Til tonerne af et stille klimprende klaver står en lille lyshåret pige alene på scenen med et par millioner amerikanske tv-øjne stift rettet mod de næste fire minutters optræden. I midten af januar er engelske Låpsley det musikalske indslag på’The Late Show with Stephen Colbert’, hvor hun optræder med ‘Falling Short’ fra debutalbummet ‘Long Way Home’. Hendes eneste bekymring? At de mange millioner af seere båser hende sammen med ‘visse andre’ kvindelige popsangere.
»Jeg ved, at når folk ser en kvinde synge på en scene, sætter de hende automatisk i boks med en masse andre. De tænker, at hun sikkert er endnu et produkt af de store pladeselskaber – som om jeg ikke har mere indhold end det, og at jeg ikke har knoklet for at være, hvor jeg er. Jeg er nok bange for at blive sat i bås med visse andre personer, som jeg ikke vil associeres med«.
Ordene kommer fra 19-årige Holly Lapsley Fletcher aka Låpsley, da jeg taler med hende en sen eftermiddag over telefonen. Den unge alder til trods banker det store gennembrud på døren – ikke mindst efter udgivelsen af ’Long Way Home’ – men den foreløbige succes har naturligvis også kastet den unge sangskriver ud i en malstrøm af forventninger til sit virke som friskstøbt kvindelig popstjerne.
Men hvordan nåede Låpsley pludselig at stå et sted, de fleste kun drømmer om som 19-årig? Karrieren begyndte samme sted som for så mange andre – i soveværelset. Her indspillede Låpsley i 2014 debut-ep’en ‘Monday’, der pludselig blev afspillet mere end en halv million gange. Derefter gik det stærkt for Holly, der ikke engang havde haft mulighed for at tage kørekort endnu. Pludselig var hun indstillet af BBC 1-værten Zane Lowe til at spille på Glastonbury, og nu, to år senere, er debutalbummet altså landet.
Stadig hudløst ærlig og kompromisløs
Det nye album har fået et skud episk energi i forhold til den seneste ep ‘Understudy’, og især albummets førstesingle ‘Love is Blind’ har massive armbevægelser. Man ledes næsten til at tro, at følelserne er vokset i takt med den stigende succes. Holly er dog klar i spyttet og understreger, at hverken hende eller sangskrivningen har ændret sig på baggrund af den voksende succes.
»Jeg synes, at sangskrivningen er den samme, mens produktionen har ændret sig. Jeg har fået en større lyd, der er mindre minimalistisk, og så har jeg også eksperimenteret med forskellige genrer gennem nyt udstyr. Stilen har også ændret sig, men følelserne er stadig lige stærke i den måde, jeg udtrykker mig i sangskrivningen. Lyden er blevet større, men personen er den samme«.
Låpsleys sangstemme spænder over kraftfuld soulvokal til en udpræget smooth lyd. Når Holly taler derimod, er det med en tyk britisk accent, hvorfor jeg flere gange må lægge mig i selen for at forstå meningen bag hendes ord. Kunstneren Låpsley er dog tæt forbundet med mennesket bag:
»Jeg bruger nok min sangskrivning til at styrke mig selv personligt – lidt på samme måde som nogle mennesker går en tur med hunden eller går i motionscenter. Det balancerer mig bare. Alle døjer med alt muligt lort, der hænder på forskellige måder i livet. Min sangskrivning er en metode, jeg bruger til at håndtere visse ting«.
Holly er for nylig flyttet til London, og over telefonen fortæller hun om den store betydning, flytningen fik for det nye album – ikke mindst fordi hun måtte efterlade sin daværende store kærlighed i Liverpool. Hun holder kortene tæt på kroppen, men når jeg spørger ind til titlen ’Long Way Home’, kan man alligevel afkode en vis forbindelse mellem albummets tematiske fortælling og Hollys egne erfaringer.
»Titlen antyder… du ved, når man går hjem efter skole med sin bedste ven, og i stedet for at tage genvejen, tager man den lange vej for at kunne tilbringe så meget tid med dem som muligt, inden man er nødt til at skilles. Man trækker altså rejsen i langdrag – selv om man ved, at den uundgåeligt vil nå til vejs ende«.
Den selvstændige popstjerne
Hele snakken med Holly giver et indtryk af en artist, der under ingen omstændigheder går på kompromis med sin artistiske vision – forventninger eller ej. Det nye album er nemlig ikke kun store popsange, men også hjerteskårne ballader med elektronisk islæt som for eksempel ‘Seven Months’, der fortæller historien om den lange vej hjem. Mest overaskende er dog den sublimt funky soulsag ‘Operator (He Does’nt Call Me)’.
»Jeg så ikke kun det nye album som en fortælling om alt, der er hændt mig de seneste år, men også som en portfolio for mig som en selvstændig sangskriver og producer. Derfor ville jeg også gerne vise, at jeg kunne begå mig inden for forskellige genrer, og så ville jeg gerne udtrykke min respekt for den musik, jeg elsker – for eksempel funk, soul og disco«.
Det forskelligartede udtryk demonstrerer en sangskriver, der ikke lader sig bukke under for hverken folks forventninger eller genrekonventioner, og det er faktisk først og fremmest i hendes sangskrivning, Holly finder den største styrke og frihed til at være sig selv.
»I min musik nyder jeg virkelig ikke at skulle leve op til, hvad folk tænker om mig, eller hvad de vil have mig til at være«.
Når Holly taler om ikke at ville sættes i bås med en musikindustri, der skyder hit på hit ud i æteren, fornemmer man samme frygt, da snakken falder på sangkollegaen Shura, der til os har kritiseret popverdenens nutidige tilstand. Holly har heller ikke store tanker om de brede popartister, som længe har domineret musikindustrien, og hun lægger vægt på popstjernernes voksende ansvar over for deres fans i dag.
»En masse popartister sætter ikke et godt eksempel for andre mennesker og musikere. Mange popacts bliver skabt som et ansigt for et pladeselskab, hvor der er 20 forfattere bag hver sang – det forstår jeg i hvert fald ikke kan have nogen sandhed eller substans. Det gavner det brede samfund, at musikere med en større kredibilitet går ind i poppens verden. Derfor er det vigtigt for samfundet at have selvstændige popstjerner, da de er rollemodeller for unge mennesker«.
Adspurgt, om hun ser sig selv som et eksempel på denne slags popstjerne, svarer hun småbeskedent: »Hvis mine sange var gode nok, ville jeg klart ønske at have en indflydelse. Jeg tror dog ikke helt, jeg er der endnu«.
Læs anmeldelse: Låpsley ‘Long Way Home’