’A Moon Shaped Pool’: Radiohead lyder stadig som ingen andre
Det ville være småkomisk at kalde ‘A Moon Shaped Pool’ for Radioheads foreløbig mest modne album. Gennem et par årtier har kvintetten stort set ikke bestilt andet end at begå moden, cerebral musik. Og så dog: Den niende langspiller fra Oxford-ikonerne er i hvert fald den musikalsk mildeste og mest skønhedssøgende af hele flokken. Rundet af alderen, med andre ord.
‘A Moon Shaped Pool’ er samtidig den måske mindst overrumplende stump tegnsætning i en karriere, som ellers har været fuld af kursændringer, der ofte har rystet fans af sig i svingene, men mest af alt altid vundet andre til og etableret bandet som nogle af rockens mest nysgerrige innovatører. Dermed ikke være sagt, at Radiohead ikke, som omverdenen evindeligt – og måske nærmest endda uretfærdigt – forventer af dem, genopfinder sig selv blot en smule, men de skridt, albummet her dokumenterer, føles mere som naturlig evolution end større omvæltninger.
Oven på den electronica-knitrende ‘The King of Limbs’ føles det således oplagt, at ‘A Moon Shaped Pool’ går i en mere organisk retning efter den klassiske tryk-avler-modtryk-teori – at maskineriet mere kribler rundt under end oven på værkets hud – og at især Jonny Greenwoods soundtrack-arbejde i de mellemliggende år siden 2011-forløberen ofte telegraferer albummet med storladne orkestreringer, strygere og rig atmosfære.
Albummet rummer selvfølgelig også twists i det små, efterhånden som numrene skrider frem: Den smukke ‘Desert Island Disk’s akustiske guitartema lyder som et informeret vink tilbage mod salig Nick Drake, mens ‘Ful Stop’ er det mest direkte krautrockede, Radiohead har begået – en dyster, stream of consciousness-agtig sag, propelleret fremad af lodret Neu!-motoriske rytmer.
‘Present Tense’ strejfes af et blidt pust tropicália i form af den bossa-inspirerede rytmik, og så vil kendere måske spidse ører over, at et par klenodier som ‘Burn the Witch’ og ‘True Love Waits’ agerer bogstøtter i albummets (i øvrigt, som en gimmick, alfabetiske) trackliste – et par hidtil uudgivne sange, som har henholdsvis mere end 15 og 20 år på bagen, og som, i hvert fald for sidstnævntes vedkommende, har været længe ventet og efterspurgt i studieindspillet form.
Måske Thom Yorkes forholdsvist nyligt forliste faste forhold gennem 23 år har været katalysatoren til endelig at få en ømskindet sag som ‘True Love Waits’ til at lykkes, omend i omarrangerede, klaverbårne klæder. Måske det også er den kreative drivkraft bag ’Daydreaming’ – en ambient-ballade, som i al sin underskønne haiku-simplicitet er en skæring, mange sangsmede kun kan drømme om at gøre efter. Der hentydes i hvert fald gevaldigt om det – både i den hørbare lyrik og i de elektronisk maskerede, baglæns passager, sangen ebber ud med.
Andetsteds er Yorkes mindre introspektive, mere udadreagerende og samfundskritiske pen stadig lige så hvas, som man kender den. Lyrikken til den melankolske ‘Glass Eyes’ kunne eksempelvis være revet ud af hovedpersonens tanker i Jörg Müller og Jörg Steiners indsigtsfulde børnefortælling om bjørnen, der i et forvirret øjeblik bliver fabriksarbejder, men må opgive sin kvasi-menneskelige status for at vende tilbage til naturen – og ‘The Numbers’ er nem at læse som et krav om mere transparente magtstrukturer og styreformer i fremtiden.
På sidstnævnte skinner Radioheads faste producermakker Nigel Godrichs fingeraftryk i tilgift også tydeligst igennem med et arrangement, der ikke ville have lydt malplaceret på Becks ‘Sea Change’-album, som Godrich også var arkitekt på. Det er heldigvis det eneste tidspunkt på albummet, hvor bandet udtalt lyder som andre – resten folder sig ud som et på én gang originalt, kalejdoskopisk og dog, altid tilpas sammenhængende værk.
‘A Moon Shaped Pool’s primære triumf er en eftertrykkelig cementering af, at selv Radioheads mindst stilskabende output stadig holder et misundelsesværdigt højt niveau, og at man forhåbentlig nemt kan tilgive dem, at de bare ikke kan være lige banebrydende og lige legendariske hver gang. Det er ikke et album, som primært bliver husket for nyskabelserne, men snarere som årgangs-Radiohead, til at nyde langt ud i fremtiden.
Kort sagt:
Den niende langspiller fra Radiohead er det foreløbigt musikalsk mildeste og mest skønhedssøgende af alle Oxford-ikonernes album. Ovenpå den electronica-knitrende ‘The King of Limbs’ føles det oplagt, at ‘A Moon Shaped Pool’ går i en mere organisk retning efter tryk-avler-modtryk-teorien, og at maskineriet mere kribler rundt under end ovenpå værkets hud. Det er ikke et udspil, som primært bliver husket for nyskabelserne, men snarere som årgangs-Radiohead, til at nyde langt ud i fremtiden.
Læs også: Se Paul Thomas Andersons musikvideo til Radioheads ‘Daydreaming’