Selv om den ene halvdel af Benal er blevet far og skriver sine rim, imens børnene er i institution, afviser den danske hiphop-duo, at de nu laver ‘voksen-rap’. Og skønt deres vidt forskellige livsførelser er et faktum, har deres samarbejde aldrig været stærkere. Vi mødte Benjamin og Albert til en snak om det netop udkomne debutalbum, ‘Nu’, og deres syn på hinanden – som mennesker og musikere.
Respekten er til at tage og føle på, når man snakker med Benal. Respekten over for musikken, men måske endnu mere over for det indbyrdes samarbejde Benjamin og Albert imellem. Med tre ep’er i bagagen har den danske duo netop albumdebuteret med ‘Nu’ – en krøllet, elektronisk funderet hiphop-udgivelse, hvor Benjamins lyriske krumspring falder til rette i Alberts minimalistiske, men spidsfindige produktioner.
Da jeg indledningsvis spørger Albert, hvornår Benjamin overraskede ham mest under indspilningerne, vælger produceren sine ord med bemærkelsesværdig omhu:
»Det gjorde han ikke, han leverede bare. Der er mange rappere, der kommer ind og sidder og ryger fede i studiet og drikker sig fulde og ligesom bruger tid på at feste. Men Benjamin er en arbejdshest. Han går ind og leverer ti tekster eller ti indspilninger på en dag. Og de sidder bare lige i skabet. Han er meget let at arbejde med. Det kræver ikke så meget, og det gør også, at jeg har rum til bare at være mig selv«.
Benjamin, hvornår er du mest stolt af Albert?
»Stolt er tit noget, man siger i en far-søn-relation. Vi er mere i et brødreforhold. Men jeg er allermest stolt, når vi er ude og spille, og jeg kan mærke den backup, jeg får af musikken, og jeg ser, hvordan publikum reagerer. Jeg kan blive rigtig glad, og jeg glemmer nogle gange at vende mig rundt. Den dér ping-pong, som vi også har, når vi er ude at spille. Det kan jeg godt tage for givet, at jeg har et bagtæppe af support. Men jeg ved, at hvis jeg skulle stå derude uden den musik, Albert har lavet, så ville det være poetry slam, og der ville stå to mennesker og kaste med tomater. Jeg kan mærke den symbiose, der er imellem mig og Albert i live-elementet rigtig meget – hvordan musikken spiller mig fed,« siger Benjamin.
Det nørdede og det umiddelbare
»Inden jeg mødte Albert, forsøgte jeg også at lave rap, bare til skuffen, men jeg havde ikke den samme glæde ved det. Han producerer op omkring min vokal og bruger den som et instrument, som en lead-trompet eller -tromme. Han laver en familie af lyde til min stemme og giver den et hjem i musikken«, fortsætter han.
Kan du nævne et element på det nye album, der ikke ville have været der uden Albert?
»Haha, ja, hele albummet. Der ville ikke have været noget som helst. Der er mange elementer på pladen, der ikke er set før i den måde, man laver hiphop på i Danmark, men efter hvad jeg har hørt internationalt, har Albert en meget fremtidsagtig tilgang til brugen af lyde. Han får det svære til at føles let og umiddelbart, så man tænker, ‘ja, selvfølgelig skulle det lyde sådan dér’. Men jeg kender produktionsfasen og ved, at det har taget 10.000 timer at nå frem til lige præcis det«, siger Benjamin.
Albert er enig i, at det er balancen imellem det nørdede og det umiddelbare, der karakteriserer ‘Nu’. Produceren, der har en baggrund i den elektroniske musikscene, tipper per automatik imod det mere svært tilgængelige, når han sidder i studiet.
»Jeg har tit gerne villet hive i noget snørklet, elektronisk, svært tilgængeligt, samtidig med, at jeg også er totalt popdreng. Benjamin vil et eller andet sted også det samme, men sommetider vil jeg hive det i en svært tilgængelig retning, imens Benjamin vil have det i en umiddelbar, ind-i-hjertet-retning. Det vil jeg også gerne, når alt kommer til alt, men jeg kan ikke lade være med at nørde og lave de svært tilgængelige ting. Det er hele tiden en kamp«, siger Albert.
