21-årige Kamaiyah: En rappende ghettotøs, man skal holde øje med

21-årige Kamaiyah: En rappende ghettotøs, man skal holde øje med
21-årige Kamaiyah: En rappende ghettotøs, man skal holde øje med - A Good Night In the Ghetto
4 6
Kamaiyah
'A Good Night In the Ghetto'

Album, Selvudgivet

21-årige Kamaiyah er seneste skum på bølgen af rappere, der er for unge til selv at have oplevet hiphoppens guldalder i 90’erne, men ikke desto mindre dyrker æraen med en altomfavnende romantisk nostalgi.

Den leg kan let ende i et lidt for karikeret image, men ligesom blandt andre Joey Bada$$ sejrer Kamaiyah på sin gennemtrængende oprigtighed og et talent, der bare ikke er til at komme uden om.

I modsætning til majoriteten af hendes ligesindede, deriblandt Bada$$, er det dog ikke den støvede newyorker-boom bap, der er alteret i Kamaiyahs kirke. Debut-mixtapet ’A Good Night In the Ghetto’ er bygget over umiskendeligt bouncy Bay Area-beats: Vulgært tykke og syntetiske basgange tilsat håndklap, der lyder som en flad hånd, der rammer et sæt spændstige baller på dansegulvet. Mixtapet er lyden af de halvglemte hjemstavnshelte Too $hort og E-40 rullet med et snert af narkotisk Atlanta-trap og en billig plastikkopi af Dr. Dres ’The Chronic’ i en potent joint.

Sådan er Kamaiyahs univers. Hun er en bad bitch, der rapper om hård druk og strippere på stærke numre som ’Out the Bottle’ og ’Hoochie Hoochie’ – selv breakup-nummeret ’Come Back’ strutter a gangster-attitude.

Men samtidig har Kamaiyah også en stærk melodisk tæft, som hun udnytter til at udstyre de tunge gangsterbeats med et par fængende omkvæd og lidt tiltrængt solskin. Det er en effektfuld kontrast, der får lov at tage til løbende igennem mixtapet, hvor der efterhånden både bliver plads til en glossy 90’er-r’n’b-produktion på ’Mo Money Mo Problems’ og en god gang elektrisk soulklaver på ’Ain’t Going Home’.

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen. Ikke alle numre holder det samme høje niveau, og da Kamaiyah på det sidste nummer, ’For My Dawg’, forsøger sig med en inderlig hilsen til sin kræftsyge ven, ender det med en meget flad omgang kladdehæftepoesi. Det er dog langt fra nok til at ændre på det positive indtryk af en ghettotøs, der skal holdes øje med i fremtiden. En stort iscenesat major label-debut kunne vel være på plakaten inden for et par år.


Kort sagt:
21-årige Kamaiyah ruller et storslået arsenal af attitude og tungt bumpende beats ud på sin debut, der genkalder sig Bay Area-rapscenen i midt-90’erne. Inden det hele bliver for karikeret får hun dog også introduceret en god sans for melodi, der bidrager med den nødvendige x-faktor. Anbefalet.