J Dillas sagnomspundne ’The Diary’ er testosterontung swag-rap
Det har ikke skortet på nye udgivelser med J Dilla siden hans alt for tidlige død i 2006. Den elskede kultproducers harddrives er blevet malket for halvbagte beats og hvad der ellers gemte sig på bunden af papirkurven til et punkt, hvor hans posthume diskografi efterhånden udfordrer 2Pacs ditto i omfang.
Det seneste skud på stammen adskiller sig dog fra størstedelen af den hidtidige rovdrift på et altafgørende parameter: Albummet blev både udtænkt og færdiggjort af Dilla selv, mens han var i live, og udgives efter hans eget ønske.
I 2001 tegnede Dilla en pladekontrakt med MCA Records, der allerede husede faste legekammerater som The Roots, Common og Erykah Badu. Planen var at lave et album, der skulle etablere ham som soloartist parallelt med hans exceptionelle karriere som producer. Den færdige plade blev imidlertid skrinlagt og har siden da befundet sig i juridisk limbo. Indtil nu.
’The Diary’ er i alle traditionelle henseender et anti-Dilla album. Hovedpersonen lever sig fuldstændigt ind i rollen som rapper og nøjes med kun at banke fire beats sammen selv. De resterende ti bliver udliciteret til ligesindet godtfolk som Madlib, Pete Rock og Hi-Tek .
Bag mikrofonen forvandler den normalt så tilbagelænede og generte Dilla sig til den storbrovtende Niggaman. Alliancen til Common og co. er sløjfet, og ’The Diary’ fremstår snarere som en tidlig prototype på ASAP Rockys swag-rap. Guldkæderne svinger, pistolerne flagrer, bilerne er hårdt pimpede, og damerne er primært til for at nyde godt af Dillas flexede love muscle.
Dilla var en åndsforladt tekstforfatter, men det forhindrer ikke musikken og den hårdt spændte attitude i at fungere. De bastunge beats strutter af maskulint sexdrive på ’The Anthem’, ’The Shining pt. 2 (Ice)’ og ’Gangsta Boogie’ med en sædvanligt smooth Snoop, men det er Dilla Dawgs egne eminente flows, der er albummets trumf. Hvad han ikke havde i pennen, havde han i sin sublime fornemmelse for musikaliteten i rap. Dillas vokal er stærk, kommanderende og autoritetsfuld og danser ubesværet og overlegent til beatets taktstok på nummer efter nummer.
De bedste numre har dog også geniet selv bag knapperne. Hans flabede, ghetto-as-fuck genfortolkning af Gary Numans new wave-klassiker ’Cars’ bliver til den suveræne ’Trucks’, og på ’Fuck the Police’ danner en øretæveindbydende fløjtestump tungerækkende par med et hårdt breakbeat, mens Dilla selv giver politiet fingeren i mere eksplicitte termer.
Albummet hæmmes en anelse af en underliggende følelse af, at de sidste ti procents arbejde måske stadig mangler, men ikke desto mindre er det med afstand Dillas mest fuldbyrdede posthume udgivelse til dato.
Kort sagt:
J Dillas sagnomspundne vokalalbum ’The Diary’ åbenbarer sig som testosterontung swag-rap med diamantgebis, rygende joints og pistoler samt liderlighed i lange baner. Det gennemgående groove er dog ikke til at komme uden om. Det er dumt, men også veludført og vanedannende.