Programchef om Orange Scene-åbning: »Vi er selvfølgelig bevidste om, at showet rummer en politisk dimension«

Programchef om Orange Scene-åbning: »Vi er selvfølgelig bevidste om, at showet rummer en politisk dimension«

Sidste år tilfaldt æren The Minds of 99, men åbningen af Orange Scene bliver i 2016 af en helt anden karat. Startskuddet af Roskilde Festivals største scene er nemlig blevet pålagt en kombination af syriske musikere fra Syrian National Orchestra for Arabic Music og en skare af vestlige kolleger anført af Damon Albarn. Det er trejde år i træk, at Blur-frontmanden betræder en Roskilde-scene efter sidste års Africa Express-arrangement og 2014’s nylegendariske solokoncert.

Vi tog en snak med Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén: Om festivalens forhold til Albarn, Orange Scene-traditioner samt det politiske aspekt, der ligger i at lade et syrisk nationalorkester, hvis medlemmer har måtte flygte fra hjemlandet grundet borgerkrig, åbne festivalens største scene.

Dagens annoncering er en meget anderledes åbning af Orange Scene. Hvilket slags show kan man forvente?
»Man kan forvente et show, som spænder ret vidt. Det er et nationalorkester, som spiller traditionel arabisk musik, men de har jo også leget med Damon Albarn og Gorillaz og bevæger sig i et spændfelt fra mere traditionel musik over i moderne populærmusik. Så der bliver lidt af hvert, helt sikkert også en fest. Jeg tror, man skal forvente at blive overrasket, og så skal man forvente denne her store samlende oplevelse, som vi altid gerne vil skyde festivalen i gang med«.

Hvor meget minder det om Damons Africa Express-arrangement sidste år?
»Det er klart, at der er nogle elementer, som vil minde om det, men der er også en grundstamme, som her består af det her syriske nationalorkester, hvor Africa Express var mere skabt til lejligheden. Så der er mere en rød tråd her. De har heller ikke helt så mange timer at boltre sig på. Det bliver en traditionel koncertlængde på de der 75-90 minutter, så vi starter ikke med en fem timers maraton, som vi sluttede med sidste år«.

Damon Albarn står for at udvælge koncertens vestlige gæsteliste. Hvordan ser det ud med den?
»Han er jo ude og plukke i sit personlige netværk, som er ret bredt. Hvis man skeler til, hvem han blandt andet havde fået prikket på skulderen til koncerten sidste år, var det jo folk fra Blur og The Clash og navne som Trentemøller og Kano udover musikere fra mange forskellige afrikanske grupper. Så jeg tror, at man godt kan forvente, at der er noget genkendelse, men det er for tidligt at sige nu, hvem præcist det bliver«.

Men han har frie tøjler til at samle et hold i sit eget billede?
»Ja, der stoler vi ret godt på hans dømmekraft«.

Damon-Albarn_Roskilde-Festival1-foto-Tue-Blichfeldt-717x375
Damon Albarn på Roskilde Festival, 2014. Foto: Soundvenue/Tue Blichfeldt.

Der er et vist form for politisk aspekt i at lade et syrisk nationalorkester åbne Orange Scene. Hvad er jeres tanker bag det?
»Vi vil gerne bruge det faktum, at der er så meget opmærksomhed rettet mod Orange Scene til at komme igennem med et af de budskaber, som vi synes er rigtigt centrale: At musikken kan være med til at samle folk og skabe forståelse og tolerance. Den kan binde sammen på tværs af kulturer og henover landegrænser. Vi ved, at der vil være en hel masse opmærksomhed omkring det nu – det er jo heller ikke sikkert, vi ville snakke sammen i dag, hvis ikke det var til lige præcis denne her plads. Og på samme måde, når vi kommer frem til festivalen, så ved vi også, at der vil være rigtig meget bevågenhed omkring det«.

Det er nyt, at man ser Orange Scene som talerør for en politisk agenda. Hvad er jeres overvejelser omkring det?
»Vi ville selvfølgelig heller aldrig gøre det, hvis ikke vi også kunne stå inde for det kunstneriske. Vi synes jo, at det her er interessant, fordi det er god musik og en unik oplevelse. Så begge dele skal ligesom være opfyldt, før vi går ind i det her. Men vi er selvfølgelig bevidste om, at showet rummer en politisk dimension«.

Hvad er det for et forhold, der er mellem Damon Albarn og Roskilde Festival?
»Vi har jo haft et forhold til ham startende med Blur tilbage i 90’erne og så hvad han ellers har begivet sig ud i med Gorillaz og med hans soloprojekt for to år siden og især med Africa Express sidste år, hvor vi for alvor kom ind på livet af hinanden. Men nu har der været nogle muligheder for at lave noget med de her to projekter, der er lidt mere udover det sædvanlige. Jeg tror også, han er rigtig glad, det har han givet udtryk for. Han har et særligt forhold til os og vores publikum. Vi kunne se, hvor glad han var for at spille sidste år, hvor han skulle bæres ned fra scenen, selv om koncerten havde trukket sig over de her fem timer«.

En løs tradition siger, at et dansk navn åbner Orange Scene – hvad ligger der bag årets valg i forhold til ren åbningsværdi?
»Det er vigtigt for os at starte med en god oplevelse, og hvor bandet så kommer fra, det er ikke nødvendigvis det vigtige. Men vi føler selvfølgelig en forpligtigelse overfor nye danske navne, som vi også gør rigtig meget for på en masse andre af vores scener og også på Orange Scene andre dage end lige her. Jeg ser det ikke som et fravalg af dansk musik for at give plads til det her – men et tilvalg af en agenda, som vi gerne vil kaste noget lys på og så af noget musik, som vi stadig mener kan give den der store samlende oplevelse til at starte festen.

Vi havde Outkast til at åbne for to år siden, som jo også var helt anderledes, end hvad vi ellers har gjort som åbner. Men de formåede virkelig at sætte festen i gang, og jeg tror også, at Syrian National Orchestra vil kunne gøre det sammen – men med en anden baggrund og et andet afsæt, for de har selvfølgelig ikke hits på den måde, som folk kender og kan synge med på. Men det er der også mange af de danske og nordiske navne, som har åbnet gennem tiden, der ikke har haft«.

Så det er ikke en tradition hos Roskilde Festival, at et dansk navn åbner Orange Scene?
»Det er ikke noget, vi har sat os ned og dogmatisk lagt os fast på for mange år siden. Det har passet ind nogen gange, og i år synes vi, at det her passer rigtig godt ind«.

Læs også: De otte største scoops i Roskildes store januar-bandpakke

Læs også: Roskilde Festival: »Guns N’ Roses er ikke aktuelle for 2016«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af