18+’s simple industripop skaber illusionen af et fucked up talkshow
Neo-rapperne i 18+ cementerede allerede deres rå og metalliske computerlyd live på Sigurdsgade i tirsdags, hvor det nye materiale blafrede køligt gennem et halvtomt lokale. Selv om det ikke lige var deres aften med hensyn til fest og fremmøde, stod selve autenticiteten stærkt ved hjælp af ‘Collect’, og albummets nyhedspræg blev det friske råstof i settet, fordelt som små, flydende kviksølvperler.
Med et minimum af instrumentation spænder den amerikanske duo på deres tredje studiealbum lytteren fast i en Tivoli-forlystelse af loops, klirren og smadret lyd. Især på klub-ørehængere som prologen ‘Descent’, den forudgående smagsprøvesingle ‘Drama’ og den anderledes giftige ‘Agents’ kultiverer Justin Swinburne og Samia Mirza fortsat den demoagtige kortform, som med sit restringerende flimmer er blevet at regne blandt 18+’s karakteristika.
Størstedelen af numrene skiller sig faktisk vidunderligt ud fra hinanden ved at være enten uartige, aggressive eller plastisk tuttenuttede, hvor især ‘Space’ bør fremhæves som noget helt unikt. Det originale spil på iPhone-app-lyde og flere trommespor forbløffer glimtvis og involverer sig faktisk i alle overgange mellem numrene, så man næsten sidder tilbage med følelsen af en liveoptagelse.
Asymmetrien og det susende baggrundsmaskineri bærer mande- og kvindevokalen frem gennem de mange lag af syntetisk akkordarbejde og trash talk, så det bliver herligt umuligt at genrebedømme. Der er både nuancer af forvrænget r’n’b, skærende synthpop og voksenrap oveni de fritsvævende beats. Denne kompleksitet er i sig selv medrivende, men når den flasher lidt rigeligt, bliver tågesløret af synth og tilfældige tekstfragmenter også en anelse for tykt, og man får til tider røgen galt i halsen. Men Justin og Samias disharmoniske passiarer skaber illusionen af et fucked up talkshow, der udspiller sig i en enkelt, liderlig hjerne, og det er skørt og feberagtigt, i hvert fald på noget heftig syre.
Kort sagt:
Space-dimensionen og den lydmæssige installationskunst som 18+ repræsenterer står stadigvæk lidt på Bambi-ben med duoens flygtige, tekniske beskedenhed. Men en sikker vokalpræstation fra dukkeagtige Samia og sprogvirtuosen Justin holder formatet svævende som en krystalprisme frem for sig. Sidstnævnte glimter fuldstændig hæmningsløst på guitarballaden ‘Glow’, der nærmest lyder som en blanding af Holly Herndon og Phoebe Buffay – eller måske endda en depressionsramt, iskold og maskinel Mø.