King Kendrick i neon, røg og damp – se ham stjæle årets Grammy-show med episk optræden og nyt nummer

 

»I want to win them all«, lød det kækt fra Kendrick Lamar, da han satte sig på hele 11 tunge Grammy-nomineringer. Helt så godt gik det dog ikke, da de amerikanske Grammy Awards i nat blev uddelt for 58. gang, men med et brag af en optræden og 4 (og en halv) gyldne nye hjemmedrenge, endte King Kendrick alligevel med at stjæle aftenens show.

Kendrick Lamar indtog scenen, der var iscenesat som et fængsel, iklædt lænker og flankeret af fængselsfanger. De politiske undertoner var ikke til at tage fejl af, da han med rystende lænker og hjerteskærende indlevelse brød ud af sit fangeskab til tonerne af ‘To Pimp a Butterfly’-tracket ‘The Blacker The Berry’.

Herfra fik showet både neonlys, afrikanske stamme-vibes, røg og damp for fuld skrue. Som en menneskelig, politisk og racemæssig kamp, der måtte og skulle vindes – og med de messende linjer fra ‘Alright’ vandt han. I hvert fald denne aften.

Men Kendrick behøver i virkeligheden hverken dansere eller neonlys for at cementere sig som rapper, performer eller revolutionær poet. Han sluttede showet af badet i hektisk spotlys og forfulgt af intense kameraer. Her luftede han et helt nyt, overmåde stærkt nummer, der efterlod publikum dels mundlamme, dels overvældet imponerede, hvilket lokkede en stående applaus ud af de fleste (i særdeleshed fra en ivrigt imponeret Common) – og et akavet smil fra The Weeknd, der skulle overtage selvsamme scene senere på aftenen.

Kendricks afsluttende nye nummer var lutter stærke, politisk ladede linjer om moderne slaveri og racisme. Her sendte han blandt andet en hyldest til Travyon Martin – den 17-årige sorte teenagedreng, der den 26. februar 2012 blev skudt af den hvide, senere frifundne ‘neighborhood watch captain’ George Zimmerman. Dette fik Kendrick til at gyde de hårde, ærefulde linjer: »On February 26th I lost my life, too«.

Læs også: Tæt kapløb og kølige takketaler: Her er årets Grammy-vindere – og se Swiften disse Kanye

Læs også: Se The Weeknd i jakkesæt fremføre ‘I Can’t Feel My Face’ og ‘In The Night’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af