Liima forblev en lukket fest på Spot Festival

Liima forblev en lukket fest på Spot Festival
3 6
Liima

Koncert, SCC

Det var tydeligt, at Liima kom forberedte til deres Spot-debut, hvor der var skruet op for både lyd, lys og visuals, men publikum blev aldrig inviteret ordentlig med ind i bandets univers.

Det var ellers garvede kræfter fra den danske indiescene, som var at finde på scenen, idet Liima er en art genfødsel af Efterklang. Fredag aften fremførte de fire musikere sange fra debutalbummet ‘ii’, og det var ikke en udpræget succes.

Hatten af for bandets insisteren på at kultivere en åbenlys artsy æstetik, men eksekveringen var ganske enkelt for selvhøjtidelig og rudimentær, til at det kunne triumfere i SCC’s rammer.

Når et markant band opløses og genopstår i en ny konstellation, må man med rette stille visse forventninger samt et ønske om, at musikerne til en vis grad vil redefinere sig selv. Det gælder også de tre Efterklang-medlemmer, der har slået pjalterne sammen med den finske percussionist Tatu Rönkko.

Om end der er tydelige lighedstræk, er Liima en mere eksperimenterende størrelse end Efterklang, og det virker, som om de har tilsidesat den tæft for melodiøse strukturer, de tidligere har praktiseret.

Det er en skam, for det bidrog til indtrykket af et band, hvis musik lukkedes om sig selv, og hvor klimaks forblev uforløst. Man blev ganske enkelt hverken rørt eller påvirket.

Bassist Rasmus Stolberg vandrede i momenter inaktiv rundt på scenen og forsanger Casper Clausen iførte sig et amerikansk flag som en kappe, mens de elektroniske fiksfaserier bredte sig i salen. Det efterlod indtrykket af et band, som mest spillede for hinanden og primært havde en indforstået fest på scenen.

Liima opererede desuden med en række visuals, som givetvis havde et politisk sigte, idet både Angela Merkel, Silvio Berlusconi, Barack Obama og Dannebrog tonede frem. Det blev dog aldrig klart, hvorvidt, og givet fald hvordan, publikum skulle forholde sig til montagerne, eller om de blot var medtaget for syns skyld.

Liima lykkedes ikke med at transformere indspilningerne, de utvivlsomt har kælet meget for, i en velfungerende endsige mindeværdig liveoptræden. Hvilket resulterede i en mærkbar udvandring og indifferens blandt folk, som bidrog med sporadisk applaus.

Dog gjorde ‘513’ og ‘Russians’ en positiv figur med sin velfungerende kombi af iørefaldende marchtrompeter og melodisk percussion.

Stolbergs demonstrative gestikuleren på at opildne publikum til kollektiv ekstase i ‘Amerika’ mod slutningen af koncerten kom desværre for sent: Liima kæmpede en kamp, som de ikke vandt. Det lykkedes ikke at forene det musikalske udtryk med en overbevisende koncertoplevelse.

Læs også: De ni bedste koncerter vi så fredag på Spot Festival