda Evangelista) og ’Too Funky’ (Tyra Banks, Eva Herzigova og Evangelista igen), men man kunne også gå i en helt anden retning, heldigvis:
Ikonisk er Sinead O’Connors video til superhittet ’Nothing Compares 2U’, hvor sangerinden, der sidenhen – desværre – blev opslugt af kontroverser, tonede frem med sit karseklippede, blege og yderst fotogene ansigt, mens hun ganske enkelt afsynger ordene til Princes nummer, så de rammer lige så rent som den berømte tåre, der finder vej ned af O’Connors ene kind efter hun har sunget linjen »All the flowers that you planted, mama, in the backyard, they all died when you went away…«. O’Connors effektfulde video var et lærestykke i en afart af ’less is more’-varianten, som dog ikke altid blev fulgt i et årti, der generelt var begejstret for eklekticisme, fest, farver og mangfoldighed (som regel i politisk korrekte gevandter).
Se også: Depeche Mode ’Enjoy the Silence’.
9. Bands med et hot streak af stærke videoer: Radiohead ‘Creep’ / ‘Just’ / ‘Karma Police’
Det er bestemt ikke alle Radioheads videoer der er lige vellykkede – især ikke på halvandet årtis afstand. ’No Surprises’ og ’Fake Plastic Trees’, for at nævne to eksempler, er for eksempel lidt for ’nemt’ afkodelige forsøg på at sætte billeder på en altgennemtrængende lede ved det moderne livs rotteræs, der resulterer i fremmedgjorte og apatiske liv.
’Karma Police’ er i særklasse den stærkeste af de symboltunge videoer. Det handler måske om forskellen på at have en instruktør som Jonathan Glazer bag rattet (no pun intended) i en video, der trækker en ret klar tråd hele vejen op til hans seneste spillefilm, ’Under the Skin’, hvor Scarlett Johansson gør sig som kødædende alien. I ’Karma Police’ skaber han en ildevarslende ramme med manden, der løber ud af en vej kun oplyst af den førerløse bil, der følger efter ham, hvor Thom Yorke sidder på bagsædet og mumler lyrikken. Det er en ret simpel idé, men den fungerer, fordi den er mere urovækkende end egentlig forklaret.
Det samme kan siges om bandets måske bedste video, ’Just’, der heller ikke toner rent flag. Hvad handler den egentlig om? Hvad er forklaringen på den gåde, videoen kredser om? Hvad er det for et ærinde protagonisten, der ligger på et fortov på en travl gade, er ude i og ved han noget, vi andre ikke ved (men som vi måske burde vide)? Vi bliver ikke klogere, men personerne som manden deler sin hemmelighed med, lægger sig ved siden af ham i slutningen af videoen. Hemmeligheden bag videoens succes er naturligvis, at vi tænker: ’Men hvad er hemmeligheden så?!’
Andre bands, der havde en heldig hånd med musikvideoer i 90’erne:
Smashing Pumpkins (‘Today’/’Tonight Tonight’/ ’1979’).
Blur (’Parklife’/’The Universal’/’Coffee and TV’).
Foo Fighters (’Big Me’/’Everlong’/’Learn to Fly’).
Nirvana (’Smells Like Teen Spirit’/’In Bloom’/’Heart Shaped Box’).
10. Musikvideoartisten over dem alle i 90’erne: Björk
Stort set alle de videoer, der understøtter Björks tre studiealbum fra 90’erne (’Debut’, ’Post’ og ’Homogenic’), er udfoldede kunstværker i egen ret.
Björk havde en ekstremt dygtig hånd i at udpege samarbejdspartnere i 90’erne, eller også var hun bare meget heldig at blive sat sammen med typer som Chris Cunningham, Michel Gondry og Spike Jonze?
Hvis vi skal pege på to videoer, der stikker ud fra mængden, må det alligevel blive Chris Cunninghams video til ’All is Full of Love’ og Michel Gondrys video til ’Bachelorette’.
Den knusende smukke robotromance, der udspiller sig i førstnævnte, er et lille mesterværk i visuel opfindsomhed, lys og farver. Mon ikke Pixars kreative hjerner fik ideen til ’Wall-E’ lige her?
Sidstnævnte er en af Gondrys mest kreative videoer, der viser hans krøllede hjerne på toppen af sin ydeevne. Björk snubler over en bog, der skriver sig selv med de ting hun aktuelt foretager sig. Siden sælger hun bogen, der bliver en succes og siden sættes op som musical. Det geniale ved iscenesættelsen er, at alle lagene begynder at indfinde sig simultant på den samme scene, hvorved alle ’virkelighederne’ og tilskuerne til dem puttes i kasse-på-kasse.
Det kan ikke udelukkes, at det var ved at se Gondrys video til ’Bachelorette’, at Charlie Kaufman (der jo skrev ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ til netop Gondry) fik ideen til sin egen film ’Synecdoche, New York’, der opererer efter samme grundlæggende princip.
Se også: ’Human Behaviour’, ’Big Time Sensuality’, ’Army of Me’, ’Hyperballad’, ’It’s Oh So Quiet’
Læs også: Eloq og Anya anmelder 90’ernes største pophits
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.