Rihannas ’Anti’ bryder med forventningerne om den maskinelle popstjerne

Rihannas ’Anti’ bryder med forventningerne om den maskinelle popstjerne
Rihannas ’Anti’ bryder med forventningerne om den maskinelle popstjerne - Anti
4 6
Rihanna
'Anti'

Album, Universal

Over de seneste ti år har man som en tidsindstillet bombe kunne regne med at få et nyt Rihanna-album hvert efterår, og hver gang har man som minimum været garanteret tre-fire endorfin-inducerende bangers af den slags, der øjeblikkeligt blev landeplager, indtil næste runde landede året efter.

’Pon de Replay’s catchy dancehall blev afløst af ’Umbrella’, et af årtiets mest åbenlyse pophits, ligesom sangerinden satte sig på tronen med den Calvin Harris-assisterede ’We Found Love’, da EDM-bølgen bragede igennem, for derefter at levere røgsløret trap på ’Pour It Up’, da netop dén lyd begyndte at præge hitlisterne.

Hver gang har vi fået en ny version af Rihanna – den sexede, men teenagenuttede dancehall-sangerinde fra Barbados, EDM-prinsessen, S&M-forførersken og badgal RiRi, der ikke giver en fuck. Det er hende, der poserer fredfyldt med en kæmpe joint på sine Instagram-billeder, og som trak stikket fra popræset for en stund, da hun stoppede med at udgive sit årlige album efter det flade ’Unapologetic’ fra 2012.

Derfor føles det også som om, man har ventet på ’Anti’ i evigheder, for Rihanna har aldrig været en, man har ventet på. Hun har leveret præcis det, masserne har krævet, som en maskine år efter år, uden for alvor selv at have været i centrum af sangene. Indtil ’Anti’. For ’Anti’ er vitterligt et anti-Rihanna-album i enhver forstand. Den nu 27-årige popstjerne virker temmelig ligeglad med at passe ind i nogen form for hitskabelon, der kan tilfredsstille radiostationerne – og hvem hører overhovedet radio i den forstand længere? – men viser i stedet, måske for første gang nogensinde, den rigtige Rihanna. Som et menneske, der ikke bare vrider popbangers ud af ærmet, men som giver sig selv lov til at tåge rundt, drikke sig fuld og ringe til ekskæresten alt for sent om natten, og som flirter med et hav af genrer uden dog for alvor at lægge sig fast på, hvem denne nye Rihanna helt præcis er.

Her er ingen krystalklare pophits, der kommer i nærheden af at være en ny ’Umbrella’, ’We Found Love’ eller ’Diamonds’. Til gengæld er ’Anti’ utvivlsomt det mest velfungerende sammenhængende album, Rihanna nogensinde har udgivet, og som fortæller en historie fra start til slut, fremfor at bestå af de vanlige eminente hits ­og fyld for resten.

Første halvdel af ’Anti’ sætter scenen for den nye Rihanna  (»I’ve got to do things my own way, darling« synger hun på den eksperimentelle, reggae-influerede åbner ’Consideration’). Her handler teksterne mest af alt om at være fri og ubekymret, og hvert nummer udforsker en ny r’n’b-hybrid.

Sponsoreret indhold
Oplev J-Law som russisk agent i 'Red Sparrow'
Jennifer Lawrence spiller en tidligere ballerina, der bliver tvungent ind i det tophemmelige Sparrow-program. Se traileren og find billetter her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

På den DJ Mustard-producerede ’Needed Me’ leverer hun den frydefulde fuck off-linje »didn’t they tell you I was a savage? / fuck your white horse and your carriage« så nonchalant, at man virkelig ikke er i tvivl om, at Rihanna er bedøvende ligeglad med sit mandlige offer. Det giver noget tiltrængt personlighed til den lækre, men også temmelig gængse r’n’b-produktion, der lige så vel kunne være skabt til Tinashe eller Jhené Aiko.

’Work’, det tætteste vi kommer på et regulært hit på ’Anti’, bliver ligeledes til Rihannas helt eget takket være en gennemcool levering, hvor hun på nærmest udechifrerbart patois tager fuld styring over den bløde Drake, og hvor de to megastjerner leger præcis den samme leg som på deres tidligere duet ’What’s My Name’. Drake er Rihannas bitch, og han har det tydeligvis helt fint med det (og who wouldn’t?).

