Anohni: Protestmusik i elektronisk indpakning

Anohni: Protestmusik i elektronisk indpakning
Anohni: Protestmusik i elektronisk indpakning - Hopelessness
5 6
Anohni
'Hopelessness'

Album, Rough Trade/Playground

Det siges, at al politisk kunst er dårlig, mens al god kunst er politisk. Antages præmissen bliver spørgsmålet, hvor imellem de to poler Anohni placerer sig med ’Hopelessness’, der fra første strofe eksplicit erklærer sig som et album med et projekt: »Love, drone bomb me«, lyder det efter 22 sekunder.

Et udsagn, der næsten er ved at sprænges af sin egen antitetiske og analytiske spændstighed. Er der tale om en bøn, et begær, en dødsdrift? Fortolkningsmulighederne multipliceres hurtigt, men associationskæden hopper af, når det går op for en, at forespørgslen skal tages bogstaveligt: Perspektivet tilhører nemlig en afghansk pige, der ønsker genforening med sin familie efter de netop er blevet dræbt af droner.

’Hopelessness’ handler altså om storpolitikkens indflydelse på selv de mindste mennesker, og det er da heller ikke første gang, at Anohni, som de fleste måske har kendt som Antony Hegarty, bruger sin kunst til at skabe opmærksomhed om sager, som ligger hende på sinde. Hvor det tidligere har været den barokinspirerede kammerpop, hun har gjort sig i, har hun på ’Hopelessness’ ikke blot skiftet persona, men også arena til den mere eksperimenterende elektroniske musik med hjælp fra superproducerne Hudson Mohawke og Oneohtrix Point Never, der – selv om de deler pladeselskab – tilhører hver sin ende af den elektroniske avantgarde.

Måske ikke umiddelbart den platform, de fleste ville forbinde med protestmusik, selv om historien er rig på eksempler – med Underground Resistance, Little Louie Vega’s Elements of Life og senest Jam City som nogle af de fremmeste.

Alligevel er der noget nyskabende over Anohnis bud. Måske fordi hun på ’Hopelessness’ formår at gøre det politiske privat frem for det private politisk som tidligere. Den løftede pegefinger er således lige så ofte vendt mod hende selv, og ligesom numrenes elektroniske indpakning hjælper på budskabernes spiselighed, er det når hun iscenesætter sig selv som trojansk hest, at erkendelsen er størst.

Det sker for eksempel på førstesinglen ’4 Degrees’, der med sine apokalyptiske jungletrommer adresserer de yderste klimatiske konsekvenser af hendes – og dermed også mine og dine – hykleriske indkøbsmønstre. I det hele taget gør Hudson Mohawkes maksimalistiske tilbøjeligheder og sylespidse synths sig godt til albummets store temaer, om end den skotske producer også demonstrerer, at han mestrer antydningens kunst på fint afmålte kompositioner som ’Execution’ og ’Marrow’.

Det to dimensioner forenes fornemt på ’Watch Me’, som leverer en sofistikeret og sarkastisk analyse af, hvordan overvågningssamfundets ansigtsløse patriarkat ender med at umyndiggøre borgeren i sin iver efter at beskytte selvsamme, alt imens et nummer som ’Obama’ omvendt er anderledes prosaisk. Som titlen antyder er der tale om en kritik af USA’s præsident og hans – i manges øjne – manglende evne til at leve op til det messianske budskab, hans indsættelse indvarslede, men fremførslen er ikke stort mere end en messende recitation af banale konstateringer indpakket i Oneothrix Point Nevers omsluttende ambience.

Det er imidlertid også her, at pladens problem opstår. Anti-amerikanisme, økonomisk udbytning, global opvarmning og Guantánamo er alle temaer på ’Hopelessness’, men alle hører de også til blandt neo-marxismens yndlingsaversioner. Hvor det er befriende, at Anohni tør være politisk, er det også en anelse trivielt, hvor forudsigelig kritikken synes at være på flere af numrene. Selv om det altid er svært at kritisere sin egen position alene af den grund, at den oftest er usynlig for én selv, tager det dog ikke noget fra Anohnis mod til at angribe egne privilegier og dermed ikke blot stille sig op i et koret af kritikere af verdens ledere, men også udstille sin egen apati.


Kort sagt:
Anohni leverer med ’Hopelessness’ endnu et befriende bevis på, at protestmusikken stadig har en relevans – også inden for den elektroniske musik. På sine bedste steder går politisk budskab og produktion op i en højere, erkendelsesskabende enhed, mens kritikken andre steder bliver en anelse for forudsigelig.