Støttekoncert for Linkoban: Suspekt, AV AV AV, Jooks og Benal spiller i Pumpehuset

Støttekoncert for Linkoban: Suspekt, AV AV AV, Jooks og Benal spiller i Pumpehuset

Rapperen Linkoban blev sidste år diagnosticeret med kræft, og i sidste måned meldte det danske sygehusvæsen ud, at de ikke kan stille mere op. Ling Ly, som er kvinden bag kunstnernavnet, har derfor søgt behandling i Frankfurt, men det er bekosteligt, og derfor er en støttekoncert i Pumpehuset blevet stablet på benene.

Her vil Suspekt, AV AV AV, Jooks og Benal optræde, mens DJ Muchacho vil vende plader. Simon Jul er vært. Det foregår 24. november, og billetprisen er sat til at være minimum 150 kr. med mulighed for at give mere. Billetindtægterne og alt overskud fra baren går ubeskåret til Linkobans behandling.

Det er Emil Simonsen fra Suspekt, bedre kendt som Orgi-E, der har sat sig i spidsen for projektet, og han udtaler: »Det er vigtigt, at vi går aktivt ind i kampen mod cancer, og at vi vælger ikke at give op på vores medmennesker. Vi kan kun overleve, hvis vi hjælper hinanden, og dette er vores måde at bidrage på, samt sætte fokus på problemet, som desværre må siges at være et problem, vi alle sammen kender til. Ling er en del af vores hold, vores familie og i vores verden betyder familien alting«.

Linkoban begejstrede os med sin Roskilde-optræden i 2012 og optrådte på festivalen igen i 2013 efter udgivelsen af albummet ‘Ox’, som blev taget godt imod.

Suspekt, AV AV AV, Jooks og Benal
24. november
Pumpehuset
Billetpris: 150+ kr.