R’n’b-balladen ’Kiss It Better’ er et andet højdepunkt med sit 80’er-guitarriff og stærkt vandedannende omkvæd (»What are you willing to do? / kiss it, kiss it better, baby«), der sætter sig fast første gang, man lytter, og føles som den diametrale modsætning til en festpumpet sukkerknald af en kærlighedssang som for eksempel ’Only Girl (In the World’) ­– tidløs, moden og virkelig sexet.

Over midten af ’Anti’ bevæger Rihanna sig over i rent balladeterritorium og leverer nogle af sine mest blottede, personlige tekster til dato. Skiftet markeres med det stadig forvirrende, 1:1-cover af Tame Impalas ’New Person, Same Old Mistakes, der bliver til ’Same Ol’ Mistakes’. For selv om der går komplet karaoke i den over den seks minutter lange ’fortolkning’, virker det samtidig forståeligt, at Rihanna har set sig selv i netop disse af Kevin Parkers bittersøde tekster. Som når hun med luftig stemme messer »Two sides of me can’t agree / when I breath in too deep / going with what I’ve always longed for« – Rihanna gør endelig hvad der passer hende, og hun føler sig som en »brand new person« for det.

Albummets afsluttende firkløver af ballader er ligesådan ulig noget, Rihanna nogensinde før har beskæftiget sig med. På ’Higher’ kan man vitterligt mærke whiskeyen og røgen på sangerindens knækkede, ultrafølte vokal over hvad der lyder som strygere afspillet fra en rusten jukebox – som den plørede natklubentertainer, der stadig ikke er gået hjem på de tidlige morgentimer, fordi hun skal have sin historie fortalt. ’Love on the Brain’ åbner ligesom Beyoncés ’Superpower’, og er herudover Rihanna i komplet Amy Winehouse-mode med sin blanding af helt nye, skæve tonelejer og sassy snakke-sang, der var Winehouses varemærke.

Hvis første del af albummet var præget af ung, eksperimenterende r’n’b og cool samarbejder – Timbaland, Drakes hofproducer Noah ’40’ Shebib, Boi-1da, DJ Mustard samt Travis Scott og The Weeknd på den noget rodede ’Woo’ – er anden halvdel 60’er-soul, Sam Cooke, vintageorgel og nedbarberede pianomelodier, som på den sarte albumlukker ’Close to You’, der trækker i hjertet på en helt andet måde end en ballade som ’Stay’. Pludselig giver det god mening, at Rihanna har takket nej til Grimes’ EDM-inficerede ’Go’, Sias hitlistevenlige ’Cheap Thrills’ og bidrag fra Kiesza, Calvin Harris og Tinashe, ligesom hun har udeladt de ellers glimrende singler fra sidste år, ’Bitch Better Have My Money’ og ’American Oxygen’. Sangerinden henter sine virkemidler helt andre steder på ’Anti’ og vil have dig til at lytte efter frem for at opildne til dansabel ekstase.

Rihanna er årtiets mest storsælgende hitmaskine og har lavet et album stort set blottet for hits. Det er modigt, eksperimenterende og lettere forvirrende, hvor megastjernen for alvor er på vej hen, og ’Anti’ er snarere et statement, der fortæller, hvem Rihanna 2.0 i hvert fald ikke vil være. Hvilken version vi får næste gang er totalt uvist, men når en popstjerne af Rihannas karat kan få os til at undres, blive nysgerrige og, ja, godt og grundigt forvirrede, er popverdenen i 2016 et ret så interessant sted at være.


Kort sagt:
Rihannas ’Anti’ er et anti-popalbum i enhver forstand. Uden åbenlyse, massive hitlistesingler og i stedet med et fokus på personlig fortælling, genreudforskning og ikke mindst modenhed. Hvor Rihanna er på vej hen, og hvem hun præcis gerne vil være, bliver man ikke meget klogere på med ’Anti’. Men forvirringen, nysgerrigheden og hendes leg med vores forventninger er uendeligt mere interessant end en upersonlig hitmaskine.

Læs også: Kommentar: Rihanna er trådt i karakter – tre vigtige pointer i kølvandet på ’Anti’