CTM – ærlig, men saboteret inderlighed

Det var lidt af et scoop, Northern Winter Beat gjorde, da de på falderebet i januar kunne annoncere, at CTM – eller Cæcilie Trier, som den danske cellist og sangskriver hedder borgerligt – var booket. Endda med perfekt timing, da hun pt. er højaktuel med ep’en ‘Suite for a Young Girl’, som er også endte med at udgøre rygraden i aftenens koncert.

Det er oplagt, at det er et vanskeligt værk at tackle live, fordi det sampler og manipulerer reallyde, klassiske instrumenter, synths, opspeedede Chip & Chap-stemmer og et væld af andre lyde i et kalejdoskopisk, opbrudt patchwork. Trier havde da også taget konsekvensen og skrællet sit setup ned til sig selv, en ferm pianist og så en lillebitte Roland-sampler, som lå på scenegulvet og varetog det meste af den avantgardistiske lydcollage.

Et så spartansk udtryk kræver sin kvinde, og her var det en fornøjelse at opleve Triers fantastiske, mørke alt-stemme danse sjælfuldt og sofistikeret henover den fragmenterede lydside, og den reelle live-side af koncerten, Malthe Rostrups dygtige bidrag på piano, fungerede suverænt.

Men man kunne også hurtigt gribe sig selv i at ønske sig, at der var langt mere af lydbilledet, der var omkalfatret til et reelt liveformat. Det er absolut til at tilgive, at lange, percussive samples af en squash-match (!) ikke rigtigt kan gengives af musikere af kød og blod, mens andre instrumenter sagtens kunne have været spillet live. En god del af de groft opskårne lydbidder, sampleren spyttede ud, virkede omvendt ganske upolerede – som var det i virkeligheden forstadierne til ‘Suite…’-ep’en, der gjaldede ud af 1000Fryds P/A-anlæg. Det kan diskuteres hvor godt helheden fungerede, men det var i det mindste ærligt.

Den mest graverende anke ved den kun omkring 35 minutter korte koncert var dog ikke én, Trier kunne gøre hverken fra eller til ved, nemlig placeringen på 1000Fryd. Aalborgs legendariske, lille punkcafé var måske ganske passende i intimitet og publikumskapacitet, men det knagende sildebensparketgulv, en dør, der både smækkede i ét væk og tydeligvis var knirkende tørstig efter WD-40 samt klirrende flasker og glas fra baren længere bagude saboterede altsammen ganske effektivt koncertens mest inderlige og lavmælte stunder.

Valget af spillested var en nærmest respektløs fejlcasting og endnu mere forbløffende i betragtning af, at andre, næsten lige så intime, aalborgensiske venues såsom Huset i Hasserisgade og Utzon-Huset havde oplagte, gabende huller i programmet (næsten) dagen lang. Øv!