Her er NorthSides seks største scoops

Her er vores seks favoritter fra det (næsten) færdige NorthSide-program med i alt 37 kunstnere.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Beck

Det sidste årtis tid har Smukfest haft dansk festival-patent på den gode Beck Hansen, der af to omgange tog de jyske bøgeskove med storm. Senest var sidste år, hvor Beck foruden sin seksstjernede festivalpræstation overraskede sine fans ved også at lægge vejen forbi Tivolis Glassal til et intimt surprise-visit.

Denne gang skulle der dog heldigvis ikke gå ni år mellem Becks danske besøg – og denne gang har den amerikanske musikkamæleon byttet bøgeskove og glassale ud med Aarhus og NorthSide Festival.

En overbevisende multi-instrumentalist med 12 gedigne album i diskografien og flair for at flirte med alt fra psykedelisk folk til jazz og hiphop. Beck er – uanset om Kanye vil stå ved det eller ej – en legendarisk kunstner og en særdeles stærk booking. Han er sat til at spille på NorthSide søndag og lukker med al sandsynlighed festivalen ned, mens aftensolen sænker sig.

Læs om flere scoops på de følgende sider…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Caribou

Dan Snaith er en af de typer, der har lidt flere timer i døgnet end os andre. Oven i sin matematik-phD-grad kan han nemlig prale af at have spyttet adskillige roste album og ep’er ud siden årtusindeskiftet.

Snaiths aliasser tæller både Manitoba, Daphni og Caribou, men det er dog med hovedprojektet, at den canadiske electro-troldmand indtager årets NorthSide Festival ­– hvilket vil sige, at han har sit fornemme 2014-album ‘Our Love’ med sig, som vi her belønnede med hele seks stjerner.

Caribou optræder som regel bag slagtøjet, mens han flankeres af et liveband, hvilket sandsynligvis også bliver tilfældet, når hans kalejdoskopiske, psykedeliske popflader og fængende house sænker sig over NorthSide og byder op til både eftertænksomme trancer og hæmningsløs danserus.

Ønsker man at varme op med mere end Caribous stærke bagkatalog, har han for nyligt sluppet et mixtape bestående af 1000 af hans yndlingsnumre, der også burde kunne gøre tricket.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Sigur Rós

Man kunne let forledes til at tro, at der har været stille i Sigur Rós-lejren, siden de i 2013 slap deres syvende album ‘Kveikur’. Men helt tyst har der nu alligevel ikke været – den islandske trio har dog blot valgt nogle lidt uforudsete platforme at ytre sig igennem.

Først gav Jónsi og vennerne deres tryllebindende besyv med til at skabe dystre, ildevarslende toner til ‘Game of Thrones’, hvorefter det pludselig kom frem, at bassist Georg Hólm (aka. Goggi) og trommeslager Orri Dýrason havde leget producere bag den animerede hunde-julefilm ‘The Three Dogateers Save Christmas’ (der desuden får den tilsyneladende Star Wars-parodierende (!?) efterfølger ‘Jurassic Bark’).

Men hvis man – ganske berettiget – ikke synes, der var nok Sigur Rós at spore i hunde-animationsverdenen, er der heldigvis godt nyt forud for islændingenes 2016-turné. Ikke nok med, de rammer NorthSide med deres storladne, atmosfæriske og svulstige postrock – der som regel gør sig aldeles fremragende i live- og festivalformat – de har også masser af nyheder i ærmet. Som de selv annoncerede via deres hjemmeside: »Det bliver anderledes, med nye uudgivede sange, et nyt show og måske nogle andre *nye* ting«.

Sigur Rós er sat til at spille lørdag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Jamie xx

Jamie xx havde om nogen et storslået 2015. Med sit første regulære soloalbum, ‘In Colour’, cementerede han sig for alvor som gudsbenådet stemningsskaber og klubkyndig beatbetvinger – og som en af tidens absolut dygtigste producere.

Foruden forrygende anmeldelser fik ‘In Colour’ også misundelsesværdige pladser på adskillige musikmediers årslister – blandt andet en førsteplads herfra. Albummet tog desuden Jamie xx (eller Jamie Smith, som er hans ærkebritiske, borgerlige navn) på en omfattende turné, hvilket gav ham anledning til både at vise sit værd som nattens konge på Roskilde Festival samt blæse taget af Vega til et forrygende søndags-rave i november.

I modsætning til ovenstående klip er Jamie xx alene på scenen under sin igangværende turné, men med pladetasken fuld af både egne produktioner og et væld af sjældne bangers er festen garanteret. Intet mindre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Beach House

I 2015 fandtes der tilsyneladende ingen lad side at ligge på i Beach House. Den amerikanske duo, der udgøres af Victoria Legrand og Alex Scally, udgav nemlig hele to plader sidste år – begge af særdeles stærkt format.

Mens Beach House på det første 2015-skud, ‘Depression Cherry’, bevægede sig lidt ud af deres sædvanlige, omend solide, drømmepop-skabelon, tog de skridtet endnu videre på ‘Thank Your Lucky Stars’, der landede blot to måneder senere. Her trådte Legrands søvnig-skønne vokal og det rige tekstunivers, den kæler for, i karakter, mens det dronede lydbillede blev malet med kølig eftertænksomhed og dyster nostalgi. Beach House i topform.

Legrand og Scally var på dansk grund så sent som i november, hvor de forsøgte at lade lidt Beach House-magi falde over publikummet på Store Vega, der dog var en kende for feststemte og fredagsramte til helt at mærke effekten. Forhåbentlig husker festivalfolket at placere deres opmærksomhed andetsteds end eksklusivt på deres fadøl, så de får lidt mere koncert for pengene i denne omgang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Unknown Mortal Orchestra

Så sent som i efteråret besøgte Ruban Nielson og hans dødelige orkester Lille Vega i København. Stemningen var høj, salen udsolgt og publikum ekstatiske. Var det nogenlunde samme præstation og modtagelse, den noget generte Nielson og hans hjemmedrenge henholdsvis leverede og modtog, da de spillede på Roskilde Festival i 2013, forstår man godt, at han har omtalt netop den koncert som deres bedste nogensinde.

Der lader med andre ord til at være en gensidig blomstrende kærlighed mellem Unknown Mortal Orchestra og det danske publikum, hvorfor orkestret, der nu er fire mand stort, heldigvis også har sat Danmark på turnéplakaten for 2016. Med sig har de tre udgivelser, to album og en ep, der alle vidner om særdeles solid sangskrivning og eksperimenterende ørehængere.

Seneste skud, ‘Multi-Love’, landede sidste forår og bød på legesyge instrumenteringer, heftige beats, polyfoniske synthklange, psykedeliske udsvævelser og regulære funkfester. Så der burde nok være dømt solskinskysset sommerfest, når orkestret rammer Ådalen – uanset vejr og humør.

Læs også: Q&A med NorthSides talsmand: »Tidligere har vi måske haft lidt for mange hvide fyre med akustisk guitar«

Læs også: NorthSide afslører årets plakat – ti nye navne på programmet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af