Netop her udfordrer Benjamin Albert på en god måde, siger produceren:
»Vi går ikke forkert af hinanden, og jeg lærer rigtig meget af det. Det svære ved musik er at smide fra, at holde sig til det enkle. At sige stop«.
Nej tak til vuggestue-rap
Selv om Benal komplementerer hinanden noget nær perfekt musikalsk, befinder de to venner og kolleger sig vidt forskellige steder i livet. Meget har ændret sig, siden duoen udgav debut-ep’en ‘Baby’ i 2013.
»Jeg har fået familie med et par små piger derhjemme og følger et 8-18-skema«, fortæller Benjamin. »Jeg udlever min passion, imens ungerne er i institution, og når de kommer hjem, handler det meget om dem. Albert ruller et outreret Københavner-liv, som man nu gør, når man hedder Albert og har et stort netværk og smag for livet. Da vi startede med at lave musik, var vores livsførelse mere ens, men nu er jeg røget over og blevet familiefar«.
Har det påvirket lyden eller samarbejdet på den nye plade?
»Helt klart. Vi har været igennem nogle ture, hvor vi har skullet tale os ud af det her skift,« siger Benjamin.
»Til at starte med så vi hinanden hver dag, og det gør vi ikke længere. Min døgnrytme er meget låst fast af det dér børneshow, hvilket gør, at vi ikke lytter til tingene samtidig. Vi skal finde en fælles flade, dér hvor vores døgnrytmer lapper over. Men vi er rigtig gode til at tale sammen. Vi har været hele turen rundt. Der er ingen tabuer, vi kigger hinanden i øjnene og siger det, der skal siges. Vi står det stærkeste sted, vi har stået overhovedet, fordi vi er gode til at italesætte de dér ting«.
Både Albert og Benjamin stejler ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan høre, at Benjamin er blevet voksen på det nye album.
»Jeg håber ikke, det er for meget, for det skal ikke være et statement, at Benjamin nu er blevet voksen, og at det er ‘voksen-rap’. Jeg vil gerne bibeholde det barnlige element, for jeg er den samme, som jeg var, da jeg var 12 år gammel, men selvfølgelig med nogle andre ting bygget ovenpå,« siger Benjamin og uddyber:
»Jeg er jo et andet menneske nu, end jeg var for tre år siden, så man kan selvfølgelig høre, at jeg har ændret mig, men jeg håber ikke, jeg har ændret mig til at blive en institutions-, vuggestue-rapper. Jeg vil helst ikke have det label, der hedder: ‘Nu er det ham med børnene’. Vi skal bare tale, musikalsk og lyrisk, som oppe fra en sky, som er svær at sætte i bås«.
»Du kan godt tage alle de emner op, men du vil altid gøre det på din måde. Du vil altid have din måde at kommunikere på og din vinkel. Du kan godt være politisk eller snakke om børn, men du vil altid gøre det som Benjamin. Jeg tror ikke, du kan være en kliché«, indvender Albert.
Følelser frem for alt
Ifølge Benal har en form for ungdommelig eller ligefrem barnlig energi altid drevet deres musik. Frem for alt er det yderpolerne i følelsesspektret, de finder spændende.
»Vi er ikke diagnosticerede, men vores musik er lidt spirituel eller manio i og med, at det enten er fra toppen af bjerget eller fra bunden af dalen«, siger Benjamin.
»Vi kan godt lide, at man kan mærke, at det enten gør ondt, eller at det gør rigtig godt. Vi vil ikke lave hyggelig jazz-hiphop. Det skal tale til nogle følelser. Om det er storhedsvanvid eller noget føle-føle, det er så det, men man skal kunne tage stilling til det via sit følelsesregister«.
Læs anmeldelse: Benal ‘Nu’