Klumben og Raske Penge giver gratiskoncert i Den Grå Hal – drager på sommerturné

Klumben og Raske Penge giver gratiskoncert i Den Grå Hal – drager på sommerturné

Raske Penge og Klumben ramte en gylden åre, da de slog sig sammen på live-fronten – resultatet var en Danmarksturné uden ende, der kulminerede i 2014 på Roskilde Festivals Orange Scene.

Efter halvandet års live-pause vender de nu tilbage med en sommerturné, der fra maj rammer en række danske festivaler, og for at fejre gendannelsen giver Klumben og Raske Penge den 14. maj gratis koncert i Den Grå Hal på Christiania.

»Christiania er et sted, hvor vi begge har brugt mange muntre timer gennem årene. Og nu vi har været væk, synes vi det ville være god stil at spille gratis der, og på den måde mødes med vores publikum igen i de helt rigtige rammer«, siger Klumben.

Makkerparret kommer med et helt nyt show, som de altså folder ud henover sommeren. Der er flere datoer på vej ud over nedenstående.

Raske Penge udgav sidste år opsamlingsalbummet ‘Indtil nu’, mens Klumben arbejder på en kommende ep, der forventes ude i løbet af foråret.

Klumben og Raske Penge – sommerturné:
27/5: Jelling Musikfestival
10/6: Haze over Haarum
29/6: Nibe Festival
08/7: Vig Festival
23/7: Samsø Festival
29/7: Langelands Festival
04/8: Ringsted Festival
05/8: Bork Havn Musikfestival

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af