Danske Dinner: Filmisk 80’er-synthpop i bizar forklædning
Fra første sekund af ’Psychic Lovers’ er man henført til en 80’er-glitrende parallelverden, der blander et væld af popkulturelle referencer – fra B-film-soundtrack til David Lynch-dysterhed, ’Miami Vice’, 90’er-europop, Marquis de Sade og ’Drive’-inspiration. Musikken kalder unægtelig på neonoplyste køreture i en lyserød sportsvogn i Los Angeles’ palmebeklædte gader.
Danske Anders Rhedin, der tidligere har slået sine folder i bands som Moon Gringo, Jong Pang og som producer for blandt andet Choir of Young Believers, udtaler om Dinner-projektet, at han er inspireret af fester, kvinder, magi, sex og sene nætter, og inspirationen er da også tydelig på hans første fuldlængde på Captured Tracks efter tre solo ep-udgivelser over de seneste par år.
Det synthpoppede lydbillede tilsat simple tekster om nattens fristelser bliver dog hurtig temmelig klichéfyldt, men ikke uden musikalsk kvalitet. ’Gone’ er for eksempel et fint take på et typisk synth-slowjam af den slags, du ville finde i en øm kærlighedsscene i en 80’er-film med vaseline på linsen, ligesom åbningsnummeret ’Cool As Ice’ med sine overgearede synthesizere, slap bass og brusende omkvæd snildt kunne agere titelnummer til den gennemført 90’er-kitschede Vanilla Ice-film af samme navn.
Ligesådan vækker balladen ’Kali, Take Me Home’ virkelig stærke minder om titelnummeret til 1987’er-filmen ’Lost Boys’ med sit småforuroligende børnekor og tropiske, vhs-skrattende udtryk, mens ’Turn Me On’ ikke er ueffen med sit catchy omkvæd og Morrissey-agtige flabethed. Her klæder det Rhedin ikke at påtage sig den dybe baryton, der på ’Psychic Lovers’ øvrige numre hurtigt kan virke som en parodi på gothy, Depeche Mode-klingende vokal.
Til trods for de gennemførte produktioner og det stemningsmættede univers er der nemlig mest af alt en tyk aura af noget nærmest fjollet og pastiche-tungt over projektet: De overforsimplede tekster (som »I want it / what you got / I need it / what you have«, der blot repeteres på ‘What You Got’, eller »I want to wake up with you in [indsæt forskellige europæiske destinationer]« på den 90’er-poppede ’Wake Up’) og Rhedins mildt sagt aparte vokallevering, som ikke for alvor svinger med det pastelfarvede lydbillede.
I stedet for at være charmerende kitschet, er resultatet desværre i stedet bare bizart selvbevidst.
Kort sagt:
Anders Rhedin har styr på sine 80’er-referencer og ville være et oplagt valg til at sætte lyd på en Nicolas Winding Refn’sk køretur i et neonoplyst Los Angeles. Desværre er klichéfyldte tekster og en bizar vokallevering med til at gøre ’Psychic Lovers’ mere parodierende end charmerende.