Roskilde Festival: Her er vores syv favoritter blandt ugens offentliggørelser

20 nye navne har ramt Roskilde-plakaten. Her er vores yndlings-bookings i bunken.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. The Last Shadow Puppets

Det er ikke altid lige til at få samling på tropperne, når man kan kalde sig en vaskeægte supergruppe. Derfor skal vi helt tilbage til 2008 for at finde The Last Shadow Puppets’ seneste album, ‘The Age of the Understatement’. Men nu har Alex Turner fra Arctic Monkeys, Miles Kane fra hedengangne The Rascals, Zach Dawes fra Mini Mansions og James Ford fra Simian Mobile Disco heldigvis sat øvrige projekter på hold for at levere old school rock’n’roll, tremolo-tunge guitarer og lutter bad habits til folket.

‘Bad Habits’ var netop første single fra superkonstellationen i otte års tid samt det retro-rockede førsteskud fra gruppens kommende album, ‘Everything You’ve Come to Expect’, der eftersigende skulle lande den 1. april. Således burde gutterne heldigvis have mere end blot et enkelt albumhak i bæltet, når de lader deres hæmningsløse rockgalskab løfte den orange teltdug – eller måske Arena? Det vil tiden vise.

Læs om flere favoritter på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Choir of Young Believers

De kreative eksperimenter er mange og de følelsesbetonede nuancer på musikpaletten er utallige. Melankolien er inderlig, drømmene storladne såvel som indesluttede. Jannis Noya Makrigiannis og hans Choir of Young Believers har netop sluppet album nummer tre, ‘Grasque’, og det er en stærk, kompleks og catchy lydkollage af både synthsyge poptoner, techno-tendenser og r’n’b-flirten.

Choir spillede også på Roskilde Festival i både 2007 og 2008 på Pavilion-scenen. Første år i opvarmningsdagene og det efterfølgende år under selve festivalen, hvor koret i en otte mand stor live-udgave leverede både stemningsfulde strygere og klangfulde vokalharmonier ved en vemodigt bevægende koncert.

Siden da er det dog sket meget med med Choir og Makrigiannis, som ikke kan finde ud af at stå stille, så forvent en helt anden live-oplevelse denne gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Freddie Gibbs

Han er mere thug end de fleste, og han har skudt med så skarpe linjer, at de kunne gå som et regulært street-soundtrack. Han har pustet nyt liv i boom-bap’en, leveret tordnende trap og akkompagneret hele fornøjelsen med hårdt ladede tekster, der kommer godt rundt om alt fra politik til money, cash og hoes.

Freddie Gibbs har med adskillige ep’er og tre stærke album på samvittigheden vist sit værd som en både alsidig og talentfuld rapper samtidig med, at han aldrig har givet slip på den gangsta-bevidsthed, som gennemsyrer tekster såvel som musik. En stærk hiphop-booking fra livet under mainstreamen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Emilie Ramirez

Emilie Ramirez satte kløerne hårdt i sin lytter, da hun sidste år debuterede med singlen ‘Tranquilizer’, der trods titlen ingenlunde havde i sinde at berolige. Derimod buldrede den igennem med stamme-agtige samples, voluminøs bas, trap-klingende hi-hats og snilde synthbidder, der alle som én overrumples af Ramirez’ både saft-, kraft- og soulfulde vokalleg.

Tidligere på året slap Ramirez sin debut-ep, ‘Grandma Said’, der med fem stærke tracks tiltuskede sig fem store stjerner herfra for den direkte fysiske oplevelse, hendes kraftfulde lyd sætter i verden. Bag knapperne på ep’en finder vi producer Frankie Motion (aka. Troels Kampmann Kjær), som kyndigt leverer sammenskudsgildet af electro, soul, hiphop og synthpop. En kombination, der holdes i stram snor af Ramirez, som med sin betagende og samtidig kuldskærende lyd, er klar til at gå i kødet på Rising- eller Countdown-scenen som et rovdyr.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. At The Drive-In

Udover en kort reunion i 2012 har det været stille omkring At the Drive-In, siden gruppen i 2001 takkede af efter en femårig periode med tre stærke album, hvor de krydrede den alternative rock med hardcore-tendenser og stærke melodier.

Hovedværket ‘Relationship of Command’ udkom i 2000 (og har tidligere fundet vej til vores liste over årtiets bedste album), men gruppen har nu meddelt, at de for første gang siden da arbejder på ny musik.

Det er dog ikke fordi, medlemmerne har ligget i hi siden da, og mest fremtrædende fra bandet er Cedric Bixler-Zavala og Omar Rodríguez-López, der har ageret i et hav af musikaske konstellationer siden da – måske mest nævneværdigt The Mars Volta, som dog er lagt i graven nu. Men så er der jo masser af tid til at fokusere på ny musik i At the Drive-In-sammenhæng.

Chinah

 

6. Chinah

Allerede inden de havde udgivet så meget som et enkelt nummer, var der masser af positiv opmærksomhed og ivrig summen omkring den dugfriske, danske trio Chinah. Det skulle dog hurtigt vise sig, at samtlige roser var faldet på rette sted – hvilket blev cementeret med fem store stjerner og prædikatet »perfekt pop« for debut-ep’en ‘Once the Lights Are On’.

Med tårnhøjt niveau, formfuldendte detaljer og en gennemgående perfektionisme, der for alvor har givet pote, er der ingen tvivl om, at Chinah går et strålende 2016 i møde. De tre højskole-venner, to gange Simon og Fine Glindvad, kommer med garanti til at spille et hav af festivaler, men mon ikke Roskilde bliver højdepunktet. Det her kunne blive en af de der helt pakkede warm-up-koncerter.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Gents

De rullekraveklædte, vandkæmmede og gennemførte gentlemen, Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkke, danner til sammen duoen Gents. Og ganske gently er de kommet for at levere det ene synth-sitrende, sødmefulde og hjerteskærende 80’er-æstetiske pophit efter det andet.

Nyheden om den danske duos Roskilde-optræden kommer i kølvandet på deres kærlighedserklærende ep fra december, ‘Embrace the Future’, som – titlen til trods – ved hjælp fra Vesterløkkes synthmagi og mindeværdige melodier samt Niels Fejrskov Juhls croonende weltschmerz-baryton fremmanede 80’er-spøgelser en masse. Duoen har nu atter sat kurs mod studierne til sommer, så måske der falder flere nyheder af på dén konto, når drengene spreder dansable rytmer og tilbagelænede solskinsvibes i opvarmningsdagene på Roskilde Festival.

Læs også: Roskilde Festival afslører 20 nye navne: Macklemore og The Last Shadow Puppets

Læs også: Roskilde-aktuelle Gents: Her er fem popsange, vi har det vildt over lige nu

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af